Treff, m. Træf, Sammentræf, Tilfælde, Hændelse. treffa, v. n. (e—te), træffe, treffast, v. n. træffes, træffe sammen, passe, stemme overeens. (Nyere Ord).
Trefole, f. Bukkeblade (en Urt). Sdm.
Trefot, m. Træfod, Træbeen.
Trefse, f. omtrentlig Tid. I dei Trefsꜳ: ved de Tider omtrent. Sdm. Ogsaa om et Sted. (Udentvivl et nyt Ord).
trega (aab. e), v. n. (a—a), fortryde, angre, være utilfreds med noget; ogsaa sørge, erindre noget med Sorg. Meget brugl. i B. og Kr. Stift. (G. N. trega). Oftest med „paa"; f. Ex. D’æ inkje te trega pꜳ: intet at angre paa. Jf. Tregje.
tregeleg (aab. e), adj. fortrædelig, slem, som man maa ærgre sig over. Sogn og fl.
tregg, adj. 1) fast, tæt, stærk, varig. N. Berg. „tregt Led“: fast og stærkt Læder. — 2) uvillig, utilbøielig, som man maa nøde. (Jf. trꜳ). G. N. tregr.
Tregje (aab. e), m. Sorg, Anger, Fortrydelse (af trega). Rbg. — G. N. tregi.
Tre-gjenger, pl. m. Sko med Træsaaler. N. Berg.
Trehakje, m. Træhage.
trehenden, adj. ubehændig, keitet, som ikke kan gjøre fiint Arbeide. Ørk.
Trehest, m. 1) Træhest (Legetøi); ogsaa en Fusker, Kludrer. — 2) en Rulle hvorpaa Fiskesnøret trækkes ind (= Vadbeine). N. Berg.
Trehøgd, f. Træers sædvanlige Høide.
treisk, adj. 1) besværlig, tung, anstrengende. Sogn, Nhl. (Neutr. treikst). Ein treisk’e Ror: en besværlig Roen. Eit treikst Arbei. (G. N. treiskr, vanskelig). — 2) udholdende, urokkelig, haardnakket; f. Ex. i en Paastand. Helg. (Sv. tresk). — 3) karrig, nidsk, som ikke vil give noget. Sdm. og tildeels i Tr. Stift. (Modsat gjæv). — Skal ogsaa forekomme i Betydningen: trædsk, rænkefuld.
treiskt, adv. besværligt, haardt, vanskeligt. Sogn. (treikst).
treiv, s. triva. treivst, s. trivast.
trek (aab. e), adj. tyk (af Omfang), fyldig, før, drøi (= diger). Tell. Hall. Buskerud. (Isl. þrekinn).
trekast (aab. e), v. n. blive tykkere, tiltage i Tykkelse. Tell. (trekas).
Tre-kjerald, n. Kar af Træ.
Trekk, m. Træk, Strøg; Fart; Vindpust. — trekkja, v. a. og n. (e—te), trække, optrække; betrække. (Nyt Ord). See draga.
Treklakk, m. see Treklopp.
Trekleik (aab. e), m. Tykkelse, Fylde, Omfang. Tell. (s. trek).
Tre-klopp, f. Træpikker, Spætte (Fugl). N. Berg. (Af det gamle klappa, ɔ: hugge). I Nordland: Treklakk. Ellers Trepikka og fl.
Tre-knarr, m. Sortspætte, den sorte Træpikker (Picus martius). Mandal. I Sogn Trekurr. (Af den særegne Lyd som den frembringer ved at hugge i hule Træer). Ogsaa kaldet Svartspetta.
Trelappe, m. Træsaale, i Sko.
Tremakk, m. Træorm, Larver som leve i Træerne.
Tremenning, s. Trimenning.
Tremær, f. Træmær. ride Tremærr’a (en Straf i forrige Tider).
trena (ee), v. n. (a—a), 1) hærdes, stivne, blive stiv og tør; om Græs eller Urter. Tell. og fl. (Isl. trénast, blive til Træ). — 2) stivne, lammes, tabe sin Bevægelighed; om Lemmerne. B. Stift. Ein sit’e so lengje at ein trena til: man sidder saa længe at Kroppen bliver ganske stiv. — Ligesaa „trena ihop“, om at sammenkrympes eller stivne til i en krum Stilling.
trena, adj. stiv, haard; ogsaa træagtig, om Væxter. Tell. (Jf. treen).
Treneve, m. egentl. Trænæve; en Kludrer, ubehændig Person, En som ikke kan gjøre fiint Arbeide. B. Stift. I Sdm. Trenøve (aab. ø).
trenga, v. n. og a. treng’, trengde; — eller: treng; trang; trꜳngje), trænge til, behøve, have Brug for; være i Trang eller Forlegenhed. Formerne af dette Ord ere forskjellige og vanskelige at bringe ind under de sædvanlige Regler. Infinitiv hedder deels trenga (trænge), deels trønge, trøngje. I Lighed hermed hedder Præsens treng (træng’e) og trøng (altid med stærk Form). Imperf. hedder kun sjelden trang, oftere trꜳng (i de sydlige Egne), trꜳngde (B. Stift) og trengde el. trøngde (nordenfjelds). Sup.: trꜳngje, trꜳngt og trengt. Egentlig har vel Ordet havt to Former ligesom rekka, sekka, stekka (jf. slengja), altsaa: trenga (treng, trang, trongje) og trøngja (trøng, trong, trongje). — trenge um: behøve. (Sv. tränga om). Eg treng ikje um dæ: jeg behøver det ikke, er ikke forlegen derfor. trenge til ein: trænge til Ens
