Tverbakkje, m. en tvært opstigende Bakke; ogs. en Bakke som vender lige imod.
Tverbein, n. Tværbeen, en Feil i Fødderne paa Hestene.
Tverbløyg, m. egentl. en Tværkile; sædvanlig: en Tværdriver, tvær, stivsindet Karl. Ag. Stift. Ellers Tverdrivar, Tverkjelkje og fl.
tverbratt, adj. tvært opstigende, brat som en Væg.
tverbroten (aab. o), tvært afbrudt.
Tverbu, m. Gjenbo. (Sjelden).
Tverdal, m. Sidedal, som danner en Vinkel med Hoved-Dalstrøget.
tverdjup, adj. om Grund, som gaaer tvært ned fra Strandbredden, saa at der er dybt tæt ved Landet. Søndenfjelds. I B. Stift siges nærdjupt.
Tverdrivar, s. Tverbløyg.
Tverel (aab. e), m. Kjernestav, Tvære at kjerne Smør med. Sogn og fl. Hedder ogsaa Tvirel, aab. i (Sogn), Tyrel, aab. y (Sdm.), Turul (Ørk.), Kinnetvora (Nhl.). I svenske Dial. törel. Angels. þviril. (Isl. þirill, Kvast at røre Mælk med). Jf. Tvora og tvilla.
Tverelv, f. Bi-Elv, en mindre Aa, som falder ud i en større og danner en Vinkel med samme. Gbr. og fl.
Tverfjell, n. Fjeld som gaaer ud fra Siden af en Fjeldryg; ogsaa en Fjeldside lige for Enden af en Dal.
Tverfjor, m. Sidefjord, Green af en Fjord (især en som gaaer lige ud).
Tverflauta, f. Tværbjælke i Bunden paa en Slæde. Nhl. (Jf. Hynning).
tverfør, adj. modvillig, modstræbende, stivsindet. Sdm. (Hedder sædvanlig tverfyre, aab. y).
Tverg, m. Vantrivning, liden Stakkel. Indr. (Maaskee Dverg).
Tvergar, m. Gjærde som gaaer tvært over et smalt Strøg.
Tverhand, f. Tværhaand (= Løvd).
Tverhogg, n. Hug, Tværsnit; f. Ex. paa Enden af en Stok.
Tverhummel, m. Hammel i en Plov. Sdm. Jf. Hummel.
tverka, v. n. (a—a), stræbe imod, vise Modvillie, gjøre sig tvær. N. Berg.
Tverka, f. Tværhed. (Sjelden). Pꜳ Tverke: paa tvært; ogsaa til Trods, til Fortræd. Tell.
tverkast, v. n. forværres, forringes, aftage pludselig. Sdm.
Tverkrok, m. en tvær Krumning, en Vinkel; ogsaa en Tværdriver, som man ikke kan komme tilrette med.
Tverlag, n. noget som ligger tvært over et smalt Rum; en Hylde, Bund, Tværplade; ogsaa Led i et Straa eller Rør. Tildeels i Tr. Stift.
Tvernagle, m. Tværnagle i Axler og Bjælker. Jf. Splint, Lunnstikka, Spyta.
tverra, v. n. (a—a), indsvinde, formindskes, falde ind; f. Ex. ved stærk Kogning. Tell. G. N. þverra.
tversett, adj. vrangvillig, som sætter sig imod. Gbr.
Tverskur (aab. u), m. Tværsnit.
Tverslag, n. Falsejern, Slagjern (at udhugge Falser med). N. Berg.
Tversprang, n. Fiirspring. — tverspringe, galoppere. Rbg. (S. Tvisprang).
Tverstrik (aab. i), n. Tværstreg.
tverstygg, adj. menneskesky, vranten, som ikke vil tale med Folk. (Mest om Børn). Sdm.
tvert, adv. tvært, tværs. Hedder i Tr. Stift: tvart. I visse Forbindelser hedder det ogsaa tvort (Nhl.) og tort (Sdm.). pꜳ tvert: paa tværs; til Siden; ogsaa: lige imod, i Veien, til Hinder, til Fortræd. „gꜳ pꜳ tvert“: gaae tvært til Siden; ogsaa gaae uheldigt, fortrædeligt. fyre tvart, see under fyre. — tvert imot: lige imod, lige over for; ogs. tværtimod. „taka tvert ned fyre“: bryde over tvært, gjøre Ende paa noget. — tvert yve: tværs over, midt over. Hedder ogsaa: tvort yve (i Nhl.), tort-yve (Sdm.).
Tver-tre, n. Tværtræ, Tværstykke; ogs. noget som er i Veien eller til Hinder.
tvertynnast, v. n. indsvinde pludselig, blive tynd eller mager paa en kort Tid. Hall.
Tverveg, m. Korsvei, en Vei som gaaer tvært over en anden.
Tvervegg, m. Tværvæg, Endevæg.
Tvervid (aab. i), m. Krumninger indvendig i Træ; Aarer som gaae paa tværs.
Tvet (ee), f. Hug, Skaar; s. Tveit.
tvia, v. n. yttre Modbydelighed, sige „tvi“. I Nhl. hedder det: tvitta.
Tviarbei(d), n. dobbelt Arbeide, Gjentagelse af Arbeidet. Ørk. — tvi er den almindelige Sammensætningsform af Talordet tvo (to), ligesom i det gamle Sprog.
Tvibeite, n. Dræt for to Heste; Kjøretøi som er indrettet til at trækkes af to Heste. Søndenfjelds.
tvibent (for tvibernt), adj. om en Familie, hvori der er kun to Børn. Sdm. Tell. (sjelden). Jf. einbent.
tviblada, adj. tobladet.
