Bast. Mandal, Rbg. Tell. (Isl. þústr, Visk).
Tut (uu), m. 1) Tud, Rør, f. Ex. paa en Kande. — 2) en liden kort Luur til at blæse i. B. Stift. Hedder ellers Stut (Gbr. Ørk.).
tuta, v. n. (a—a) tude; blæse i en Luur eller i et Rør. N. Berg. (I Gbr. stute). Heraf Tuting, f.
tutla, gaae sagte; s. tusla.
tutlen, fjantet; s. tuslen.
tutøygd, adj. som har meget fremstaaende Øine. Gbr.
Tuv, m. Top, Bugle, en noget spids Forhøining. B. Stift, Hall. Mest i Formen Tu.
Tuva, f. en Tue, en liden Top paa Jorden. Ogsaa i Formen Tue, Tua (B. Stift). Tuv’ (Tr. Stift), Tubba (Sogn, Hall.). G. N. þúfa. Sv. tufva.
tuva (tue), v. a. sætte op i en Top; gjøre høit i Midten.
Tuvekrit, f. Hundeskarn.
Tuvemark, f. Jord som er fuld af Tuer.
tuvut, adj. toppet, fuld af Tuer. Ellers tuette (B. Stift), tuvꜳt (Tr.).
Tvag, n. 1) Vask, hedt Vand til Rensning og Valkning af Uldtøi. N. Berg. — 2) Urin, Pis; især af Dyrene. Østerd. (i Formen Tvau). Isl. þvag. — 3) Strabads, Arbeide i Væde og Uveir. Sdm.
tvaga, v. a. og n. (a—a), 1) vaske i hedt Vand, rense og valke Uldtøi. N. Berg. (Jf. tvaa). — 2) stalde, pisse; om Dyr. Østerd. (udtalt tvaue). — 3) strabadsere, arbeide i Væde og Uveir. Sdm. Heraf Tvaging, f. Valkning, Vaskning i hedt Vand; ogs. Strabads.
Tvang, m. Tvang. I B. Stift Tvꜳng.
Tvare, m. 1) en liden Naver, Rivenaver. Helg. — 2) et lidet Bor (Spigerbor), dannet næsten som en Skrue. Sdm. Om et andet Tvare see Tvora.
tvarga, v. n. traske, strippe omkring. Sdm.
tvart, adv. tvært; see tvert.
tvau, Neutrum af tvo eller tveir (ɔ: to), see tvo. — ha Tvaubeggje: være tvetullet (Hermafrodit). N. Berg.
Tvau, s. Tvag. tvaue, s. tvaga.
tvꜳ, v. a. (tvær; tvo; tvegje), toe, vaske, skylle reent. Rbg. Tell. (G. N. þvá. Sv. två). Jf. tvaga. „tvꜳ seg“: vaske sig i Ansigtet. — Parpicipium tvegjen hentyder paa en ældre Form tvaga. (Got. þvahan).
Tvꜳing, f. Vaskning.
Tvꜳtt, m. Vask. Sjelden, undtagen i Sammensætning som Tvꜳttevatn, n. Vaskevand. Rbg. — G. N. þváttr. (Jf. Tvætte).
Tveggjæring, m. en Hest som er to Aar gammel. Sogn. — Jf. G. N. tveggja, Genitiv af tveir (ɔ: to), f. Ex. tveggja ára tími, ɔ: to Aars Tid.
tvegjen (aab. e), adj. (Fl. tvegne), vasket, reengjort. Rbg. Tell. — G. N. þveginn. (Part. af tvꜳ).
tvei og tveir, to; see tvo.
Tveit, m. (og f.), 1) en Spaan, Splint, Fliis; Huggespaaner, Høvlespaaner o. s. v. Helg. — 2) en Kløvning eller Spalte i Træ; et Indsnit paa Siden af en Stok som man skal kløve (s. tveite). — 3) en Skaar, Hug, Skure; det Indsnit som man gjør i en Stok, idet man hugger den af. Østerdalen i Formen Tvet (ee), f. I Sdm. bruges Tveit, m. i en ganske anden Betydning, nemlig om en tvær og dum Person. — I den sydlige Deel af Landet forekommer Tveit (m.) meget hyppig som Gaardsnavn (der sædvanlig skrives Tved og Tvedt), men Ordets Betydning er her ubekjendt. I de gamle Dokumenter skrives det pveit. (S. Munchs Beskr. over Norge i Middelalderen, p. XV. Jf. Molbechs Dialekt-Lexikon, p. 614). Kunde maaskee betegne en Udhugning eller ryddet Plads i Skoven, men forklares ellers som en fraskilt Deel eller Part.
tveite, v. a. (a—a), kløve, splitte, eller egentlig gjøre nogle Hug paa Siden af en Stok som man vil kløve, for at Kløften eller Revnen skal gaae i en lige Linie. Gbr.
Tveng, m. Sko-Rem, Skobaand. Voss. G. N. þvengr. I Sdm. betegner Tveng en liden Træ-Klods hvormed Tanden i en Høvel slaaes fast. „Ein Tveng te arbeide“ betyder derimod en flittig Arbeider.
tver (aab. e), adj. 1) tvær, afstumpet, tvært afbrudt. G. N. þverr. — 2) modvendt, som vender tvært imod eller danner en Vinkel. — 3) ubeleilig, hinderlig; eller oftere: uvillig, tvær, modstræbende. — Det tilsvarende Adverbium adskilles tildeels herfra og hedder tvart, tvort eller tort. En gammel Form findes i Talemaaden „ro tveran Fjor“, ɔ: roe tvært over Fjorden. Sogn og fl.
Tvera (aab. e), f. Tværside. „koma pꜳ Tverꜳ“: komme tvært imod, lige ind paa. Søndre Berg.
