give en Lyd som naar man hører mange Mennesker tale langt borte. Sædvanlig kun om en vedvarende eensformig Lyd, som af Vind, Bølger, Larm som høres i Frastand, idelig Snak, Mumlen, Knurren o. s. v. Infinitiv udtales sjelden tjota (Hard.); ellers tjøte, tyte, kjota og kjøte. G. N. þjóta. Sv. tjuta. Heraf Tot. — I Inderøen forekommer Talemaaden: „Dæ taut i han“, ɔ: han ymtede noget derom, man kunde mærke det paa hans Tale.
tjotande, adj. mumlende; susende.
Tjoting, f. Tuden, Susen; Mumlen, eensformig Lyd; ogsaa Knurren, Snak, Overhæng, kjedelige Begjæringer og Paamindelser.
Tjov, s. Tjuv. — tjue, s. tjuge.
Tjug, n. et Snees, Antal af tyve Stykker. Findes i Formerne: Kjug (Tell. Hall. Gbr.), Kju (Sogn), Kjau (Buskerud). Sv. tjog. Betegner i Særdeleshed: 1) Snees, af Varer som tælles. 2) tyve Traade eller Par i en Væv; ligesaa de tilsvarende tyve Rum i Vævskeden. Tell. og fl. (Ellers Basma). 3) et Tidsrum af tyve Aar. Hertil Talemaaderne: „Pꜳ fjore Kjugj’e“: over 60 Aar. „Fem Ꜳr pꜳ femte Kjug’e“: 85 Aar. (Gbr.).
tjugande, adj. tyvende. — Tjugande-Dag: Taksigelsens Fest, den 13de Januar (egntl. tyvende Dag i Julen). tjugande-kvar: hver tyvende.
tjuge, Talord: tyve (20). Hedder ellers: tjue (Sdm.), kjuge (Rbg. Tell. Gbr. og fl.), kjue (mest alm.), kjaue (Buskerud). Sv. tjugo. G. N. tuttugu; jf. tvítugr. Egentlig en sammentrukken Form af et sammensat Ord, som betegner to Tiere eller to Gange ti.
Tjuke, f. Klump, Kogle; s. Kjuka.
tjukk, adj. 1) tyk, bred, stor i Omfang eller Gjennemsnit. (Modsat grann). — 2) tyk (om Vædske), tæt, sammenløben, som ikke let rinder. (Modsat tunn). — 3) tyk (om en Hob), tæt sammenhobet, som staaer tæt sammen; f. Ex. om Skov, Græs, Haar o. s. v. — 4) tykskyet, fuld af Skyer; om Luften. — 5) frugtsommelig (= diger). Meget brugl. Jf. fremmeleg. — Ordets almindeligste Form er kjukk (kjukk’e); ellers tjukk’e (Sdm.), tykk’e (Rbg. Tell.). G. N. þykkr, og þjukkr. Sv. tjock. — Tjukk-enden: den tykkeste Ende, f. Ex. paa en Stok. I tjukkaste Skogj’en: ind i den tykkeste Skov. Fiskj’en sto so kjukk’e punde Landa: Fisken stod i tætte Masser ved Landet.
tjukkbaka, adj. tykbaget, om Brød.
Tjukk-eng, f. Eng med stort tætvoxet Græs; den fedeste Eng tæt ved Husene.
tjukkfallen, adj. tykvoxen, fyldig, før; om Mennesker.
tjukkføtt, adj. tykfodet.
tjukkhalsa, adj. tykhalset.
tjukkhært, adj. tykhaaret, tæthaaret.
Tjukkje, m. Tykkelse, Omfang; Tykhed. Ørk. (Kjukkje). Jf. Tjukt.
Tjukklegg, m. den tykkeste Deel af Læggene. (Modsat Grannlegg).
tjukklima (aab. i), adj. tyklemmet, fyldig.
tjukklippa, adj. som ahr tykke Læber.
tjukklædd, adj. tykklædt, som gaaer i mange eller tykke Klæder.
tjukkna (tjukne), v. n. (a—a), 1) blive tyk, voxe i Tykkelse; ogsaa blive frugtsommelig. — 2) fortættes, løbe sammen; om Vædsker. — 3) blive skyet, overtrækkes med Skyer.
Tjukkna, f. Skyer paa Himmelen, tykt Veir. Stav. Amt (Kjukna).
tjukksꜳdd, adj. tykt saaet; om Ager.
tjukkvaksen, adj. tyk av Væxt.
Tjukkver (ee), n. tykt, skyet Veir.
Tjukkvid (Kjukve), m. tyk Ved, Stokke, Stammer; i Modsætning til Grenene.
tjukk-øyrt, adj. tykøret; ligegyldig, som ikke ændser hvad man siger.
Tjukt, f. 1) Tykkelse, Omfang, Tværmaal. 2) Tykhed, Vædskers Tæthed eller Seihed. Hedder paa nogle Steder Tjukn (Kjukn); ogsaa Tjukkleikje, m. Jf. Tjukkje.
tjukt, adv. tæt, tykt, fuldt, uden Mellemrum.
tjurr, tør; see turr.
Tjuv, m. en Tyv. Hedder ogsaa Tjov (Nhl.), Kjov (Rbg. Tell. og fl.); ellers: Tju (Sdm.), Kjuv, Kju (mest alm.) og Kjyv (ved Trondhjem). G. N. þjófr. Sv. tjuf. — Hertil: Tjuvegods (Kjuegoss), n. Tyvekoster. Tjuvelag, n. Tyveselskab. (Ogs. Tjuvebøle, n.). Tjuvestrik (aab. i), n. Tyvestreger.
tjuvkjenna, v. a. (e—de), ansee En som Tyv, tillægge En et Tyverie. Heraf tjuvkjend: anseet eller mistænkt som Tyv. B. Stift. (kjukjend’e).
Tjuvskap, m. Tyverie. Hedder oftere: Tjuvri. Jf. Stul.
Tjød, see Tjo.
Tjønn (for Tjørn), f. Kjær, Vandpyt, en liden Indsø eller en Samling af stillestaaende Vand i en Sump. (Mindre end „Vatn“, men større end Dam, Dape og Søyla). Ordet er meget
