Turrvid (aab. i), m. tørt Brænde.
turt, see turr og turva.
Turt, Fornødenhed; s. Turvt.
Turt, f. en Fjeld-Urt (Sonchus alpinus). Tr. Stift. I Sogn: Turtne. Andre Steder Truft og Tryft.
Turu, s. Tvora. Turul, s. Tverel.
turva, v. a. (tarv; turvte, turvt; sædvanlig: tar, turte, turt), behøve, trænge til, have Trang for. Meget brugl. i B. og Kr. Stift. G. N. þurfa. Præsens tarv er meget sjeldent (Hard.), da det almindelig hedder: tar (G. N. þarf). Imperf. hedder overalt turte. (G. N. þurfti). Han tar mykje endꜳ: han behøver endnu meget. Han kjem’e te turva da: han vil nok behøve det, det bliver ikke mere end nok (ogsaa om noget som er knapt tilmaalt). D’æ inkje meir eld som hava tar: det er ikke mere end hvad man behøver at have, det er knapt nok. Tell. og fl. I B. Stift hedder det: „Dæ æ ’kje meir eld so hava tarst“. — Ordet bruges ellers meget ofte i Forbindelse med et Verbum i Infinitiv og betegner da at have Grund til, være beføiet til, kunne vente nogen Nytte af; f. Ex. Du tar ikje tvila: du har ingen Aarsag til at tvivle. Dei turt’ inkje tenkje dæ: det nyttede dem ikke at tænke derpaa. Han tar aldri bry seg: det skal ikke nytte ham at umage sig derfor. — Imperfektum (turte) bruges i B. Stift ogsaa i Forbindelse med „hava“ i Begrebet: maatte, skulde, burde; f. Ex. Eg turte ha’ gjort da: jeg skulde have gjort det, det kunde være fornøden at o. s. v. Eg turte ha bee deg um da: jeg maa bede dig om det. Du turte ha vore dar: du burde have været der. (I disse Tilfælde sammentrækkes Ordene „turte hava“ sædvanlig til: turt’a). — Beslægtede Ord ere: Torv, Tarv, tarvall, Turvt.
turvande, adj. trængende, som behøver noget. (Sjelden).
turvast, v. n. (tarst, turtest), behøves, udkræves, være fornøden. Dæ tarst alt ihop: det er altsammen nødvendigt, der er ikke mere end som behøves. Dæ va ’kje meir eld som turtest. ogsaa: „som hava tarst“; see turva. Supinum hedder: turst. (B. Stift).
turveleg, adj. maadelig, tarvelig. Sjelden.
Turvt (Turt), f. Trang, Fornødenhed, Behov. Hard. og fl. G. N. þurft. — Ellers Torv og Tarv.
turvtug (turtig), adj. trængende, som behøver noget. (G. N. þurftugr). Mest i Sammensætning: storturtug, naudturtig. Hedder ogsaa tyrtig.
tusend, Talord: tusinde. Hedder sædvanlig: tus’en (tusn). G. N. þúsund. Ein Tusenddeil: en Tusindedeel. I Tusendtal: i Tusindtal, tusindviis.
Tusk, m. Varme, Hede i et Værelse; ogsaa Ruus, Perial. Sdm.
Tusk, n. Bevægelse, Larm, Uro; ogsaa Fornøielse, Lystighed. B. Stift. „ga pꜳ Tusk“: løbe omkring efter Morskab og Lystighed. Hard. (Jf. Husk).
tuska, v. n. (a—a), larme, rasle, bevæge sig med Larm. Jf. ruska.
tuskjen, adj. skranten, sygelig. Sogn.
Tusl, n. en ubetydelig Bevægelse, Gang, Rørelse; smaat Arbeide; ogsaa Planer, Forhandlinger, noget som er i Gjære, især om en Plan til et Giftermaal. B. Stift, i Formen Tutl og Tultl (Tulsj). — I Sdm. siges ogsaa Tultle (for Tusla), f. om et Angreb eller Forsøg. Han tok dei ei Tultle: han gjorde et dygtigt Angreb paa dem.
tusla, v. n. gaae sagte, være i Bevægelse; ogsaa arbeide smaat. Mest i B. Stift; udtalt tutla (S. Berg.), tultle, el. tulsje (N. Berg.).
tuslen, adj. svag, skrøbelig; ogsaa fjantet. Sogn, i Formen tutlen.
Tuss, m. Tusse, Trold, fabelagtigt Væsen. G. N. þurs, þuss. — Ogsaa en Sygdom hos Køerne. Sdm.
Tussbit (aab. i), n. et Slags ondartede Saar, især paa Fingrene (fordum forklaret som Tussens Bid). N. Berg. Hall.
Tusse, m. en Tosse, Dosmer. Tildeels i Søndre Berg. (Isl. þuss).
Tussebær, m. Fiirblad (Paris qvadrifolia). Tell. Ellers Trollbær.
Tussefugl, m. Strøm-Stær. (Sogn). Ellers Fossekall og fl.
Tusseladd, m. en Tosse. B. Stift.
Tust (uu), f. en Pleiel, Tærskestok. B. Stift, Hall. Gbr. Nogle St. Tustr (N. Berg.). G. N. þústr (i Sverres Saga). Har ellers forskjellige andre Navne, hvorom see Flygjel og Sloga.
Tusta-vol (aab. o), m. Skaftet paa en Pleiel. N. Berg. Ogsaa kaldet Handvol, til Forskjel fra Slagvol, som betegner Kolben eller Slagstokken.
tuste (uu), v. a. sammenvikle. Hertil tusta, adj. sammenviklet, draget sammen i en Knude. Rbg. Mandal.
Tuste, f. en Sammenvikling, Knude, Bundt, Knippe; f. Ex. af Hamp eller
