Han tok dæ i ei Tugge: i een Bid. Tobaktugge: en Skraa.
Tugu, f. 1) Vaskeklud, s. Tvoga. 2) Krog, Vinkel; see Toge.
tukka, rokke, flytte; s. tokka.
Tukkje, m. en tyk Vælling. Tell.
Tukt, f. Tugt. — tukta, v. a. tugte. Nogle Steder: tykta.
Tull, m. 1) Hvirvel, Kredsgang. I Tull: rundt, i Ring. Helg. (I B. Stift siges: i Tunn). — 2) en Dands. Mest brugl. søndenfjelds. Ogsaa Spil til en Dands. Tell. og fl. — 3) en Krølle, Uldtot, eller noget som er sammenrullet. (Sjeldnere). — 4) en Bylt, Pakke, sammenbundet Knippe. Buskerud, Hedemarken. — 5) en Tosse, taabelig Person; En som er forvirret i Hovedet; ogsaa en Særling. Mest brugl. nordenfjelds.
Tulla, f. 1) et tosset, taabeligt Kvindfolk. Tr. Stift. 2) Tumlesyge (s. Tullesott). 3) et Faar med korte Ører. (= Kuva). Tell.
tulla, v. a. og n. (a—a), 1) vikle, rulle sammen. tulle ihop. Gbr. og fl. — 2) mænge, røre sammen (en Vædske). tulle Supa. N. Berg. (Jf. tvilla). — 3) tumle sig, svinge, dandse. Tell. Hall. og fl. Ogsaa dreie sig rundt. Helg. (I B. Stift: tunna). — 4) spille eller synge til en Dands. Tell. (Jf. sulla og hulla). — 5) tumle, vanke omkring, vandre blindt hen uden at følge nogen Vei; ogsaa bære sig taabeligt ad, komme med tossede Indfald o. s. v. Meget brugl. nordenfjelds, ogs. i Gbr. Sdm. og fl. „tulle seg burt“: forvilde sig, vandre vildt. Jf. vingla og villa.
tulla, adj. tosset, fjantet, forrykt. N. Berg. (meget brugl.). I Sogn hedder det tutlen. — Ellers: ihoptulla, ɔ: sammenviklet, sammenrørt.
tullen, adj. forvildet, forvirret; ogsaa det samme som tulla.
Tullesott (oo), f. Tumlesyge, Ringsyge, en farlig Kvægsygdom, som blandt andet yttrer sig derved, at Dyret vrænger Hovedet til Siden og løber om i en Kreds. Tr. Stift. Hedder ellers: Tullo (Helg.), Tunnasykja (B. Stift), Svivu (Tell.), Villesykje (Sdm.), Dubbesykja (Sogn).
Tulling, f. Omtumling, Svingning, Dands; ogs. Forvildelse (s. tulla).
Tulling, m. et forvirret eller forrykt Menneske; en Fjante.
Tultre, pl. f. Pjalter, Lapper. Sdm.
tuma (aab. u), v. n. udmaale i Tommer; trække langsomt og med Møie eller ligesom tommeviis. (Sjelden).
Tume (aab. u), m. 1) Tommelfinger. B. Stift, Rbg. og fl. Hedder ogsaa Tumarsfingr (Sdm. Ag. Stift). G. N. þumalfingr. — 2) Tommelfingeren paa Vanter (see Tumling). — 3) en Tomme. Udtales ogsaa Tumme og Tome. Pꜳ Tume-Tal: tommeviis.
Tumerot, f. Tommelfingerens Rod eller Basis. Ogsaa kaldet Gump, Jark, Jarpehold.
Tumestokk, m. Tommestok, Alen.
tumla (tumble), v. n. (a—a), tumle, falde overende; ogsaa svæve omkring. (Ikke alm.). Heraf Tumling, f.
Tumling, m. 1. en Tumling, et lidet Bæger uden Fod.
Tumling, m. 2. Tommelfingeren paa Handsker eller Vanter. N. Berg. Hedder ogsaa Tumung, Tummung (Gbr.) og Tume, aab. u (Søndre Berg. Rbg. og fl.). G. N. þumlungr.
tumsen, adj. stiltiende, utilbøielig til at tale. N. Berg. Nogle Steder ogsaa: forvirret eller forrykt. Saaledes ogsaa Tumsing, m. om En som er forrykt.
Tumung, s. Tumling.
Tun (uu), n. 1) Gaard, bebygget Sted; den Plads hvorpaa Husene staae, i Modsætning til Engen og Agrene. Meget brugl. vestenfjelds. „Eit stort Tun“ betegner saaledes en stor Hob af Huse eller en meget bebygget Gaard. Heim i Tun’e: hjem til Husene. — 2) et Sæt af Huse til et enkelt Gaardbrug; en enkelt Gaards Bygninger (Stue, Madbod, Lade og Fæhuus). Sdm. D’æ try Tun paa den Gar’a: den Gaard udgjør tre Brug, har Huse for tre Familier. Heraf eintynt. — 3) Gaardsrum, Pladsen imellem Husene. Sogn. Hedder ellers Ton i det Søndenfjeldske, hvor det kun bruges i den sidste Betydning. G. N. tún (Engen ved Husene). Ang. tún (Hægn, Gaard, By).
Tundr (Tond’er), n. Tønder, haard Fyrsvamp (forskjellig fra Knøsk). Mest brugeligt vestenfjelds. G. N. tundr. (Jf. tendra).
Tundrestokk, m. en liden Kasse med smaaskaaret Tønder til at slaae Ild i.
Tunfugl, m. en Fugl, som sædvanlig opholder sig i Gaarden eller ved Husene (især om Skaden). B. Stift.
tung, adj. 1) tung, vægtig. G. N. þungr. Komparativ: tyngre; Superl. tyngst. (Jf. tyngja). — 2) besværlig, møisom, anstrengende (om Arbeider); ogsaa trykkende, svær, haard. — 3) tung, stiv, som har nogen Møie for at bevæge
