trꜳngbygd, adj. tætbygget, trangt bygget; f. Ex. om en By.
trꜳngfjella, adj. om en Landstrækning, som har smale Dalstrøg og høie Fjelde, eller hvor det er smalt imellem Fjeldene.
Trꜳngleikje, m. Tranghed. (Sjelden).
trꜳnglendt, adj. om en Strækning, hvor Rummet er trangt og indskrænket, f. Ex. ved Klipper, Skove eller Vanddrag.
Trꜳngrøme, n. Indskrænkning af Rummet; ogsaa en Ting som optager meget Rum. B. Stift, Helg. og fl. (Jf. Angrøme). Dæ stend’e te Traangrøme: det staaer i Veien, optager Rummet.
trꜳngsett, adj. om et Rum: trangt, fuldt, opfyldt med Ting som optage meget Plads. B. Stift. I Rbg. hedder det trꜳngstilt.
trꜳngsjøa, adj. trangt, snævert, om et Farvand, som er omgivet af Skjær, Holmer eller fremstikkende Næs.
trꜳngsløg, adj. trang til at slaae, om Eng; fuld af Tuer, Steen eller Krat. (Modsat romsløg). B. Stift.
Trꜳngstig, m. Knibe, Klemme, smal Vei eller Sti. N. Berg. (sjelden).
trꜳngvoren, adj. noget trang.
Trꜳs, s. Tros. trꜳsꜳ, s. trosa.
Trꜳskap, m. Udholdenhed; Stivsind, Trods, Tværhed.
Trꜳssa, f. Trosse, Toug.
trꜳssa, v. n. (a—a), trodse, stride imod; ogs. stræbe ivrigt efter noget, holde længe ud. I Tell. siges: trasse. (Isl. trássa).
trꜳssug, adj. trodsig; ogsaa udholdende, utrættelig, haardnakket. I Tell. hedder det trassig.
trꜳsøkjen, adj. paatrængende, utrættelig i at søge eller fordre noget. Meget brugl. i B. Stift. G. N. þrásækinn.
Trꜳt, s. Trot. Trꜳte, s. Trote.
trꜳtt, adv. 1) vedholdende, idelig, jævnlig, ofte. (G. N. þrátt). — Jf. trꜳ. — 2) ivrigt, hidsigt, haardnakket, uden Eftergivenhed. — 3) møisomt, vanskeligt, med Besvær. Dæ gjekk traatt: det faldt besværligt, det krævede megen Udholdenhed.
Trꜳtt, m. Udholdenhed, Flid, Stadighed (s. Trott); ogsaa Styrke, Evne til at udholde noget. Gbr. og fl.
trꜳtta, v. n. 1. (a—a), udholde, taale, mægte, formaae, være istand til. Hall. Gbr. Ørk. og fl. I B. Stift: trotta (oo). Oftest med et Verbum i Infinitiv; f. Ex. Han traatta ’kje gange lenger. Ogsaa med et andet Objekt. Han traatta dæ. Dei traatta ’kje meir. — I Indr. betegner det ogsaa at holde ud til en vis Tid, det samme som trøyta.
trꜳtta, v. n. 2. (a—a), tragte, hige, stræbe efter noget, søge hen til et Sted. Hard. Inderøen. — Ellers trꜳ og trꜳast.
Trꜳttløysa, f. Mangel paa Udholdenhed; ogsaa Mangel paa Kræfter.
trꜳttug, adj. udholdende, stadig, utrættelig (jf. trottig); ogsaa taalsom, haardfør, som kan udholde meget. Gbr. og fl.
Trꜳv, n. Trav, Løben.
trꜳva, v. n. (a—a), trave, løbe (med en middelmaadig Hurtighed, stærkere end „gange“, svagere end „springe“). Heraf Trꜳvar, m. en Traver (om Heste). Trꜳving, f. Traven.
Trꜳvꜳ, en Hob; see Træve.
Trꜳ-ver (ee), n. et længe vedvarende Veir; især langvarig Kulde eller Tørke; ogsaa langvarig Blæst fra en vis Kant. G. N. þráviðri. — Hertil Trꜳversbolk, m. en Tid med saadant Veir. Trꜳvers-gar, m. en Ring i Skyerne omkring Maanen, anseet som Tegn til langvarig Kulde eller Blæst. B. Stift.
Tre, n. 1) et Træ. Hedder i Nfj. og Sdm. Tred (bst. Tred’e, paa Treda). I Rbg. i bst. Form: Trett’e. (G. N. tré. Sv. träd). — 2) Træ, Ved; i Modsætning til andet Materiale. — 3) et Stykke Træ; et Redskab som er gjort af Træ. (Banketre, Sledetre, Hespetre). I Særdeleshed: et Trækar, i Modsætning til det som gjemmes deri; en Tønde, Foustage o. s. v. Sildetre (Sildetønde). kjøpe Sild’a mæ Trea, ɔ: tilligemed Tønden. Han legg ikje tvau Tre i Kross: han udretter ikke det ringeste. „leggje seg millom Bork ꜳ Tre“: indtrænge sig i uvedkommende Sager, sætte Splid imellem fortrolige Folk.
tre (Talord), see tri.
trea, see tridje. Trealning, s. u. tri.
Trebola, f. Vable, Vandblegne paa Hænderne, foraarsaget ved stærk Berørelse af Træ, f. Ex. ved Hugning, Trækning, Roen og deslige. B. Stift.
Trebru, f. Træbro, Stokkebro.
Trebygnad, m. Bygning af Træ.
treen, adj. træagtig, stiv, haard; f. Ex. om Græs og Urter. Helg. — Hedder ellers trena.
Trefang, n. Træmaterialier, Træværk; forskjellige Slags Redskaber af Træ. Modsat Jarnfang.
