Tvibrot (aab. o), n. dobbelt Fold, Kant som er to Gange ombøiet. (Sjelden).
tvibroten (aab. o), adj. brækket to Gange, lagt i en dobbelt Fold.
Tviburar (aab. u), pl. m. Tvillinger. Nhl. Hard. Jæd. (G. N. tvíburar).
Tvibyks, n. Fiirspring. — tvibykse, v. n. gaae i Fiirspring. N. Berg.
Tvibytning, m. Dunk, Kar som har Bund i begge Ender. Tell.
tvibølt, adj. om en Gaard, som udgjør to Brug, er indrettet for to Huusholdninger. Tr. Stift. (Jf. einbølt).
Tvidrætte, n. Dræt eller Kjøretøi for to Heste (= Tvibeite). B. Stift. — Nogle Steder ogsaa: Tvedragt, Splid, Tvist.
tvieggja, adj. tveegget.
tvifald, adj. dobbelt, tvefoldig. Tell. og fl. Oftere tvifalda: som had dobbelt Fold, er sammenbøiet to Gange.
tvifesta, v. a. fæste dobbelt, gjøre fast paa to Sider.
tviføtt, adj. tofodet, tobenet.
tvigara, adj. om en Gaard som bestaaer af to Brug. Tell.
tvigild, adj. dobbelt med Hensyn til Værdie, gjældende for to. (Meget sjelden). See ellers følgende.
tvigjeld, adj. om en Ko som har været gold i to Aar. Ndm. I Sdm. siges tvigild (tvigjild’e), om en Oxe, som er gildet for to Aar siden.
tvihaka, adj. 1) tvehaget, om et Laas eller andet Redskab med to Hager (Kroge). 2) som har dobbelt Hage (paa Ansigtet), hvis Hage deler sig ved en Tværlinie eller Rynke i Midten.
Tvihakje, m. en Lænke med to Hager eller Kroge at fæste Tømmer med. Søndenfjelds.
tvihendes, adj. med begge Hænder. Man siger ogsaa „mæ tvihendes Hend’e“. (N. Berg.).
tvihuga (aab. u), adj. ubestemt, tvivlraadig, vaklende mellem to forskjellige Beslutninger.
tvihøg, adj. som har dobbelt Høide; især om Huse med to Stokværk; toetages. Tell. Modsat einhøg.
tvika, v. n. (a—a), være tvivlraadig, vakle imellem to Beslutninger. Fosen og fl. (Sv. tveka).
tvikloven (aab. o), adj. tvekløftet, som har to Kløfter. Sjelden.
tviklædd, adj. dobbelt klædt, som har to Klædninger paa sig. B. Stift, Tell.
tviknept, adj. toknappet, besat med to Rader af Knapper. Tell.
tvikrøkt, adj. krummet to Gange, bøiet i to Kroge.
Tvil (ii), f. Tvivl, Uvished. Isl. tvílun. „I Tvilo“: i Tvivl, uvis, usikker.
tvila, v. n. (a—a; og e—te), tvivle, være i Tvivl; ogsaa formode, have en Tanke eller Anelse om noget. (G. N. tvíla). Eg tvila pꜳ di: jeg har en Formodning derom. Eg tvila pꜳ d’æ for seint: jeg er bange for at det er for seent. — D’æ ikje te tvile pꜳ; det er ganske vist. Hedder ogsaa: D’æ kje tvilande pꜳ di.
tvilagd, adj. lagt dobbelt, sammenlagt af to; f. Ex. om Traad.
tvileggja, v. a. lægge dobbelt.
tvilen, adj. fuld af Tvivl.
Tvilengd, f. dobbelt Længde. (Sjelden).
tvilla, v. a. (a—a), røre sammen, omrøre, f. Ex. Mælk. Sogn (udtalt tvidla) og fl. Maaskee egentlig tvirla, beslægtet med Tvirel (Tverel). Kan ellers jævnføres med tulla.
tvil-laus, adj. sikker, utvivlsom. Sjeld.
tvilrꜳdug, adj. tvivlraadig.
tvilsam, adj. 1) tvivlende, fuld af Tvivl. 2) tvivlsom, usikker. (sjeldnere).
Tvilsmꜳl, n. Tvivl, Uvished; ogsaa Formodninger, Gisninger.
Tvimenning, m. Redskab som er indrettet for to Personer; især en Høvel med Skafter paa begge Ender. Ogsaa kaldet Tvimennings Hyvel. B. Stift.
tvinga, v. a. (a—a), tvinge, drive; ogsaa besvære, plage, især om en Sygdom. Saaledes ogsaa tvingast: plages, besværes. N. Berg.
Tvining, brugl. i Fleertal: „i Tviningꜳ“, ɔ: i to Dele, særskilt for to Parter. N. Berg.
tvinna, v. a. (a—a), tvinde, sammenspinde. G. N. tvinna. — Particip tvinna: tvunden. Tvinna-trꜳd: dobbelt eller tvunden Traad.
Tvinne, f. Tøi af tvunden Traad. (Tell.?).
tvinta, v. n. tumle, rave. Jæd.
tvipløgd, adj. pløiet to Gange.
Tvirel (aab. i), Kjernestav; s. Tverel.
Tvirenn, n. Fiirspring. — tvirenna, v. n. løbe i Fiirspring. See Tvisprang.
tvirømt, adj. torummet. (Sjelden).
tvisett, adj. dobbelt besat; ogsaa ordnet i to Rader.
tviskjeft, adj. toskaftet.
Tviskjefta, f. Vadmel eller toskaftes Væv; i Modsætning til Einskjefta. See Skaft.
tviskoren (aab. o), adj. to Gange skaaren eller beskaaren.
