i Tr. Stift, i Formen trollꜳt. Dæm va so trollꜳt mæ ’an.
Trollverk, m. s. Troll (4).
Tron, f. s. Tro.
Tropp, f. 1) en Trappe. Hedder paa nogle Steder Trapp. — 2) Trin, Skridt. Forekommer i Talemaaden: „halde Tropp mæ ein“, ɔ: holde Skridt med En, gaae lige saa fort; ogsaa kappes med.
Troppestig, n. Trappetrin.
Tropsa, f. Klud, Haandklæde; s. Trifsa.
Tros (aab. o), n. Kvas, affaldne Kviste i Skoven; tørre eller halvraadne Grene, som lettelig brækkes. Meget brugl. i B. og Kr. Stift. (Isl. tros, Affald). D’æ Tros i alle Skoga: brudne Kar i alle Lande.
trosa (aab. o), v. n. (a—a), brække eller knuse noget. Ørk. i Formen trꜳsꜳ. Ogsaa larme, brage, som naar man brækker noget i Stykker. Hard. (Jf. trysja).
Troskot, s. Trodskot.
trosleg (aab. o), adj. svag, brøstfældig, som taaler lidet. Tell. Hedder oftere trosuleg (aab. o).
Trost, m. Drossel. See Trast.
Trosvid (aab. o og i), m. Ved, Brænde af fortørrede eller halvraadne Kviste.
Trot (aab. o), n. Ende, Ophør, Slutning; ogsaa Mangel. Tell. (G. N. þrot). D’æ inkje Trot pꜳ: det varer bestandig, faaer ingen Ende. (Af trjota, traut).
trota (aab. o), adj. ganske udmattet eller afkræftet, som maa give tabt, ikke holder ud længere. Rbg. Han sprang sꜳ lengje han va reint trota. G. N. þrotinn.
Trote (aab. o), m. Hævelse, Ophovnelse, i et sygt Lem. Meget brugl. (G. N. þroti). Jf. truten.
troten (aab. o), adj. 1) ophørt, som har Ende. Part. af trjota. 2) lens, blottet, som ikke har mere igjen. Kun sammensat som mattroten, kosttroten. 3) hovnet, opsvulmet; see truten.
Trotevol (aab. o), m. en Forhøining eller Stribe paa Legemet, som dannes ved Hævelse; et meget hovnet Sted. N. Berg.
Trott (oo), m. Udholdenhed, Taalmodighed, Flid i et Arbeide. Meget brugl. i B. Stift. (Isl. þróttr). See ellers Trꜳtt. — Da vil ein go’ Trott til: der behøves en god Taalmodighed. Eg hadd’ ikje Trott te da: jeg havde ikke Taalmodighed nok dertil, jeg blev snart kjed deraf.
trotta (oo), v. n. (a—a), udholde, taale, formaae. B. Stift (s. trꜳtta).
trottig (oo), adj. udholdende, flittig, stadig, som ikke bliver kjed. Meget brugl. i B. Stift. (Isl. þróttugr). Jf. trꜳttug.
trottigt, adv. flittigt, stadigt.
Trottløysa, f. Mangel paa Udholdenhed, det at man snart bliver kjed.
Tru, f. 1) Tro, Mening. G. N. trú. Me fekk han pꜳ Tru’nꜳ: vi fik ham endelig til at troe det. (B. Stift). — 2) Tillid til, eller Tanker om En. Dei ha ei go Tru te han. Ei lꜳk’e Tru: en Mistanke, Mistillid. — 3) Religion. (G. N. trú). Dei ha ei onnor Tru i dæ Land’e: i det Land har man en anden Religion.
tru, adj. tro, paalidelig, trofast, ærlig, redelig. G. N. trú’r. Hertil hører formodentlig Udtrykket: „i tru Mꜳte“, ɔ: oprigtigt, i al Troskyldighed.
tru, v. a. (r—dde), 1) troe, ansee for sandt. G. N. trúa. — 2) have Tiltro eller Tillid til En. Dei trudde han so væl: de havde saa megen Tiltro til ham. — 3) ansee for sikker. „tru seg“: ansee sig tryg, ikke have noget at frygte for. „tru seg til“, el. tru seg um: driste sig til, vove, see sig Leilighed til noget. (B. Stift). — Bruges ogsaa undertiden som Indledning til et Spørgsmaal, f. Ex. Tru dæ vart so, ɔ: mon der blev noget af? (Ellers: skal tru, ska ’tru). Ogsaa i et Ønske, f. Ex. Tru eg va dær, ɔ: gid jeg var der! (Tell.).
trua, see truga.
truande, adj. trolig, som man kan troe. Ha æ ’kje truande: man skal ikke troe ham for vel. Hedder ogsaa: Han æ ’kje te tru.
trudd, part. troet; ogsaa: agtet, som har Tiltro.
truen, adj. 1) godtroende, som har Tiltro til En; ogsaa lettroende, som lader sig indbilde noget. Temmelig alm. og meget brugl. I Rbg. og Tell. hedder det trugjen (trujen), Fl. trugne. — 2) tro, oprigtig, ærlig, paalidelig. (Sjeldnere). Mest brugl. i Rbg. og Tell. i Formen trugjen. Sv. trogen.
trufast, adj. 1) fast i sin Tro. 2) trofast, paalidelig. G. N. trúfastr.
Truft, f. en stor Fjeldplante (Sonchus alpinus). N. Berg. I Sdm. Tryft. I Tr. Stift: Turt.
truga, v. n. og a. (a—a), 1) true, love ondt. Søndenfjelds. Ellers alm. i Formen: trua. Sv. truga. — 2) tvinge,
