Sogn. (Ellers kaldet Lykkja, Gjære, Kvi, Kru). Vel egentl. Træd. — Jf. Trø.
træ (for træda?) v. a. (e—dde), gjøde, bringe Gjødsel paa et Stykke Jord. Gbr. — See ellers træde.
trædd, adj. traadet, beskaffen med Hensyn til Traad; om Tøi. Bruges sammensat som eintrædd, tvitrædd. Ellers Particip af træde.
træde, v. a. (e—de), 1) sætte Traad i, træde (en Naal). Mest alm. træ. G. N. þræða. (Af Traad). — 2) stikke op, hænge paa et Baand. træde upp Hespe: sammenbinde Hasper ved at stikke en Traad igjennem den. træde upp Fisk: hænge Fisk paa en Vidie. B. Stift.
Trægt, f. en Tragt. I Sogn hedder det Trætt. (Isl. tregt. Sv. tratt).
træk, see trek.
Træl, m. 1. en Træl (G. N. þræll); en flittig Arbeider, et stræbsomt, arbeidsomt Menneske. Ein tru’e Træl: en tro og flittig Arbeider.
Træl, m. 2. en Knort i Huden, især paa Hænderne; et Sted hvor Huden er bleven tyk og skrumpen ved Gnidning eller Arbeide. Søndenfjelds. I Gbr. betegner Træl ogsaa den tykke Hud under Fodsaalerne og ligeledes paa den indvendige Deel af Haandfladen.
Træl, m. 3. et Slags lange og smale Boier paa Torskegarn. Sdm.
Træl, n. Slæb, tungt og langvarigt Arbeide. Mest i Forbindelsen „Slæp ꜳ Træl“.
træla, v. n. (a—a), trælle, slæbe, arbeide møisomt. (G. N. þræla). Søndenfjelds ogsaa at anstrenge eller skynde sig (ligesom slæpa), f. Ex. Han træla ꜳ gjekk: han slæbede og gik alt hvad han kunde. I Sdm. forekommer ogsaa et andet træla, ɔ: flyde i Vandfladen (= dubla), s. Træl, 3.
Trældom, m. Trældom; tungt Arbeide.
Træling, f. Slæb, Anstrengelse.
trælsam, adj. 1) møisom, besværlig; 2) stræbsom, arbeidsom.
Træm, Bred; see Trøm.
trænge, s. trenga. trængje, s. trengja.
Træste, s. Trast. Trætt, s. Trægt.
Trætta, f. Trætte, Kiv. G. N. þræta.
trætta, v. n. (e—e; og a—a), trætte, kives. Skal ogsaa findes i Formen træte. G. N. þræta.
Trættebror, m. Trættebroder.
trættesam, adj. trættekjær, tilbøielig til Tvist. — Hedder ogsaa trættefus og trættekjær. (Sv. trätsam).
Træv, n. 1) et Loft, som er løseligt nedlagt af Stænger eller Fjele; et Høloft. Ag. Stift, Jæd. og fl. I Leirdal findes Formen Trev eller Triv (aab. i). G. N. þref, þræf (i et Par Dokumenter). Ellers kaldet Hjell, Skukk, Spꜳng. — 2) Gallerie, Pulpitur i en Kirke. Mandal og fl. Ellers kaldet Læm, Hjell, Overlaup. — 3) en Lade, et Høhuus. Fosen. Hertil Trævlꜳn, f. en Ladebygning.
Træve, m. en Hob af skaaret Korn paa Ageren, indeholdende 24 Neg eller Kornbaand. Jæd. Gbr. I Mandal regnes en Træve til 26 Neg. I Inderøen bruges samme Ord i Formen Trꜳvꜳ, om 24 Knipper eller Kjerv af Løvkviste. Jf. Sv. trafve og D. Trave (om 20 Neg). G. N. þrefi, forekommer blandt Kornets Navne i Skalda.
Trævlꜳn, Lade; s. Træv.
Trø, n. 1) en liden Ager til Roer eller Poteter (= Reit). Mandal. 2) en liden indhægnet Plads, en Fold for Kvæget. Inderøen. Ogsaa i Østerd.: Trø, f. (Vel egentlig Trød). I Søndre Berg. bruges Træ, n. i en lignende Betydning. Jf. Trꜳ.
trø, s. trøde og trøye.
Trød, n. Træden, Trampen.
trøde (trø), v. n. og a. (e—de), 1) træde, trampe, stampe med Fødderne. B. Stift. (Jf. trꜳ). Han trødde ni Golve: stampede i Gulvet. — 2) træde, sætte i Gang ved Paatrædning, drive f. Ex. Hjulet i en Rok (s. Trøde). Heraf Trøding, f.
trøde (trø), v. a. (e—de), nedlægge Tagfjele, lægge Underlag i Taget paa et Huus. (Af Trod). G. N. trœða. — Particip: trødd, forsynet med Tagfjele.
Trøde (Trøa), f. Trædebræt, Fodbræt, hvorved man træder eller driver en vis Indretning; saaledes i Spinderokke, Dreiestole og Væverstole. Hedder ogsaa Tro (Indr.) og Trꜳ (Sogn). Jf. Sv. väftråda. — Paa nogle Steder betyder Trøe ogsaa en Stang (= Trode). Gbr.
trøgta, v. a. (a—a), true, afskrække. trøgte Hund’en: hindre Hunden fra at gjøe eller bide, true den til at være rolig. N. Berg.
Trøm, m. Rand, Bred, Kant; Bredden paa et Kar. Hertil Skogatrøm, Istrøm, Sjøatrøm. Jamt mæ Trøm’a: lige op til Bredden af Karret. Jf. jamtrøma. „æte ne mæ Trøm’a“: spise fiint ved Bredden af Fadet, ikke i Midten. (N. Berg.). Meget brugl. i B. Stift og
