eller Granved som er fuld af Harpix og kan bruges til Splinter til at tænde og lyse med. Mandal, Rbg. Tell. og tildeels i Ag. Stift. (Ellers kaldet Spike-tre). G. N. tyrvi. Sv. tyre. (Beslægtet med Tjøra. — Hertil Tyreflis, f. Stikke til at tænde eller lyse med (= Spik). Tyrelyse, f. en stor Spaan til at lyse med. Ogsaa kaldet Tyrespik. — Tyrerot, f. en Rod af fedt Furetræ. Ellers Tyrelꜳg, f. og Tyrebrand, m. om en Stamme af saadant Træ.
Tyrel (aab. y), Kjernestav; s. Tverel.
Tyrk, s. Turk. tyrka, see turka.
Tyrsdag (yy), m. Tirsdag. Hedder almindelig Tysdag. G. N. Týssdagr. (Af Gudenavnet Tyr). Natt’a te Tysdags: Natten imellem Mandag og Tirsdag.
tyrtig, s. turvtug.
tyrva, v. a. (e—de), belægge eller tildække med Tørv. (Sjelden). G. N. tyrfa. Particip tyrvd. — Af Torv.
Tysbast, Kjælderhals; see Tyvid.
Tysdag, s. Tyrsdag.
tysja (aab. y), v. n. sysle, bestille noget smaat (= tusla), ogs. rasle, ruske. Nhl. og fl. Skal tildeels have Formerne: tys, tuste (aab. u).
Tysja, f. Hulder, fabelagtigt Væsen af Kvindekjøn. Voss.
Tysk (yy), m. en Tydsker. — tysk, adj. tydsk. — tyska, v. n. bruge tydske Ord; ogs. tale uforstaaeligt. — Landets Navn udtales sædvanlig: Tysland.
Tyss (aab. y), n. Strengetang, Søvæxt som ligner Traad (= Maralm). Ryfylke. Isl. þussaskegg.
tyst (aab. y, for tyrst), adj. tørstig. G. N. þyrstr. — Jf. Toste.
tysta (for tyrsta), v. n. tørste. Sjelden.
tyt, mumler, suser; see tjota.
tyta, v. n. (e—te), udsvede, springe ud; om Saft eller Vædske. Berg. og Ag. Stift. Dæ tyte: det pibler frem, trænger ud ligesom Sved.
Tyta, f. 1) en Kjertel i Steen, haarde Knuder eller Korn, f. Ex. i Kværnstene. B. Stift. (Jf. Eitel, Heggjeitel). — 2) fremstaaende Knort eller Knude paa Træ eller paa Huden. Sjeldnere. (Jf. Tut, Tꜳta). — 3) Tyttebær; s. Tytebær.
Tytebær, n. Tyttebær (Vaccinium vitis idæa). Hedder ogsna Tyte (N. Berg. Sdm. Ndm.), Tyting, m. (Gbr.), Tybbær el. Typbær (Indr.). — Tytebærkꜳngel, m. Klase af Tyttebær. Tytebærlyng, n. Tyttebærbusk.
Tytefar, n. de Furer eller Gange, som efterhaanden dannes i en Kværn ved Kjertlernes Slibning paa Stenen. B. Stift. Figurlig: „taka seg eit nyt Tytefar“, ɔ: begynde et nyt Liv, forandre sin Opførsel.
tytelaus, adj. jævn, fri for Kjertler.
Tyting, m. see Tytebær.
tytta (aab. y), v. n. (e—e), naae knapt til, berøre, især med Foden eller Tæerne. B. Stift. D’æ knappaste ein tytte pꜳ mæ Tꜳ’nꜳ: knap saa meget at man kan træde paa med Tæerne. Ogsaa „tytte pꜳ Fot’en“: træde sagte, sætte Foden løselig til Jorden. I Gbr. tæpe. (Jf. næpe).
Tytta, f. et Kvindfolk (især om fremmede eller mindre anseede). Nhl. Helg. (Jf. Tøta). Ogsaa om Dyr af Hunkjønnet; omtrent ligesom Kjelle, Rugga, Sugga o. fl.
tytut (tytette), adj. kjertlet, fuld af haarde Kjertler eller Knuder.
tyve, aab. y (for ut yve), ud over.
Tyvi(d), m. et Træ med giftige Bær, Kjælderhals (Daphne Mezereum). Tell. Ellers kaldet Tybast (Valders) og Tysbast (Buskerud). Sv. tibast.
Tyvær, see Tidver.
Tæ, see Tꜳ. tæ (tager), s. taka.
tæa, v. see tægja, tegja og tedje.
Tægd, f. 1) Behag, Fornøielse. hava Tægd av: have Fornøielse af. Tell. — 2) Tilfredshed med noget som man faaer, det at man tager til Takke. Nhl. (i Formen Tegd). G. N. þægð, Gunst.
tægda, v. a. (a—a), modtage villig, tage til Takke med. Nhl. (tegda).
tægdig, adj. velkommen, ønskelig, som man modtager villig. Nhl. (tegdig’e). Jf. tægleg.
Tægebær, s. Tꜳgebær.
Tæger (Rødder), see Tꜳg.
tægja (tæje), v. a. (gje, -gde), tæse, optrevle, pille, trække ud, slide fra hinanden; f. Ex. tægje upp Ull: tæse Uld, opløse de sammenfiltede Lokker i Ulden. Berg. Stift og fl. Hedder ogsaa tæa (Sogn, Nhl. Hard.). I Gbr. siges tøye (tøygje). Isl. tæa og tá. Particip: tægd og tildeels tædd.
Tægja, f. et Slags Sie eller Tragt, hvori man skiller Ost fra Vallen; sædvanlig dannet som en Kurv af sammenflettede Kviste eller Rødder (altsaa af Tꜳg). Nhl. Tell. I Sogn udtales det som Teia.
Tægjing, f. Optrevling, Opsliden.
tægleg, adj. høflig, artig, behagelig at
