lig være Tørhjꜳlma, idet baade hjaalma og hylma kunne forklares af Blomsternes Lighed med en Hjelm (G. N. hjalmr). Ordets første Deel er vanskeligere at forklare.
Turing (uu), f. Bulder, Larm; ogsaa Leg, Morskab, Fornøielser.
Turk, m. 1. en Tyrk. (Sv. turk).
Turk, m. 2. 1) Tørring, f. Ex. paa Hø og Korn; Veir til at tørre i. Søndenfjelds. (I B. Stift Terre). G. N. þurkr. — 2) et Huus til Korntørring; s. Turkestova. — 3) Tørke, Fortørrelse; Tørhed. Alm. (Nogle Steder: Tyrk). Ogsaa Tørst eller Mangel paa Drikke. Jf. turkast.
Turka, f. en Slump som tørres paa een Gang; en Dragt Korn som tørres til Maling. B. Stift.
turka, v. a. (a—a), 1) tørre, tilberede ved Tørring. 2) aftørre, gjøre fri for Vand eller Væde; undertiden kun at trække noget op af Vandet. 3) afviske, afstryge; f. Ex. Vanddraaber, Smuds, Støv. Hedder paa nogle Steder tyrka og tørke. G. N. þurka. Sv. torka. (Egentl. turr-ka, af turr). turka seg: tørre noget af sig. turka upp: optørre, fortørre, turka upp-atte: tørre paany; ogsaa blive tørt igjen efter et Uveir. turka ut: udslette, afviske, f. Ex. en Skrift. turke ti seg: spise tør og haard Mad.
turkast, v. n. tørres, fortørres; ogsaa plages af Tørst, lide Mangel paa Drikke eller saftig Spise. Meget brugl. (Om en egentlig Tørring siges sædvanlig: tonna). turkast upp: udtørres, borttørres.
Turkꜳr, n. Tørke-Aar, Sommer hvori der indfalder stærk Tørke.
Turkehella, f. Steenskive eller Plade, hvorpaa man tørrer Korn til Maling. (Ogsaa kaldet Turkarhelle). Ligesaa Turkepanna og Turkegryta.
Turkeklut, m. Klud at tørre med.
Turkeloft, n. Tørreloft.
Turkesott, f. en vis Kvægsygdom. Tell. Buskerud.
Turkestova (aab. o), f. Tørrestue, et Huus hvori man tørrer Korn til Maling. B. Stift. Ogsaa kaldet Turkehus, Turk (Sogn), Tørstugu (Gbr.), Trøstogo (Valders). I de øvrige Dele af Landet hedder det Bastova (Basstugu o. s. v.), Kylna, Kjone, Makje.
Turking, f. Tørring, Aftørring.
Turklæ(de), n. Tørklæde (= Plagg). Gbr. og fl. — Egentl. Turk-klæde.
turr (aab. u), adj. 1) tør, aftørret, ikke vaad. 2) indtørret, tilberedet ved Tørring. 3) haard, skarp, saftløs (f. Ex. om Mad); gold (om Køer); ogsaa karrig, sparsom. Paa nogle Steder især i Tr. Stift hedder det tørr; ellers forekommer ogsaa kjurr’e (for tjurr) og kjørr’e (i Rbg. og Mandal). G. N. þurr. Sv. torr. I et Par Afledninger forudsættes Formen torr (aab. o) nemlig i tonna (torna) og Toste (for Torste); jf. Terre og Torre. — Bꜳten sto turr’e: Baaden stod ganske over Vand (nemlig paa Grund). turt Konn: tørret Korn til at male. turt Brød: Brød uden Suul. Ku’a vart turr’e: Koen blev gold, holdt op at malke. Eit turt Ꜳr: et Tørkeaar; ogsaa et Aar hvori Suulvarer falde knapt.
turrbanna, v. n. bande idelig. N. Berg.
Turrbolk, m. en Tid, hvori Veiret er jævnlig tørt.
turrfingjen, adj. noget tør. Sdm. „D’æ turrfingje“: der er Mangel paa Suul, man maa spise tør Mad. I Tr. Stift skal det hedde turrfengt.
Turrfisk, m. tørret Fisk. Saaledes ogsaa Turrsild, Turrseid og fl.
Turrflo(d)ing, m. en Byge, som gaaer over med Vind og Skyer uden Regn. Indr.
turrføttes, adv. med tørre Fødder. Ein kann gꜳ Elv’a turrføttes. N. Berg.
Turrhøy, n. tørt Hø. Bruges i Modsætning til Rꜳhøy (utørret Hø) og Sꜳtehøy (halvtørt Hø).
turrklædd, adj. tørklædt, ikke vaad.
Turrlaup, n. en fortørret Plet paa et Træ, et Sted hvor Barken har været afreven. Gbr.
Turrlenda, f. en tør Mark eller Landstrækning. Søndenfjelds.
turrlendt, adj. tør, om Marker eller Agre. Modsat vꜳtlendt.
Turrmat, m. Tørmad, Brødmad; i Modsætning til Søbemad. B. og Tr. Stift.
turrmyldt, adj. om Grund som bestaaer af tør Jord. Sjelden.
Turrot (rot, aab. o), n. Tørraadenhed, det at Frugter forraadne under Tørringen. Søndenfjelds. (Tell. og fl.).
Turrskodda, f. tør Taage, en Mængde af tørre Dunster i Luften. Tildeels det samme som Moe.
Turrsnø, m. tør Snee.
turrtimast, see tortimast.
Turrver (ee), n. tørt Veir, uden Regn eller Snee.
