brugl. og temmelig almindeligt, dog i forskjellig Form: Tjønn (aab. ø) og Tjenn (Sdm.), Kjødn (Søndre Berg. Sogn, Hall.), Kjønn (mest alm.), Kjenn (sjeldnere). G. N. tjörn. Sv. tjärn.
Tjønneblom, m. Aakande, Vandlilie (Nymphæa alba). Tell. Hall. (Kjønneblom, Kjenneblom). Har ellers forskjellige Navne som Vassblom (Jæd.), Vassoleie og Vassrosa (Nhl. Shl.), Vassgaas (Sdm.), Nykkjeblom (Jæd.), Punga (Ørk.), Akkoleie (Sdm.).
Tjønnemark, f. en sumpig Flade med enkelte Vandpytter.
tjønnut, adj. sumpigt og fuldt af smaa Søer eller Kjær.
Tjør, s. Tjor. tjøra, s. tjora.
Tjøra (aab. ø), f. Tjære. Udtales mest alm. Kjøra, Kjøre; ogsaa Kjyru (Gbr.), Kjuru (Hall.). G. N. tjara, acc. tjöru. — Hertil: Tjørehjell, m. et Slags Tjæreovn, dannet som et Stillads af Steen over en liden Hule eller Kjælder. Tjørelog (aab. o), m. en sort Vædske, som afsondrer sig fra Tjæren. Tjørevase, m. en Visk eller Klud til at smøre Tjære med.
tjørebræde (kjørebræ), v. a. (e—de), besmøre med Tjære (især varm eller kogende). Heraf tjørebrædd: oversmurt med Tjære.
Tjøresoleie, f. Tjæreurt (Lychnis viscaria). N. Berg.
tjøte og Tjøting, s. tjota.
to, forkortet 1) for tok, s. taka. 2) for tvo (Talord). 3) for ut-or, ɔ: ud af.
To, f. 1. (Fl. tø, r), Grønning, Grønsvær, en liden Græsplet, som er omgivet af Klipper eller Krat. Søndre Berg. og Stav. Amt. (Jf. Plita, Fleine, Glenna). G. N. tó. — Ogsaa en liden Flade eller Afsats imellem bratte Klipper. Nhl. Ellers Flꜳ, Hylla, Skor.
To, f. 2. Tøi, Stof; Garn, især af Hør eller Hamp; Lærred, Linned. Tr. Stift. I Sdm. siges Tonad. (G. N. tó). Ogsaa figurlig: Art, Natur, Sindelag. E sꜳg snart kva To som va i ’an: jeg mærkede snart hvilket Sind der var i ham, el. hvad Slags Menneske det var. Ørk.
Tobbe, f. en Hoppe. (Mest brugeligt som Lokkenavn). Sdm. Ørk. Gbr.
Tode (aab. o), f. 1) Gjødning, gjødende Vædske i Jorden. (Virkningen af „Tad“). Sdm. og fl. „fꜳ Todꜳ ’ti“: faae et Engstykke gjødet eller opdyrket. — 2) en gjødet Eng, fed og græsrig Eng i Nærheden af Husene. Shl. Jæd. (i Formen Toa, Tꜳa). G. N. taða, acc. töðu. Ogsaa om det Hø som voxer paa saadan Eng. „Tode“ bruges i Sdm. ogsaa spotviis om noget der skal ansees som ypperligt eller hvoraf man skryder meget.
Todehøy, n. Hø af en fed og gjødet Eng, stort og tætvoxet Hø. Sdm.
Todeng, f. gjødet Eng. Jf. Tadsig.
Todl, s. Toll. — Todn, s. Tonn.
Tofla (Toffle), f. Tøffel, Tøfler.
Toft, f. s. Tuft. — Toft (oo), s. Tovt.
Tofta, f. Tofte, Roerbænk i en Baad. G. N. þofta, þopta. — Formen Toft forekommer i Talemaaden „sitje i Toft mæ ein“, ɔ: sidde paa samme Tofte som en Anden, roe paa samme Bænk. N. Berg.
Toftekall, s. Tuftekall.
Tog (aab. o), n. Toug, tykt Reb. Hedder ogsaa Taug, Tau (søndenfjelds). G. N. tog. Sv. tåg. — Tog-ende, m. en liden Stump Toug. (Ogsaa Togmole, Togstubbe). Toglengd, f. Touglængde. (Jf. Mꜳla). Togverk, n. Tougværk.
toga, (aab. o), v. n. og a. (a—a), trække, drage, strække eller slide paa noget; især om en langsom Trækning. B. Stift og fl. G. N. toga. toga ꜳt seg: trække til sig. toga Høy: trække Hø med en Krog. (Helg.). — Jf. tøygja og togna, hvorved der forudsættes et ældre Verbum: tjuga, med Formerne tyg, taug.
togall, adj. langsom. (Sogn). S. taug.
Toge (for Togje, aab. o), m. en Krog eller Bøile til at trække i; et Slags Hank, især paa Harver og Slæder. Helg. I Fosen hedder det Toga (Tꜳga), m. I Ørk. derimod: Tugu, f.
Togg, s. Talg. togg, imp. s. tyggja.
toggjen, adj. (Fl. togne), tygget, gnavet; ogsaa udmagret ved at give Patte, om Hopper (toggja, fyltoggja). Part. af tyggja.
Toging (aab. o), f. Trækning.
Togn (aab. o), f. Taushed, Stilhed. Han fekk ei Togn: han blev taus, forstummede. N. Berg. (sjelden). G. N. þögn.
togna (aab. o), v. n. (a—a), strækkes, rette sig ud, forlænges, blive længere; ogsaa slappes. Et meget udbredt, maaskee alm. Ord. Sv. tågna.
togoll (aab. o), taus, s. tagall.
Toka (oo), f. en Taabe, Tosse. Indr. (oftest Tok’). Sv. tok.
Toka (aab. o), f. 1. en Stund, Tid;
