den). Mest i Neutrum: traute. Paa Jæd. traude. — Ellers oftere trøyten.
trautom, adv. vanskeligt, med Møie. Gbr.
Traval, n. Skade, Uheld. — Travali, n. Strabads, Arbeide. N. Berg. (Fremmede Ord).
Trave, m. 1) Klud, Lap, Pjalt. Meget brugl. ved Bergen. Ellers kaldet: Tave, Tafse, Trifsa, Trevle. — 2) en Stakkel, Usling, daarlig Tingest (om Dyr og Mennesker). Søndre Berg. — Jf. Tarve.
Trꜳ, f. 1. en meget betraadt Plads, en Vei eller et Sted som bliver idelig betraadt; f. Ex. i Gaardsrummet, ved Indgangen til Fæhusene, paa en Fold, en Malkeplads o. s. v. Sogn, Tell. og fl. Ogsaa kaldet Butrꜳ. (Vel egentlig Trod). Jf. Træ og Trø.
Trꜳ, f. 2. Trædebræt i en Væverstol. Sogn. — See Trøde.
trꜳ, v. n. 1. (trær; tro; trae), træde, gaae, træde paa noget; ogsaa trampe (= trøde). Tell. Hall. Gbr. — Vel egentlig: traada, el. troda (tred, trod, tradet). G. N. troða. I Ørk. forekommer det med Imperf. trau, og Supin. traue.
trꜳ, v. n. 2. (r—dde), tragte, hige, stunde efter noget; søge ofte hen til et Sted, f. Ex. om Kvæg. B. Stift og tildeels søndenfjelds. (G. N. þrá, længes). I Gbr. hedder det trꜳst; Imprf. trꜳddest.
trꜳ, adj. 1. vedholdende. G. N. þrá’r). Et meget brugeligt Ord, som betyder i Særdeleshed: 1) vedholdende, standhaftig, utrættelig; ogsaa langvarig. Eit trꜳtt Ver (s. Trꜳver). Han vinn som trꜳ æ, ꜳ tapa som brꜳ æ: den Udholdende vinder, den Hastmodige taber. — 2) trodsig, ubøielig, hardnakket, som ikke vil give efter; saaledes ogsaa: paastaaelig, paaholden. Gbr. Ørk. og fl. (Jf. treisk). — 3) tvær, uvillig, modstræbende. (Den mest alm. Betydning). Han æ sꜳ trꜳ te fꜳ til: man har Møie for at formaae ham dertil. Jf. trꜳtt.
trꜳ, adj. 2. harsk, stram eller beesk af Smag. Tell. Hall. og fl. I Indr. hedder det trꜳen. (G. N. þrá’r).
trꜳast, tragte, længes; s. trꜳ.
trꜳbeitt, adj. tvær, uvillig. Jæd.
Trꜳd (Trꜳ), m. Traad; saavel om en enkelt, som om en Mængde. (G. N. þráðr). I Fleertal hedder det tildeels Træd’e (N. Berg.). Jf. træde og trædd. — Hertil Trꜳddokka, f. en Dukke Traad. Trꜳdnysta, n. Nøgle. Trꜳdstubbe, m. en kort Traad.
Trꜳdom, m. 1) Udholdenhed. (Sjelden). 2) Tragten, Higen. Sogn.
Trꜳe, m. Udholdenhed; Langvarighed; ogsaa et vedholdende Veir, langvarig Kulde eller Tørke. Kr. Stift.
Trꜳelta, f. Overhæng, Paatrængen, idelig Søgen efter noget. Sogn.
trꜳelten, adj. paatrængende, utrættelig i at søge noget. Indre-Sogn.
trꜳen, adj. harsk. See trꜳ.
trꜳgjengd, adj. som gaaer tidt og ofte, kommer ofte igjen. B. Stift. I Sdm. trꜳgjengst. I Ørk. trꜳgꜳngoll.
Trꜳing, f. Tragten, Higen, Attraa at komme til et Sted.
Trꜳing, m. et stivsindet Menneske. Ellers Trꜳbukk, Trꜳnavar og fl. Om Kvindfolk: Trꜳblꜳsa, Trꜳkjeksa.
trꜳka, v. n. trodse, stræbe imod; ogsaa slæbe, arbeide. Sjelden.
trꜳkall, adj. tvær, uvillig, trodsig. Jæd. I Sogn hedder det trꜳkjen, ogsaa troken (aab. o).
trꜳkꜳs, v. n. trættes, udmattes. Ørk. (For trokast el. trekast?).
trꜳkinna, adj. vanskelig at kjerne (om Fløde som man maa kjerne længe førend den giver Smør). Ogsaa om andre Ting som udkræve en lang og møisom Bearbeidelse.
Trꜳlæta, f. Uvillighed, Modstræben. (Sjelden).
Trꜳm, m. og f. 1) Rand, Bred (see Trøm). 2) Karm, Indfatning. Rbg. — Hertil Trꜳmslee, m. en Slæde med Karm eller Fading.
trꜳmylt (mylkt), adj. tung at malke; om Køer. (Modsat lausmylt).
Trꜳng, m. 1) Snævring, trangt eller smalt Punkt; Sund i et Vanddrag. Østerd. — 2) Tranghed, Snæverhed; Trængsel. Hertil Ordsproget: Dæ vil alle sjꜳ Rom’e ꜳ ingjen Trꜳngj’en. Jf. Mannetrꜳng, Hovtrꜳng. — 3) Trang, Nød, Forlegenhed. (Sjelden). D’æ kje nokon Trꜳng fyre dæ: det er ikke saa ganske nødvendigt. Jf. trenga.
trꜳng, adj. trang, snæver, smal; ogsaa uryddelig, opfyldt med noget som optager meget Rum. (Den almindelige Form er her trꜳng, ikke trang). G. N. þröngr, þraungr. D’æ so trꜳngt um: der er saa lidet Rum tilovers; ogsaa figurlig om trængende Omstændigheder, knappe Kaar. Heraf trengja. — Paa nogle Steder forekommer Komparativ trengre, og Superl. trengst.
