Utid (Otid), f. Utid, ubeleilig Tid. Ogsaa Mangels Tid, eller ligefrem: Mangel; f. Ex. ei stor Uti pꜳ Fisk, ɔ: en stor Mangel paa Fisk. Jf. Tid.
utidig, adj. døsig, dorsk, uskikket, som ikke er rigtig oplagt eller i det rette Lune (egentl. som ikke har sin rette Tid). Modsat tidig. Alm. og meget brugl. i Formerne utidig’e, otidig’e (B. Stift), utiug (Søndenfjelds), otiau (Tr. Stift).
ut-ifrꜳ, adv. og adj. udmærket, ypperlig, herlig. Nhl. (Jf. framifrꜳ).
Uting (Oting), n. ulidelig Ting; et hidsigt, arrigt Dyr; ligesaa et grusomt, ondskabsfuldt Menneske. Jf. Ting.
Utjon, n. en Skam, Lyde, hæslig Ting. — utjonsleg, adj. styg, skammelig. Nhl. Maaskee egentlig Ut-tjon, uttjonsleg.
ut-kald, adj. udkjølet, ganske kold. Hedder ogsaa ut-kolna (oo).
ut-kjend, adj. kjendelig, let at kjende fra Andre (= audkjend). Søndre Berg. og flere.
ut-kjøyrd, adj. 1) udkjørt, bortkjørt. 2) udjaget. 3) udbrugt, om Heste. I B. og Tr. Stift utkjaurd.
Utkoma (aab. o), f. Udkomst; Udkomme.
ut-kropen (aab. o), adj. udkrøben.
ut-kvild, adj. udhvilet. Jf. kvild.
ut-laga, adj. udvandet, svækket ved langvarig Gjennemblødning eller Væde; f. Ex. om Hø, Frø, Gjødsel. N. Berg. (Jf. Lag og Log).
ut-lagd, adj. 1) udlagt; 2) udredet, betalt; 3) forklaret, udviklet.
ut-laten, adj. udsluppen, lukket ud.
Utlaup, n. Udløb, Udgang.
Utle (aab. u), m. en stor Hob, en Flok, især af Kvæg. Sogn. (Maaskee for Usle).
Utlending, m. 1) Udlænding. (Udtales sædvanlig Utlæning). — 2) en Lavlænder, Indbygger af de nedenfor liggende Distrikter. Gbr. og fl.
utlendsk, adj. udenlandsk. (Hedder oftere uttalands).
ut-liden (aab. i), adj. forleden, forløben.
Utloft, n. et eenligt Huus med Loft til Forvaring af Klæder og deslige. Rbg.
Utloga (aab. o), f. Udlæg, Udredelse, Afgift. N. Berg.
Utlokka-ver, n. blidt og stille Veir kort forud for en Storm; det at Veiret er vakkert om Morgenen og siden pludselig forandres til Uveir. B. Stift. Hedder ogsaa: Utlokka-glye, f. (Sdm.).
ut-lærd, adj. udlært, fuldlært.
Utmann, m. Indbygger af Kystegnene eller de nedre Distrikter. Tell.
ut-masa, adj. udmattet, træt af en lang Anstrengelse. Tell.
ut-mꜳdd, adj. udskrabet, afslidt. Helg.
ut-mæ, præp. udad langs med; ogsaa: ude ved, nær ved.
ut-mælt, adj. udmaalt, afmaalt.
Utnemne, n. Øgenavn; Spottenavn. B. Stift.
ut-noggjen, adj. udskrabet. N. Berg.
Utnor, m. Nordvest. G. N. útnorðr. (B. Stift. Forældet).
Utnøring, m. nordvestlig Vind. B. og Tr. Stift. Nogle Stedet Utnyring (aab. y). G. N. útnyrðingr. Jf. nor og nøra.
Utokkje (Otokke), m. 1) en ubehagelig Fornemmelse. (Sjelden). Jf. Kaldtokkje. — 2) Ugunst, Uvillie. G. N. úþokki.
Utola (aab. o), f. en stor Plage, noget utaaleligt. Shl.
utolleg (otolle), adj. utaalelig. (Ikke med Lyden af dobbelt l).
otolug (aab. o), adj. utaalsom, ømfindtlig, som taaler lidet; figurl. utaalmodig, kilden, som ikke taaler nogen dristig Tiltale. Alm. Ogsaa utolig, otꜳlig, otꜳlau.
ut-or, præp. ud af (s. or). Forkortes til uto og to (i Tell. oto) og gaaer ellers over til utur, utu og tu. I Sdm. betyder „uto“ ogsaa: udenad; f. Ex. Han kann dæ uto.
Utrap, n. Jordskred. Ndm.
utraste, adv. og adj. yderst, nederst ved Døren. Nhl. hvor det gaaer over til ꜳtraste. S. uttar.
Utrefte, n. Tagskjæg, den Deel af Taget som rækker ud over Væggen. Sdm. (Utræfte). Af Raft. — (Den nederste Kant af samme hedder Ufs).
utrengd, adj. ikke trængende. — I Utrengs-Mꜳl, el. „i Utrengsmꜳte“: uden Nødvendighed. B. Stift.
Utrenning, m. en lang Stok øverst i en Væg; indrettet saaledes at den ogsaa tjener til Bjælke i en Udbygning. Sogn.
Utrivskap (aab. i), m. Skrantenhed, Mangel paa Trivelighed. B. Stift.
ut-ropt, adj. udraabt; ogsaa: meget omtalt, lovprist, forrost.
Utror, m. en Udreise til Fiskerie paa havet; en Fisketuur om Sommeren paa de yderste Fiskegrunde (Havbroen). Sdm. og fl. (Isl. útróðr).
utrottig (otrottig), adj. uflittig, som bliver snart kjed af Arbeidet. Berg. Stift.
Utru (Otru), f. 1) en falsk Tro. 2) Mis-
