tvisla, v. n. tumle, vimse fra det ene til det andet. Sdm. (tviltle).
Tvisprang, n. Fiirspring; Løb hvori begge Forfødderne hæves og sænkes paa een Gang. Hedder ogsaa Tvirenn og Tvibyks. (B. Stift). I Rbg. siges Tversprang.
Tvispringa, v. n. (spring, sprang), løbe i Fiirspring, saaledes at begge Forfødderne hæves paa een Gang.
Tvist, m. Tvist, Uenighed. (Sjelden).
tvist, adj. taus, tankefuld, lidt tungsindig. Yttre-Sogn. I Gbr. hedder det tyst. Isl. tvistr.
Tvista(d), m. dobbelt Iis, som fremkommer, naar der falder Vand paa Isen og dette ogsaa fryser til. Nedenæs.
tvisteikja, v. a. (e—te), stege dobbelt; lægge Fladbrød-Leverne parviis paa Stegepladen. B. Stift, Gbr.
Tvistyrte, f. Tvestjert, et Insekt med en kløftet Spids bagtil. Tell. (Af Stert). I B. Stift: Kluftetroll.
tvisynast, v. n. (synest, -test), see dobbelt eller utydeligt, faae et forvirret Billede af en Ting eller synes at den er noget andet. B. og Kr. Stift.
Tvitak, n. 1. dobbelt Tag paa et Huus.
Tvitak, n. 2. Feilgreb, Forvexling.
tvitaka, v. n. (tæk, tok), famle, gribe efter forskjellige Ting paa een Gang. Tell.
Tvitapp, see Toppa.
tvitenkt, adj. ubestemt, vaklende i en vis Beslutning.
tvitola, adj. tvetullet. (Tell.). Tvitoling, m. Tvetulle, Hermafrodit. Isl. tvítóli.
tvitrædd, adj. totraadet; om en Væv, hvori Traadene ligge parviis, saa at to og to altid følges ad. Tr. Stift.
Tvitt (ii), m. 1) en kort Fløite, en Pibe at blæse i. N. Berg. — 2) en Fugl, formodentlig Pile-Finken (Fringilla montana). Sdm. Ogsaa kaldet Tvittafugl.
tvitta, v. n. 1) fløite med enkelte afbrudte Toner. N. Berg. 2) det samme som tvia. Nhl.
tvivende, v. n. (e—e), gjøre to Vendinger, gaae to Gange; f. Ex. for at hente noget, som er for meget til at hjembringe paa een Gang. Tell.
tvivida (aab. i), adj. bestaaende af dobbelt Træværk. Sjelden.
tvo, imperf. (vaskede), see tvꜳ.
tvo, Talord: to. — I det Vestenfjeldske har det overalt en egen Form for Neutrum, nemlig tvau, og tildeels ogsaa særegne Former for de andre Kjøn. Formerne ere ellers forskjellige; saaledes i Hankjøn: tveir (Nhl. forældet), tvei (Sætersd.), tvꜳ (Hall.), tvo (meget udbredt) og to (ved Byerne). G. N. tveir; acc. tvá. (Sv. två). — I Hunkjøn: tvær (Nhl. sjelden), tvæ (Sætersd. Vald. Gbr.), tvꜳ (Hall.); ellers tvo og to. G. N. tvær. — I Intetkjøn: tvau (B. Stift, Sætersd. Hall. og fl.), tvaug (Nhl. Gbr.), tvu (Vald.); ellers tvo og to. G, N. tvau. Naar der tales om Gjenstande af forskjelligt Kjøn, sættes Tallet i Intetkjønnet; f. Ex. „beggje tvau“ om en Mand og en Kone. En afvigende Form forekommer i Sdm. i Forbindelsen: „pꜳ tvomꜳ Stade“. ɔ: paa to Steder. (G. N. tveimr, Dativ). — tvo-samne: to tilsammen, i Følge. B. Stift. (Egentl. tvo saman). tvo-eine: kun to, nemlig for sig selv. „tvo ꜳ tvo: to og to, parviis. „ei tvo tri“: to eller tre Stykker, meget faa.
Tvodeild(a), f. de to Trediedele; ogs. ubestemt: den største Deel. N. Berg.
Tvoga (aab. o), f. Vaskeklud, Karklud, Visk til at skylle med. B. Stift og fl. Hedder ellers: Tvogu (Tell.), Too (Namd.), Tvugu, og oftere Tugu, Tuu og Tue (Ag. Stift). Isl. þvaga; acc. þvögu. Sv. tvaga. (Beslægtet med tvꜳ). Tvoga bruges ogsaa spøgviis om en Stakkel, som slider og slæber meget.
tvoga (aab. o), v. n. pladske, søle, gaae ude i Uveir. N. Berg. (Jf. tvaga).
Tvomastring, m. tomastet Skib.
Tvora (aab. o), f. Tvære, Redskab hvormed man mænger og sammenrører Maden i Kogningen. B. Stift og fl. Hedder ellers Tvoru (Tell.), Toro (Namd.), Tvuru og Turu (Ag. Stift). Skal ogsaa hedde Tvare og Tvære. Isl. þvara; acc. þvöru. Jf. Tverel.
tvort, adv. tvært; see tvert.
Tvo-tal, n. et Total. (Ikke Tvautal).
Tvovet (aab. e), m. en Hest som er to Vintre gammel. N. Berg. Sdm. — Ligesaa Tvovete, f. om en Hoppe. Jf. Vetrung, Tveggjæring, Trivet.
tvu, s. tvo. — Tvugu, s. Tvoga.
tvæ, s. tvo. — tvær, s. tvꜳ.
tvæsest, v. n. fortørres, om Korn paa Ageren. Gbr.
tvætta, v. a. (a—a), vaske med hed eller skarp Vædske (= tvaga). N. Berg. (sjelden). Isl. þvætta. — Oftere v. n.
