Tridjung, m. en Trediedeel. Findes kun i Formen Triung, Treung. (Sogn og fl.). G. N. þriðjungr.
trifalda, adj. trefold, tredobbelt.
Trifsa (Tripsa), f. Klud, Lap, Pjalt; ogsaa Haandklæde, Tørreklud. Søndre Berg. Hedder ogsaa Tropsa. Jf. Trave.
triføtt, adj. trefodet (f. Ex. Stol).
trigara, adj. om en Gaard, som bestaaer af tre Brug eller deler sig i tre enkelte Gaarde. Tell.
trihynnut, adj. trekantet, trehjørnet. Hedder oftere trikanta.
trihøg, adj. som har tre Høider eller Etager, treetages, om Huse. Tell.
Trikjeiping, m. Baad med tre Aarepar. Sjelden. (S. Kjeip).
trikløyvd, adj. kløvet i tre Dele.
trilagd, adj. tredobbelt, sammenlagt af tre; f. Ex. om Traad.
Trill, m. en liden rund Skive, Tridse; ogsaa Top, Legebold. Her mærkes Talemaaden: „trillende rundt“, ɔ: rundt som en Kugle eller Rulle.
Trilla, f. Trillebør, Hjulbør. Ellers kaldet Trillebꜳra, f.
trilla, v. n. og a. (a—a), 1) trille, rulle. — 2) rulle noget afsted, vælte, f. Ex. en Tønde. — 3) føre afsted paa en Trillebør.
Trillarhonn, n. s. Prillarhonn.
Trilling, m. Trilling. Jf. Tvilling.
Trimastring, m. tremastet Fartøi.
Trimenning, m. Næstsøskendebarn. G. N. þrímenningr. Trimennignsbonn: Slægtninge i fjerde Led.
Trimæling, m. Ager til Udsæd af tre Mæler Korn. Sogn. (Jf. Salsꜳ).
Trint, m. i Talemaaden „um ein Trint:“ omtrent. Tildeels søndenfjelds. (Ellers umkring). I danske Dial. hedder det „paa en Trant“.
trinta, v. n. vælte, styrte. N. Berg.
trippa, v. n. (a—a), trippe. Jf. trappa.
Tripsa, Klud; s. Trifsa.
triroma, adj. trerummet.
Trirøding, m. en Baad med tre Aarepar eller tre Rum til at roe i (s. Røde). N. Berg. I Sdm. Trerøding og Trerøring. I Nordland hedder det Trirøming (af Rom).
triskift, adj. deelt i tre Dele.
Trissel, m. Tridse, f. Ex. i Tenen paa en Rok. Sogn og fl. Paa andre Steder hedder det Triss.
tritinda, adj. tretandet.
tritrædd, adj. om en Væv, hvori Rendegarnet er saaledes ordnet, at tre Traade overalt følges ad.
Tritur (Tre-tur), m. en Dands som opføres af tre Personer.
Triung, s. Tridjung. Triv, s. Træv.
triva, v. a. og n. (triv’; treiv; trive), gribe, snappe, tage i en Hast; ogsaa snappe efter noget. Meget brugl. i B. og Kr. Stift. G. N. þrísa. Han treiv dæ frꜳ meg. Han treiv ette di. (I Ag. Stift siges: gripe). trive ti: gribe fat paa, fatte med Haanden. trive til: gribe til, begynde paa noget med Hast. — „Ein Trivti“: En som altid har Hastværk, el. som griber hurtigt fat paa sit Arbeide.
trivande, adj. som man kan gribe til i en Hast. D’æ ikje trivande til: det er ikke saa nær ved Haanden.
trivast, v. n. (trivst; treivst; trivest), trives, leve godt, være frisk og trivelig; ogsaa befinde sig vel paa et Sted, være fornøiet med sine Omgivelser. G. N. þrífast. Ein kann ’kje trivast mæ di: man kan ikke befinde sig vel derved.
triveleg, adj. trivelig, frisk, som er ved godt Huld.
triven (aab. i), adj. 1) greben, tagen. Part. af triva. — 2) frisk, rask, dygtig. (Sjelden). Af trivast. Hertil Ordsproget: I Otidꜳ æ Troll’a trivnaste. (N. Berg.). — 3) flittig, stræbsom, arbeidsom. Mere alm. (G. N. þrifinn).
Trivet (vet, aab. e), m. en Hest som er tre Vintre gammel. Ligesaa Triveta, f. om en Hoppe. N. Berg. Sdm. (sædvanlig i Formen Trevet og Trevete). G. N. þrívetr, adj. tre Aar gammel. Jf. Tvovet.
trivla (aab. i), v. n. (a—a), famle, føle sig for, gramse eller søge efter noget med Hænderne. Meget brugl. i B. Kr. og Ag. Stift. G. N. þrifla. Ogsaa figurlig, f. Ex. Han trivla ’kje ette kva han skal seie: han famler ikke efter Ord, han har det paa rede Haand. Trivling, f. Famlen, Søgen.
Trivskap (aab. i), m. Trivelighed, Friskhed, Velbefindende. Hedder ogsaa Trivnad (sjelden) og Trivelse (ii), n.
trivsleg, adj. livlig, behagelig; om Egne og Steder. Søndre Berg.
Triæring, s. Triꜳring.
Trjosk, m. Sidefjel; s. Trøsk.
trjota, v. n. (tryt; traut; trote, aab. o), faae Ende, ophøre, ikke vare længere; ogsaa mangle, fattes, blive for lidet. Næsten alm. og meget brugl. Infinitiv hedder ogsaa: trote, trjøte, trøte og tryte. G. N. þrjóta. Sv. tryta. Dæ traut upp: det fik Ende,
