opvoxende Fyrreskov. Rbg. og Tell. I Sætersd. gaaer det over til Todd. I Østerd. bruges Ordet i Formen Tall. Derimod bruges Tell (Tella) i Nordre Trondhjems Amt om Granskov. G. N. þöll. Sv. tall, Fyr. — Hertil Tollbar (Toddebar), n. Fyrrekviste. Tollholt, n. liden Skov eller Lund af Fyrretræer. Tollskog, m. ung Fyrreskov.
Toll, m. 1. en Pind, Knag, Nagle; f. Ex. Aaretold paa en Jolle. (Forskjelligt fra Kjeip). Isl. þollr.
Toll, m. 2. 1) en almindelig Afgift, Udredsel, Kontingent, Bidrag. Klokkartoll, Lensmannstoll, Skuletoll og fl. — 2) Told, Afgift af Handelsvarer. G. N. tollr. — Hertil Tollbud, f. Toldbod. tollfri, adj. toldfri. Tollstad, m. Toldsted.
tolla, v. n. (a—a), tolde, give Told; ogsaa om at give en vis Deel, afgive noget, yde sin Tribut (i en mere almindelig Bemærkelse). Dei tolla pꜳ han noke alle: Enhver gav ham noget; han fik lidt af alle. B. Stift.
tolleg, adj. 1) taalelig, lidelig, som man kan taale. 2) antagelig, taalelig, ikke at klage paa. — Formen tolleg maa ansees som sammentrukken af toleleg; den første Stavelse udtales kort, men faaer ikke Lyden af dobbelt l.
tollege, adv. taaleligt, nogenlunde, ikke saa ganske ilde.
tollgrøn, adj. bleggrøn, ligesom Fyrretræets Bar eller Naale. Hall.
Tolling, f. Fortoldning; ogsaa Ydelse, Bidrag, Tribut; s. tolla.
tolmøde (seg), v. a. have Taalmodighed, slaae sig til Taals. Nfj. Sdm. I Nhl. tolmøa. Ein lyt’e tolmøa seg mæ da.
Tolmøde, n. Taalmodighed. Da gjeld um eit godt Tolmøe. B. Stift. G. N. þolinmæði.
tolsam, adj. taalsom, taalmodig. Sjelden. s. tolug.
Tolt, s. Tylvt.
tolug (aab. o og u), adj. taalig, som kan taale noget; i Særdeleshed: a) haardfør, som kan taale megen Smerte eller anden Ubehagelighed; b) langmodig, som ikke let bliver opirret; c) varig, udholdende, som ikke let forslides. Hedder ellers tolig’e (B. Stift), tolau og tꜳlau (Tr. Stift). G. N. þolugr.
tolv, Talord: tolv. I Sætersd. tov (oo). G. N. tolf. Ang. tvelf. — Ordenstallet tolvte udtales overalt tolte. Jf. Tylvt.
Tolvfenning (Tolfæning), m. et Flademaal som udgjør tolv Ruder (eller Maalestænger i Fiirkant). Nordre Trondhjems Amt. Saavel Ordets Afledning som dets egentlige Betydning synes uvis.
tom (oo), adj. tom. G. N. tomr. Mæ tvo Hend’e toma: med to tomme Hænder. Mæ tome Bꜳt’a: med tom Baad, uden Ladning. Heraf tøma.
Tom, s. Taum. Tome, s. Tume.
Tomfor (for, aab. o), f. en aaben Fure i Ageren efter Hypning. Hedm.
tomhendt, adj. tomhændet.
Tomleikje, m. Tomhed. (Sjelden).
tomreipes, adv. ledig, uden Læs eller Byrde. Ag. Stift. Jf. lausreipa.
Tomskolt, m. Dumrian, Kjødhoved. Sjelden.
Tomt, f. Grund; see Tuft.
Ton, Gaardsrum; see Tun.
Tonad, m. Garn, Tøi, tilvirket af Hør eller Hamp. Sdm. Gbr. Ørk. — See ellers To.
Tone, m. Tone. (Sjelden). Jf. Note.
Tonn, f. (Fl. Tenn’er), 1) Tand, i Munden. G. N. tönn. I Sammensætning: Tann og Tanne; f. Ex. Tanngar. — 2) Tand, i visse Redskaber; Pind, Pig. Hyvelstonn, Skjeidtonn. — 3) Torn i et Spænde. Sylgjetonn. I sidste Tilfælde skulde det heller hedde Tonn, m. (for Torn).
Tonn (for Torn), m. Tornebusk, Hybentræ (= Klungr). Mandal. I Tell. Njupetonn. (Jf. Tynner). Tonn skulde egentlig betyde Torn (G. N. þorn).
tonna (for torna), v. n. (a—a), tørres, blive tør. Meget brugl. især i Berg. Stift, tildeels i Formen todna (aab. o). G. N. þorna. (Det er mærkeligt, at dette Ord ikke hedder turna, i Lighed med turr). — tonna ihop: svinde sammen ved Tørring. tonna til: tørres til, fæste sig, om Smuds eller Dynd. Heraf til-tonna, adj.
Tonning, f. Tørring; Fortørrelse.
tonnut, s. tent. — Too, s. Tvoga.
Topp, m. Top, Spids. Jf. Tipp.
Topp, f. 1) Prop, Kork i en Flaske. Sdm. og fl. (Jf. Toppa). — 2) Tot, Visk, lidet Knippe, f. Ex. af Hø. Ørk. Ellers kaldet Tapp, Lopp og Dott.
Toppa, f. 1) en stor Tap, f. Ex. til Bryggerkar. Hard. — 2) en Dobbelttap, stor Tap med et Hul, hvori en mindre Tap indsættes. Tell. Ellers kaldet: Krane (B. Stift), Ture (Buskerud), Tur (Hall.), Tappmor (Indr.), Tvitapp (Gbr.).
