vimse, løbe fra det ene til det andet, have travlt uden at udrette noget. Saaledes ogs. Tvættekopp, m. og Tvættebytta, f. spotviis om En som blander sig i alle Sager uden Fornødenhed. (Isl. þvætta, sludre).
Tvætte, n. Vask; Lud eller anden skarp Vædske til Vaskning. (Af Tvꜳtt). Isl. þvætti. Nogle Steder ogsaa: Urin (ligesom Tvag). N. Berg.
Tvætting, f. Vaskning (sjelden); Travlhed med unødvendige Ting.
Ty, n. 1) Tøi, Stof; især i Klæder. G. N. tý. Sv. tyg. — 2) Tøi, Sager, Reisetøi. (Jf. Stell, Don, Kjon). Ogsaa Redskaber; hertil Verkty, Skrivety; ligesaa Sylvty, Steinty o. s. v. — 3) Følge, Slæng, Selskab. Deels foragteligt, deels i Spøg; undertiden ogsaa uden noget forringende Begreb; saaledes i Hard.: Bodn ꜳ Ty, Tauser ꜳ Ty (med Begreb af Tjenere eller Ungdom).
tya (ty), v. a. (r—dde), sætte istand, ordne, pynte, tilrede, f. Ex. Klæder eller Værelser. Fosen. (Isl. týa, udruste). Particip tydd. Mest i Forbindelsen „tytt ꜳ flitt“.
tya, adj. beskaffen; af et vist Gemyt eller Sindelag, sindet, skikket. Ørk.
Tybast, Kjælderhals; see Tyvid.
tyd (ty), adj. venlig, omgjængelig, artig; god til at tale med. B. Stift. Mest i Forbindelsen: tyd ꜳ blid’e (ty ꜳ bli). G. N. þýðr. I Sdm. bruges tytt (tydt) ogsaa i Betydningen: mygt, blødt, fiint (især om Skind), hvilket maaskee hører til det anførte tya.
tydd, tilredet, istandsat; see tya.
tyde (tya), v. a. og n. (e—de), 1) udtyde, forklare. Hedder sædvanlig: uttyde; sjeldnere: tyde ut. G. N. þýða. — 2) v. n. betyde, betegne. Brugl. i Lister og Stav. Amt. „Kꜳ tye dæ“: hvad betyder det? — G. N. þýða og þýðast. (Beslægtet med G. N. þjóð, ɔ: Folk).
tydeleg, adj. tydelig, fattelig. (Udtales sædvanlig med d).
tydest (tyast), v. n. i Forbindelse „tyast te ein“: vænnes til Ens Omgang, holde sig nær til eller blive fortrolig med En. (G. N. þýðast). Ogsaa om Dyr, ligesom hyllast. N. Berg.
tydleg, adj. behagelig, blid, hyggelig; ogsaa om et Sted: livligt, fornøieligt, ikke eensomt eller kjedeligt. Sogn, Nhl. „Da æ so tydle nꜳr ein fꜳr Selskap“. Ogsaa i Gbr. i Formen tyele’ (tyle). I Sogn ogsaa: tydsleg (tysle).
Tydskap, m. Blidhed, Venlighed; ogsaa Fortrolighed, fortrolig Omgang. Shl.
tydsleg, adj. 1) venlig, omgjængelig (= tyd). 2) livlig, behagelig; om Egne eller Steder. Sogn (s. tydleg).
tye, see tyde. — tyest, s. tydest.
tyfta, v. a. (e—e), lægge Grund til et Huus, afmaale og jævne Grunden. (Af Tuft). Mest brugl. i Tr. Stift. Heraf Tyfting, f. Grundlæggelse.
tyggja, v. a. (tygg; togg; toggje), tygge, bearbeide med Tænderne. G. N. tyggja. (Jf. Tugga). Ogsaa: gjentage tidt og ofte, tale idelig om det samme. tyggje upp-atte: tygge Drøv (= jorta); ogsaa oprippe, gjentage i Utide.
Tyggjing, f. Tygning.
Tygjel, m. (Fl. Tyglar), Tøile, Tømme i et Bidsel. Tell. (G. N. tygill).
tykja (aab. y), v. a. (e—te; eller: tykje; tokte, tokt), tykkes, synes. Har forskjellig Form: tykja, tykje (mest alm.), tikje, aab. i (Sdm. og fl.). G. N. þykkja, þykja og þikkja. Imperf. hedder: tokte, aab. o (Rbg.), totte, aab. o (Søndre Berg.); ellers tykte og tikte (ii). G. N. þótti. Ordet skulde egentlig have dobbelt k, i Lighed med det beslægtede tokka, da det i andre Sprog har nk (Ang. þincan. G. T. dunkjan). — tykje um: tykkes om, synes vel om. tykje langt: længes, kjede sig. „tykje ꜳt vera“ (med Tonen paa ꜳt): tykkes ilde om noget, være utilfreds, befinde sig ilde derved. (Hedder: „tikje ꜳt vere“ i Sdm. og: „tykjes at vera“ i Tell.). G. N. þykkja at vera.
tykjast (tykst), v. n. tykkes, synes om sig selv. Præsens hedder: tykjest, tykst, tikst, tyss og tiss. Imperf.: tyktest, tikst, tottest, tost, toss. — Han tykst vera Kar: han anseer sig for en dygtig Karl. Dei tykst te seg koma: de tykkes at fortjene noget, de troe at man skylder dem en særdeles Opmærksomhed.
Tykje, el. Tykkje, n. Tykke, Mening, Skjøn.
Tykjen (yy), m. Fanden. (Helgeland).
tykk, see tjukk.
Tykk, m. Fortrydelse, Uvillie, det at man føler sig fornærmet. G. N. þykkr. Han fekk ein Tykk te dei: han fattede Uvillie mod dem. N. Berg.
tykkja, v. n. (kje—kte), fortryde, vredes over noget, føle sig stødt eller fornærmet. B. og Tr. Stift. G. N. þykkja. Mꜳ ’kje tykkje pꜳ di: fortryd ikke derpaa. Jf. tykkjen.
Tykkje, n. 1) Fortrydelse (= Tykk). 2)
