sig. — 4) døsig, dorsk, uskikket; ogsaa søvnig. Heraf tyngja, Tyngsel. — 5) skyet, tyk; om Luften. (Modsat lett). Han æ tung’ i Luft’enne. (B. Stift). tung pꜳ Foten: uskikket til at gaae hurtigt. tung i Kroppen: døsig, dorsk. tung fyre Brøst’e: tungbrystig, noget hæs. Tunge-Takj’e: den tyngste Deel af et Arbeide. Eit tungt Rus, s. Rus. Ein tung Sukk: et dybt Suk. Ein tung Skatt: en trykkende Udgift. tunge Tankar: mørke Tanker. Jf. tungt.
Tunga, f. Tunge. (G. N. tunga). Ogsaa en Spids eller noget som ligner en Tunge; f. Ex. et Slags Kiler i Sømmen paa Støvler (Styvelstunge). D’æ ’kje te taka pꜳ Tungo: det er ikke til at tale om, det er upassende at nævne det. „Dæ ligg fremst pꜳ Tungunne“, ɔ: det er nærved at falde mig ind (om en Ting eller et Navn, som man troer at erindre). — Tungeband, n. Tungebaand. Tungemꜳl, n. Sprog. Tungerot, f. Tungeroden i Munden.
Tung-alda, f. Havbølge, de store og langsomt fremskridende Bølger i Havet eller nær ved Havkanten. Helg. (Tungalla). I Ndm. hedder det Tungolle og i Sdm. Tunghold, n. (Jf. Alda).
tungblæst, adj. tungbrystig, som aander tungt eller bliver snart træt. Helg.
tungfengd, adj. 1) besværlig, møisom. (Modsat lettfengd). 2) stiv, keitet, som ikke arbeider med Lethed. Valders.
tungfløygd, adj. tung, stiv i at gaae eller bevæge sig. (Egentlig tung til at flyve). Gbr.
tungfør, adj. 1) tung, seenfærdig, uskikket til rask Bevægelse; f. Ex. om gamle Folk. Alm. og meget brugl. — 2) svær, plump, tung til at føre. G. N. þungfœrr.
tungføtt, adj. tungfodet, uskikket til hurtig Gang.
Tunggods, n. tunge Varer i en Ladning. (Forsaavidt det betegner Varer i Tønder, kunde det ogsaa opfattes som Tunn-gods).
tunghendt, adj. tunghaandet, uskikket til fiint Arbeide.
Tunghold, see Tungalda.
tunghøyrd, adj. tunghør, lidt døv.
Tungje, m. Tyngde, Vægt. G. N. þungi. Ein Vꜳga-Tungje: en Tyngde af omtrent en Vog. Ein liten Tungje: en liden Forøgelse i Tyngden, f. Ex. af noget som hænges paa; undertiden ogsaa Søvnighed, Døsighed.
tungklædd, adj. tungklædt. Er let at forvexle med tunnklædd, og derfor lidet brugeligt.
tungladd, adj. tungt ladet, som har en tung Ladning.
tungleg, adj. noget tung eller besværlig. Nhl. og fl.
tunglendt, adj. om et Landskab med tunge, bakkede Veie. Indr.
tunglynt, adj. tungsindig. Sjelden.
tungnæm, adj. tungnemmet.
Tungolde, Havbølge; s. Tungalda.
Tungorka, f. tungt Arbeide. Sogn.
tungpløgd, adj. tung at pløie; om Ager.
tungrodd, adj. tung at roe; om Baade. Ogs. tungrødd (Sdm.).
tungsam, adj. besværlig, trykkende, om Omstændighederne; ogsaa bedrøvelig, nedslaaende, sørgelig.
tungsigld, adj. tungseilende, som ikke gaaer let under Seil.
tungsinna, adj. tungsindig.
tungsvævd, adj. tungsøvnig, som sover fast, ikke lettelig vækkes. Temmelig alm. men hedder ogsaa tungsvæv (Gbr. Sdm.), tungsøvd el. tungsøft (Tr. Stift).
tungt, adv. tungt, besværligt; ogsaa haardt, stærkt. felle tungt: falde tungt, besværligt. slꜳ tungt: slaae haardt til. sova tungt: sove fast, være vanskelig at vække. Han tæk dæ ’kje tungt: han tager sig det ikke nær, gjør sig ikke stor Sorg derover. Eg vild’ ikje taka so tungt pꜳ Munn’en: jeg vilde ikke sige saa haarde Ord. (N. Berg.). Tenk ikje so tungt: gjør dig ikke saa sørgelige Tanker. Um han skulde tenkje so tungt: hvis han skulde have en saadan skrækkelig Tanke. (B. og Ag. Stift).
tungvinna, adj. besværlig, tung at arbeide paa eller vanskelig til at faae rigtig istand; især om Gaarde, hvis Dyrkning udkræver meget Arbeide, eller hvor Driften er mere besværlig end paa andre Gaarde af lignende Størrelse. Rbg. Tell. Ordet er næsten almindeligt i en anden Form, nemlig tungvint. I N. Berg. og Sdm. hedder det tungvunnen. (Jf. Vinna). Modsat lettvinna, lettvint, lettvunnen.
tungvint, adj. see forrige. Ogsaa adv. tungt, besværligt, med meget Arbeide.
tungvoren, adj. noget besværlig.
Tunka, f. tynd Eng, Mark hvorpaa der voxer lidet Græs (= Skrinna). Nhl. — Maaskee kunde der ogsaa findes et Verbum tunka (fortynde) eller tunkast (fortyndes), af tunn, adj.
