va Tarvinne ditta (om noget unyttigt eller fortrædeligt).
Torv, n. Tørv; Grønsvær, Tagtørv; ogsaa Tørvjord, Brændetørv. G. N. torf.
Torva, f. et Stykke Grønsvær, en opspadet Rude af Tørv, f. Ex. til at tække med. G. N. torfa. Sv. torfva. Bruges ogsaa som en forringende Benævnelse paa en Gaard, en Jord.
Torvald, s. Torvol.
Torvgar, m. et Gjærde af Jord eller Tørv omkring en Eng.
Torvkrok, m. en af de Kroge, som sættes paa den nederste Kant af et Tørvtag for at støtte Tørvdækket eller egentlig for at holde den Stok som i denne Henseende lægges langs Tagskjægget (s. Torvol). Hedder paa nogle Steder Krokraft og Krokaft.
Torvmyr, f. Tørvmose, et Sted hvor man skjærer Tørv til Brænde.
Torvol, m. en Stok som lægges paa Kanten af Tagskjægget for at støtte Tørvdækket, og som befæstes med en Række af Træ-Kroger (see Torvkrok). Bruges i forskjellig Form: Torvol, aab. o (Tell. og fl.), Torꜳl (Sdm. og fl.), Torvald (Sogn). Vel egentlig Torv-vol. G. N. torfvölr, torvolr. — Undertiden lægges endnu en anden Stok ved Siden af Torvolen, og denne Stok kaldes da Torvaldsverja (Sogn) eller Røytetorvꜳl (Sdm.).
Torvrøyk, m. Røg af brændt Tørv (bekjendt af dens særegne Lugt).
Torvskjꜳ, m. et Huus til at oplægge Brændetørv i. B. Stift. I Tr. Stift siges Torvbu(d), f.
Torvtak, n. Tag af Næver og Tørv.
Tos (aab. o), n. 1) Taver, korte Trevler af Hør eller Hamp; svagt, udueligt Affald. B. Stift. — 2) unyttige Forsøg, Indfald, Paafund. (Isl. tos). See følgende.
tosa (aab. o), v. n. (a—a), gjøre mange unyttige Forsøg, slæbe og stræbe uden Fremgang. B. Stift (Sogn, Sdm.). Isl. tosa. Dei tosa mæ di: de forsøge nok derpaa, de fuske lidt med det. — Heraf Tosing, f.
Tosdag, s. Torsdag.
Tose (oo), m. Taage eller Skyer imellem Fjeldene, en stor Skybanke i Horizonten. Fosen.
Tosk (for Torsk), m. Torsk (Fisk). G. N. þorskr. Bruges ogsaa meget i Betydning af en Tosse, Dumrian (formodentlig af den Grund, at Torsken let lader sig fange og er ikke saa rask til at slide sig løs som adskillige andre Fiske). — Toskeberg, n. en stor Torskestiim i Søen. Toskefiskje, n. Torskefiskerie. Toskelyse, n. Tran af Torskelever.
Toske, s. Taska. toskjen, s. toskut.
toskut (tossket), adj. dum, taabelig, tosket. Meget brugl. I Tr. Stift: toskꜳt; nogle Steder oftere toskjen.
tossa, v. a. (a—a), drysse, strøe, udstrøe. Helg.
tostall (for torstall), adj. tørstig, som tørster ofte, plaget af Tørst. (Forskjelligt fra tyst). B. Stift. I Tell. siges tostꜳl. Andre Steder bruges tostlꜳten. I Spøg ogsaa om En som er begjærlig efter stærk Drik, lidt drikfældig.
Toste (for Torste), m. Tørst. G. N. þorsti. slekkje Tosten: stille sin Tørst, læske sig.
Tostedrikka, n. Læskedrik; ogsaa tyndt Øl. B. Stift.
tostlꜳten, adj. plaget af Tørst, ofte tørstig. Sogn og fl. (Ellers tostall). Isl. þorstlátr.
Tot (aab. o), n. Tuden, Susen; Mumlen, Lyd af Stemmer i det Fjerne; ogsaa idelig Snak, Tryglen, Knurren. Af tjota, taut.
tote (aab. o), s. tjota.
Tothol (aab. o), n. spotviis: En som idelig snakker eller trygler om noget.
Tov (oo), n. 1) Valkning, Sammenvalkning af Uld eller Uldtøi. Sjelden (see tøva). Isl. þóf. — 2) et Stykke valket Tøi. Hertil Hattetov: sammenvalket Uld til en Hat. — 3) tykt eller tætvoxet Græs, især i Fjeldene. Ndm. Ellers kaldet Fonne, Elje, Ryskje.
tovast, v. n. filtes; see tovna.
toven, adj. filtet, sammenvalket; urede, forviklet (= flokjen). Ørk. og fl.
Tovhatt, m. Filthat; især et Slags Hatte af Uld som er blot sammenvalket uden videre Tilberedelse. B. Stift.
Tovla (aab. o), f. Ryghvirvel, et af de enkelte Ledemod i Ryggen. (Ryggjatovla). Nhl. I Ørk. hedder det Tavla. I Sdm. derimod: Tole (aab. o).
tovna (oo), v. n. (a—a), valkes, filtes, krybe sammen eller fortættes ved Valkning. B. og Tr. Stift. (Isl. þófna). tovna ihop: krybe sammen, blive smalere og tættere.
Tovt (oo), n. Fnas, Skjæver, Flokker af Uld eller Liin, som falder af ved Valkning og Vævning. N. Berg. (Andre Steder kaldet Lo). Kunde ogsaa skrives: Toft.
