toppa, v. a. toppe, sætte op i en Top. Hedder ogsaa typpe.
toppgalen, adj. reent gal. Hedder ogs. toppende galen.
toppleide, v. a. trække efter Toppen, lede en Hest ved at holde i Pandetoppen.
Toppmꜳl, m. Topmaal (= Rokmꜳl).
Tor (aab. o), n. Dristighed, det at man tør vove noget. B. Stift. (G. N. þor).
Tor (oo), n. en svag Brænden; en liden, neppe synlig Ild. Helg. (s. tora).
Tora, f. Torden; Tordenskrald. Et næsten alm. Ord. Søndenfjelds gaaer det tildeels over til Tole. — Er formodentlig samme Ord som Angels. þuner, og Gam. Tydsk donar, nemlig med en Overgang fra „un“ til „o“.
tora (oo), v. n. 1. (a—a), tordne, brage som Torden. Jf. tura.
tora (oo), v. n. 2. (a—a), brænde meget svagt, om Lys og Ild; være nær ved at slukkes. N. Berg. Helg. og fl. (Jf. Tor). Isl. tóra.
tora (aab. o), v. n. (e—de), turde, vove, driste sig til. G. N. þora. Præsens, tora, bruges ogsaa ofte i Betydningen: kan, vil maaskee; f. Ex. Dæ tore væl hende: det tør vel skee. Han tore væl hende: det tør vel skee. Han tore koma snart: han vil maaskee snart komme. Imperf. udtales paa nogle Steder tore (oo), men ellers torde (aab. o). Supinum tildeels tora, men alm.: tort. — „tora seg til“: driste sig til. Paa enkelte Steder siges ogsaa torest, torst, tørs. — Paa Jæd. bruges „tora“ ogsaa for tola (taale).
Tordivel (oo), m. Skarnbasse, Torbist (Scarabæus stercorarius). Alm. — Sv. tordyfvel, torndyfvel. Ang. vifel, og tordvifel, som forklares af tord ɔ: Skarn. Islænderne skrive ellers torfdífill.
Toredun (aab. u), m. Tordenbrag, Tordenskrald (se Tora). Ogsaa kaldet Toredyn (døn) og ellers Torebrak, Toreslꜳtt og Dyne (aab. y). Sv. thordön.
Toreflod, n. Tordenregn, Skylregn med Torden. Sdm. og fl. Ogsaa kaldet Dyneflod.
Torelo, s. see Torestein.
toren (aab. o), dristig, som tør vove meget. Hedder ogs. torig (Sdm.).
Toreskimt (oo), n. Lynild. Valders.
Toreslꜳtt, m. Tordenslag, Torden. Søndre Berg. Ørk. og fl. Af Talemaaden: „Tora slær“, el. „Dæ slær ei Tore“, ɔ: det tordner.
Torestein, m. Tordensteen, et Slags runde og meget glatte Stene ligesom Kugler. I Nhl. Tore-lo, f. (ɔ: Tordenkugle).
Torg, n. Torv, Samlingsplads i en By. (I nogle Byer siges nu oftere: Torv). G. N. torg. Sv. torg.
torga, v. a. (a—a), ødelægge, dræbe, slagte (Kvæg). Nhl. Vel egentlig afhænde eller bringe til Torvs. (Jf. Isl. torga, fortære).
Toring (oo), f. en svag Brænden, det at et Lys brænder dunkelt. S. tora.
Tornogg, el. Turnogg, bruges i Sdm. i Forbindelsen „i Turnoggꜳ“, ɔ: hemmeligt, i Smug.
tornæm (aab. o), adj. tungnemmet, som har vanskeligt for at lære noget. N. Berg. G. N. tornæmr. Ordet „tor“ bruges saaledes ofte i det gamle Sprog og betegner en Vanskelighed.
Toro, s. Tvora.
Torp, m. 1) en meget liden Gaard, et ubetydeligt Jordbrug. Østerd. og fl. (Sv. torp, Huusmandsplads. G. N. þorp, n. Landsby). — 2) en Flok, Hob; en sammenstimlet Flok af Kvæg. Rbg. — Jf. Torpesæte.
torpast, v. n. flokkes til, stimle sammen; især om Kvæg. Rbg. Tell. (G. N. þyrpast).
Torpesæte, n. en liden Gaard, som afgiver kun lidet til at leve af. N. Berg.
Torre, m. 1. den anden Nymaane i Aaret; den Maane som følger efter Julemaanen og indbefatter Februar Maaned eller en Deel af Januar og Februar. B. Stift. (G. N. þorri). Den næste Maane hedder Gjø.
Torre, m. 2. Tørst, Tørhed i Halsen. Skal bruges i Hard. Jf. Turk og Terre.
Torsdag (oo), m. Torsdag. Udtales mest almindelig Tosdag (oo). G. N. þórsdagr.
tortimast, v. a. lide af Tørhed eller Tørst (= turkast); spise tør og haard Mad, have Mangel paa Suul; sjeldnere om at skrante eller vantrives (hvilket vel er den egentlige Betydning). Meget brugl. i Sdm. (dog sædvanlig i Formen turrtimast).
tort-yve, tvært over; s. tvert.
Torv, f. Tarv, Trang, Fornødenhed. Meget brugl. i B. Stift. (G. N. þörf). I Fleertal hedder det tildels Tarve; f. Ex. D’æ mꜳnge Tarvinne: der er mange Fornødenheder. Da vore Torv’æ: det kunde være fornøden. (Nhl.). I Sdm. hedder det: „Dæ va Tarvinne“, hvilket ofte bruges ironisk; f. Ex. Dæ
