Tun-kall, m. Gaard-Vætte, Nisse, et indbildt Væsen som tænkes at opholde sig i en Gaard eller have sit Hjem i samme. Nhl. Ellers kaldet Toftekall (Nordland), Tomtegubbe, Garvor.
Tunkebø, m. tør og mager Jord med lidet Græs. Nhl. Jf. Tunka og Bø.
tunn, adj. 1) tynd, i Tværmaal eller Gjennemsnit. (Kun om flade Ting. Jf. grann). Hedder paa nogle Steder tynn (Sdm. og fl.). G. N. þunnr. — 2) tynd, med Hensyn til Fasthed; blød, rindende, vandig. — 3) tynd, med Hensyn til Mængde; utæt, tyndtstaaende, adspredt; f. Ex. om Skov. (Modsat tjukk). Heraf tynna og tynnast.
Tunn, n. Svingning, Hvirvel. Mest i i Forbindelsen: „i Tunn“, ɔ: omkring, rundt, i en Kreds; f. Ex. snu seg i Tunn (dreie sig om), laupe i Tunn (løbe rundt i en Kreds). B. Stift, Ørk. I Sdm. hedder det Tynn; saaledes ogsaa Haudetynn, ɔ: Hovedsvimmel. (Jf. Tull). Maaskee egentlig Turn; s. tunna.
tunna, v. n. (a—a), svinge, dreie sig; svæve omkring, hvirvle, løbe om i en Kreds. Meget brugl. i B. Stift. I Sdm. hedder det tynne. (Jf. tulla). tunna seg: tumle sig, svinge, dandse. Ordets egentlige Form er maaskee turna. Jf. G. N. turna (omvælte). Ang. tyrnan og Eng. turn (dreie, vende).
Tunna, f. en Tønde. (Søndre Berg. Rbg. Tell. Helg.). Hedder ogsaa Tynne (N. Berg.), Tønna, Tønne. G. N. tunna. Sv. tunna. — Hertil Tunnebotn, m. Tøndebund. Tunnekjer, n. Kar som holder en Tønde i Maal. (I B. Stift Tunnesaa, m.). Ligesaa Tunnekjetel (Tynnekjel), m. Kjedel som rummer en Tønde. Tunnestav, m. Tøndestaver.
Tunnaknut, m. Hvirvelvind, Luftstrøm som dreier sig rundt. B. Stift. I Sdm. Tynnaknut. Jf. Vindknut.
Tunnasykja, f. Ringsyge (= Tullesott). I Sdm. Tynnasykje.
Tunnbrau(d), n. tyndt Brød, Fladbrød. Sjelden. (Sv. tunnbröd).
Tunndrikka(n), n. tyndt Øl, Svagdrikke. (I Sdm. Tynndrikke, m.).
tunnfengd, adj. noget tynd eller adspredt. Sjelden.
tunngrendt, adj. tyndt beboet, lidet befolket. Modsat tettgrendt.
tunnhært, adj. tyndhaaret, som har en tynd Haarvæxt. G. N. þunnhærðr.
Tunning, f. Svingning, Omdreining, Kredsgang, Omtumling. (Af tunna). Hedder ogsaa Tynning.
tunnklædd, adj. tyndklædt.
tunnlaupen, adj. tynd, vandig, ikke sammenløben, om Mælk (tunnlaupa). Nogle St. tynnlaupa (f.).
Tunnleikje, m. Tyndhed.
tunnlippa, adj. som har tynde Læber.
tunnloa (for loda), adj. tynd, utæt; om Kornsæden paa Ageren. Sogn.
Tunnrjome, m. Fløde af tynd eller færsk Mælk. I N. Berg. Tynnerjøme.
tunnsꜳdd, adj. tyndt saaet.
tunnskya, adj. tyndskyet.
tunnsløg, adj. tyndt bevoxet med Græs, let at slaae; om Eng. Voss.
tunnvaksen, tyndt opvoxen, utæt; f. Ex. om Skov.
Tunnvangje, m. Tindingen paa Ansigtet; ogsaa den øverste Deel af Kindbenet tilligemed Tindingerne. Gbr. og fl. (I B. Stift Tinning). G. N. þunnvangi. Ang. þunvang.
Tunnvembe, n. Slagside, det tynde Kjød paa Underlivet. Ørk. G. N. þunnvembi. (Af Vꜳmb). Ellers kaldet Slagside og Svaangside.
tunnvida (aab. i), adj. om Kar med tynde Staver.
tunnvoren, adj. noget tynd.
tunt, adv. tyndt, adspredt.
Tun-teig, m. et lidet afgrændset Engstykke tæt ved Husene. B. Stift.
Tupp, m. 1) Top. (Sjelden). Ogsaa Benævnelse paa en Hane. 2) Fingerspids. Buskerud.
Tur (uu), m. Bulder, Brag, vedvarende Larm. B. og Tr. Stift. (Nogle Steder Dur). Ogsaa Leg, Støi, lystigt Liv (s. tura). — Bruges ogsaa i den fremmede Betydning: Gang, Udflugt, Reise (Tour), især tilsøes.
tura, v. n. (a—a), 1) buldre, brage, larme; f. Ex. om Vogne, Kværne og deslige; ogsaa om Vinden. N. Berg. og Tr. Stift. Andre Steder dura. (Jf. tora). — 2) støie, lege, more sig, leve lystigt. Ag. Stift. „ture Jul“: more sig i Julen, holde Juleselskab. (Maaskee egentl. tilbringe Tiden).
Ture, m. en dobbelt Tap (= Toppa) eller egentlig den Ring som omgiver en mindre Tap. Buskerud, Hedemarken. I Hall. siges Tur.
Turhylma (aab. u og y), el. Turrhylma, f. en stor Markplante, formodentlig Stormhat (Aconitum septentrionale). Sogn. Ellers Tøralm (Ørk.), Turæme og Tørjꜳme (i Tell.). Det sidste Navn skal vist egent-
