Følsomhed, pirreligt Gemyt, det at man let bliver fortrydelig over Bebreidelser eller uhøflig Behandling. D’æ inkje Tykkje i han: han er ligegyldig for al Tiltale; det nytter ikke at man skjender paa ham. N. Berg.
tykkjelaus, adj. 1) ufølsom, ligegyldig; 2) modløs, forsagt, som giver sig tabt og lader det gaae som det kan. N. Berg. — Jf. hugstolen.
Tykkjeløysa, f. Ufølsomhed, Ligegyldighed; ogsaa Modløshed, en Stemning hvori man mangler al Lyst til at foretage sig noget. N. Berg.
tykkjen, adj. 1) følsom for Bebreidelser, pirrelig, som ikke taaler Spot eller Daddel. 2) fortrydelig, vred, opbragt. Meget brugl. vest- og nordenfjelds; ogsaa i Gbr.
tykkjesam, adj. utaalmodig, som let bliver fornærmet.
Tyl, m. Taabe, Fjog, ubetænksomt Menneske. N. Berg.
tyld, belagt med Iis; see tild.
Tyle (aab. y), n. Gulv; see Tile.
tylen (yy), adj. taabelig.
tylnast (aab. y), v. n. trives, komme sig, voxe godt; især om Kvæg. Sdm. Jf. tilast.
Tylvt, f. en Tylvt, Antal af tolv Stykker. Udtales almindelig Tylt (aab. y), og hedder tildeels Tolt (Nordre Trondhj.). G. N. tylft. Sv. tolft. — Om Knapper og lignende Ting siges oftere „Dusing“, som er et fremmedt Ord.
Tymber, s. Timbr. tymbre, s. timbra.
Tympa, f. en Balle, et lidet Kar. Shl. Ellers Stamp, Stempa, Strokk.
tymsa, v. n. tale langsomt og afbrudt, famle efter Ord. N. Berg.
tyna, v. a. (e—te; og e—de), 1) tabe, miste ved Uagtsomhed; glemme efter sig. Sogn, Nhl. Hard. (G. N. týna). Eg tynte da vek: det kom bort for mig. Nhl. (I Sogn: Eg tynte da kos). — 2) fordærve, gjøre Skade paa, skjæmme, forringe. Meget brugl. i N. Berg. og Sdm. Dei ha tynt dæ ut. Bruges ogsaa figurlig om at forpurre eller forvirre en Sag. — 3) ødelægge, tilintetgjøre, dræbe, f. Ex. Rovdyr. Bruges i Kr. og Ag. Stift; ogsaa nordenfjelds, men ikke i Berg. Stift. Dei hadde sꜳ nær tynt han: de havde nær dræbt ham. „tyna seg“: dræbe sig selv. Ogsaa brugl. i Nhl. (G. N. týna sér). Af Tjon.
tynast, v. n. (est, test), fordærves, tage Skade; f. Ex. om Madvarer. Dæ tynest vek: det bliver bedærvet. Nordre Berg.
tynd (yy), part. fordærvet, bedærvet, som har taget Skade; ogsaa skjæmmet, som har faaet en Feil eller Lyde. Hedder ogsaa tynt.
Tyne, n. 1) Ødelæggelse, Skade (= Tjon). 2) Feil, Lyde, noget som vansirer eller forringer en Ting. N. Berg. Tr. Stift.
Tyngd, f. Tyngde, Vægt. G. N. þyngð. Jf. Tungje. — Ogsaa den største Deel. Han heve fꜳtt Tyngd’a. (Sjelden).
tyngja, v. a. (gje, gde), tynge, gjøre tung; ogsaa betynge, nedtrykke. G. N. þyngja. (Af tung). Particip: tyngd. tyngje nedyve: trykke paa, lægge en Tyngde eller Vægt paa. „tyngje pꜳ ein“: lægge Tyngde eller Byrde paa En; ogsaa figurlig: lægge En noget til Last, dadle, sige noget ondt om En. (Berg. Stift). — tyngje, v. n. bruges ogsaa om at blive søvnig, betynges af Søvn. (Sdm.).
tyngjast, v. n. (gjest, gdest), tynges, blive tungere. Ogsaa: blive mere tungfærdig eller uskikket til rask Bevægelse, især om gamle Folk, ogsaa om Frugtsommelige.
Tyngje, n. Betyngelse; Forøgelse i Vægten. Ogsaa et Anfald af Søvnighed. (Sjelden). Jf. Tungje.
tyngjen, adj. betyngende.
Tyngsel (Tyngsl), m. Tunghed, Døsighed, Mathed, Beklemmelse.
Tyngsla, f. Tynge, Byrde; Afgift af en Grund-Eiendom.
Tyning, m. Tøi, Reisetøi. (Fosen).
Tynn, n. s. Tunn. — tynn, adj. s. tunn.
tynna, v. a. (e—te), fortynde, gjøre tynd; ogsaa hvæsse, skjærpe. G. N. þynna. (Af tunn). Particip tynt (tynnt’e): fortyndet. Forskjelligt fra tynt (yy) af tyna.
tynnast, v. n. (est, test), fortyndes, blive tyndere. G. N. þynnast.
tynne, dreie sig rundt; s. tunna.
Tynne (Tønde), s. Tunna.
Tynner (for Tyrner), m. Tjørn, Tornebusk, Hybentræ. Tell. (hvor det dog oftere hedder Tonn). G. N. þyrnir. Sv. törne.
Tynning, f. Fortyndelse. — See ellers Tunning.
Tynsla, f. Fordærvelse, Ødelæggelse.
tynt, fordærvet; see tynd.
typpe, v. a. (e—te), toppe, tilspidse, danne som en Top. Tell. (G. N. typpa).
Tyre (aab. y), n. fedt Træ, Fureved
