fl. Hedder ogsaa Træm (sjelden) og Trꜳm (i Sogn, Hard. Rbg. Tell. Formen Trꜳm (for Trom, aab. o) svarer nærmest til G. N. þrömr (i Dativ þremi). I Tell. er Trꜳm Feminin, og betegner ogsaa Karm, Fading.
trønge og trøngje, see trenga.
Trønske, f. en Benævnelse paa trodsige eller arrige Kvindfolk. Sdm.
Trøsk, m. (Fl. Trøskje, r), Siderne paa et Kar, især forsaavidt de dannes af en enkelt sammenbøiet Plade eller Fjel. B. Stift. Findes ogsaa i Formen Trjosk (Voss). Øskjetrøsk: en tynd Fjel som sammenbøies til en Æske. Skotrøsk: Overlæder og Hælstykke i Sko.
Trøske, et Slags Ukrud; s. Trauska.
Trøst, f. Trøst, Lindring. (Skulde egentlig hedde Trøyst).
trøsta, v. a. (a—a), trøste. (For trøysta).
Trøstogo, see Tørstugu.
Trøya, f. en Trøie. G. N. treya. Trøyeemne, n. Tøi til en Trøie. Trøyefilla, f. en forslidt, daarlig Trøie.
trøye, v. a. (e—de), more, fornøie. trøye seg: more sig, have Morskab. Meget brugl. i Tr. Stift, ogsaa paa Helg. I Ørk. siges ogsaa trø se, og trøyte se, i samme Betydning. — Ordets Slægtskab er uvist, da det ikke findes i andre Sprog.
Trøys, f. en stor Skaal med Rør eller Tud paa den ene Side. Sogn, Tell. Gbr.
trøysam, adj. morsom, fornøielig, lystig, løierlig. Tr. Stift, Helg. (meget brugl.). I Romsdalen tildeels trausam. I Østrd. trøsam.
Trøyskap, m. Morskab, Fornøielse. Tr. Stift. Hedder ogsaa Trøysamheit, og endog Trøyheit (Indr.).
trøysta, v. n. og a. (e—e), troste sig til, vove, turde, have Mod eller Kræfter til at gjøre noget. N. Berg. og Tr. Stift. G. N. treystast. Han trøyst’ ikje gꜳ lenger: han følte sig ikke istand til at gaae længere. Eg trøyste inkje ta’ dæ pꜳ meg: jeg tør ikke paatage mig det. Hedder ogsaa „trøyste seg“, som egentlig er rettere, Jf. traust.
Trøyste, n. Fasthed, Styrke. (Af traust). Sjelden.
Trøyt, m. Travlhed, især i Slutningen af et Arbeide; det at man anstrenger sig for at blive færdig. Hedder ogsaa Traute.
trøyta, v. a. og n. (e—te), 1) bringe til Ende, fuldføre, faae Ende paa (især et langvarigt Arbeide). Af trjota, traut. Me lyt’e sjꜳ te trøyte dæ te Kvelds. Dei ha snart trøytt dæ frꜳ seg. Undertiden ogsaa om at udholde eller tilbringe en vis Tid; f. Ex. trøyte Natt’a ut. Eit Ꜳr æ langt te trøyte. — 2) drive, anstrenge, holde til Arbeide. Dei ha trøytt han for lengje. Han trøyte seg for mykje. (G. N. þreyta, udmatte). Jf. trøytt. — 3) v. n. holde ud, holde længe ved med et Arbeide, stræbe flittigt for at blive færdig; ogsaa: blive længe paa et Sted, udhale Tiden; stunde, vente længe paa noget. Meget brugl. i B. og Ag. Stift. (Om et andet trøyte, see trøye). — trøyte seg: anstrenge sig, gjøre sig Umage. trøyte seg ette: tragte, hige, stræbe efter noget. (Meget brugl.). trøyte av: oppebie Enden paa. trøyte pꜳ: holde længe ud.
trøyten, adj. flittig, travl, som holder længe ud med Arbeidet.
Trøyting, f. Udholdenhed med et Arbeide, Travlhed; ogs. lang Venten.
trøytt, adj. træt, udmattet. (Jf. klꜳr). G. N. þreyttr. Ogsaa Particip af trøyta: dreven, anstrengt; sjeldnere: tilendebragt.
trøyttast, v. n. trættes, blive træt.
tu, forkortet for ut-ur, ɔ: ud af.
Tu, m. s. Tuv. — Tua, s. Tuva.
Tubba, f. en Tue (= Tuva). Sogn.
Tude, m. i Talemaaden: so vat’e sum ein Tude, ɔ: ganske gjennemvaad. Sdm.
Tudur, s. Tidur. Tue, s. Tvoga.
Tufs, n. Lapperie; ogs. Uselhed, daarlig Tilstand. Ag. Stift.
Tufs, m. en Kludrer, En som ikke gjør sit Arbeide tilgavns. B. og Tr. Stift.
tufsa, v. n. (a—a), plukke, pille (jf. tafsa); kludre, røre ved eller forsøge paa noget uden at udrette noget dermed. N. Berg. Gbr. Ørk. — Heraf Tufsing, f.
tufsen, adj. noppet, opreven, ujævn; ogs. ubehændig, som ikke kan gjøre noget tilgavns.
Tuft, f. Tomt, Grund til et Huus; ogsaa Stedet hvor et Huus har staaet. Hedder ogsaa Tyft (Sdm.), Toft (Helg.), og Tomt (Buskerud). G. N. tuft. leita upp gamla Tufte: opsøge et gammelt Hjem, besøge sit Fødested. (B. Stift).
Tuftekall, see Tunkall.
Tuftevidd, f. Grundvidde, tilstrækkelig Byggeplads.
Tugga, f. en Mundfuld, det som man tygger paa een Gang. (Isl. tugga).
