ogsaa en Dyst, et Angreb (det samme som Tak). Helg. (I Sdm. Tokt).
Toka (aab. o), f. 2. Taage, taaget Luft (= Skodda). Rbg. Tell. (Toke og Toku). G. N. þoka.
Toka (aab. o), f. 3. Tag paa et Huus, Tække. Shl. og Kr. Stift. (Jf. Tak). Hertil Tokedugna(d), m. see Tekkjedugnad.
Tokje (oo), m. (Fl. Toka), Tot, Visk, Knude, Sammenvikling; ogsaa en liden tyk Sky. N. Berg.
Tokk, n. Tykke, Skjøn, Formodning. Nhl. Pꜳ eit Tokk: efter et løst Skjøn, uden nærmere Beregning.
Tokka, f. 1) Gunst, Yndest, det at En er afholdt. Hedder ellers Mannatokka. Shl. (G. N. þokki). — 2) Tækkelighed, et tækkeligt Udseende, behageligt naturligt Væsen. Sogn. Hedder ogsaa Tokk, m.
tokka, v. a. 1. (a—a), flytte tilside, røre af Stedet, skyde lidt længere bort. Shl. og Kr. Stift. Paa nogle Steder siges oftere tukke. Sv. tocka. G. N. þoka. tokke seg: bøie sig tilside eller gaae lidt af Veien, give Plads.
tokka, v. a. 2. (a—a), skjønne, bestemme ved et Skjøn eller efter en Formodning; gjætte, slutte, antage. Søndre Berg. Egentlig: tykkes (beslægtet med tykja).
Tokkeløysa, f. Utækkelighed, Mangel paa naturlig Ynde. Sogn.
Tokking, f. ubetydelig Bevægelse, Flytning til Siden; s. tokka.
Tokkje, m. 1) Følelse, Indtryk, det som man tykkes. Bruges sammensat, som Kaldtokkje, Illtokkje. Gbr. — 2) Væsen, Lader eller Udseende, som gjør et vist Indtryk eller betegner et vist Sindelag. Indr. (i Formen Tokke).
Tokkna(d), m. Tykke, Skjøn; en omtrentlig Bestemmelse, eller et vist ubestemt Begreb om noget som man ikke kjender nøie. Nhl. Hedder ogsaa Tokkning, f.
Tokn (oo), f. Gjæller i Fiske. N. Berg. og Tr. Stift. I Søndre Berg. hedder det Tolkn (Tolk’en), aab. o. G. N. tálkn. Ellers Gan og Syltr. — Tokne (i Fleertal) bruges ogsaa om den inderste Deel af Munden, nærmest ved Struben (paa Mennesket).
tokna (oo), v. n. trække efter Veiret; tale utydeligt og langsomt, famle efter Ord. Sdm. (Jf. talkna).
Toknetroll, n. Gjælleorm (Lernæa branchialis). N. Berg.
Tokt (aab. o), f. en Stund, Tid af nogen Længde; ogsaa om noget som kun varer en vis Tid. Sdm. Ellers Toka og Tak.
tokte, tykkedes; see tykja.
tokut (aab. o), adj. taaget, fuld af Taage; om Luften. Rbg.
Tol (oo), n. en Mælkedunk med bred Bund og smal Aabning, brugelig paa Søreiser. Sdm. — Tol skulde egentlig betyde: Redskab, Værktøi (G. N. tól); men synes ikke at forekomme i denne Betydning, undtagen i Formen Tøle (B. Stift) og Tolꜳr, aab. o (Helg.). Jf. tvitola.
Tol (aab. o), n. Taal, Taalmodighed. hava Tol: være taalmodig. slꜳ seg te Tols: slaae sig til Taals, berolige sig. Jf. Munntol.
tola (aab. o), v. a. (e—de), tale, lide, udholde; ogsaa finde sig i, fordrage, lade skee. Hedder ogsaa tꜳla og tꜳlꜳ; i en Dialekt gaaer det over til tora. (Jæd.). G. N. þola. Dæ tole lang Koking: det behøver lang Kogning. Dæ tole Tid: det gaaer seent, man behøver lang Tid dertil. Eg told’ ikje sjꜳ dæ; jeg kunde ikke lide at see det. — Particip told: taalt, tilladt.
tolande, adj. som man kan eller bør taale; lidelig, talelig.
tolast (taalest), v. n. (Imp. toldest), blive taalt eller tilladt, gaae an. Dæ tolest ikje mykje: der skal ikke meget til førend man klager.
Tolꜳr (aab. o), pl. f. Redskaber. Helg.
Tole (aab. o), Ryghvirvel, s. Tovla.
Tolekniv (aab. o), m. en Kniv at tilskjære Træ med eller at bruge til de simpleste Træ-Arbeider. Nogle Steder Tolkniv, som maaskee er rettere. G. N. tálguknífr, af tálga, tilskjære (s. tolge). Forøvrigt synes Ordet her at være ganske adskilt fra „tolge“.
tolen (aab. o), adj. taalsom, see tolug.
Tole(r), pl. f. Egn, Omegn; omtrenligt Sted eller Punkt. Shl. „Hær i Tolenne“: her i Nærheden, her etsteds.
Tolg, f. Talg; s. Talg.
Tolge (tolje), v. a. (e—de), tilhugge Tømmer paa Siderne. Gbr. sædvanlig i Formen tolje, og tildeels med Formerne: tol’, tolde. Ellers telgje, rydje, skanta. (G. N. tálga, tilskjære). — Hertil Toljebile, Toljøks, f. Øxe at tilhugge Stokke med.
Tolk, m. Tolk; Oversætter.
tolka, v. a. (a—a), tolke, fortolke; oversætte i et andet Sprog.
Tolkn, f. Gjæller; s. Tokn.
Toll, f. Fyr, Furetræ; især om ung og
