tanke. ha ei Otru te ein: have slette Tanker om En. Helg.
utru (otru), adj. falsk, utro.
utruleg (otrule), adj. utrolig. — utrulege (otrule), adv. saare meget, overraskende, mere end man skulde vente.
utrygg, adj. usikker, upaalidelig; f. Ex. om ustadigt Veir. — otrygt, siges nordenfjelds ogsaa om et Sted hvor der skal være Spøgerie eller Troldskab.
Utrøme, n. Rum udenfor Huset; tilstrækkelig Plads til at udsprede noget over. (Sjelden). I Nhl. Utryme.
utrøn (utrønt), adj. om Veiret, naar Vinden blæser fra Havkanten. Sdm. Tr. Stift. og Helg. — Jf. vestrøn.
Utrøne, f. Vind fra Havet; Blæst fra Havkanten, som sædvanlig indtræffer om Eftermiddagen i stærk Varme. Sdm. Ndm. Hedder paa andre Steder Havgula.
ut-saumt, adj. udsyet, broderet.
Utsending, m. En som er afsendt for at udrette noget; Kommissionær; Repræsentant. Undertiden ogsaa en Forfølger, en Plageaand.
Utset, n. Udsætning; det som sættes ud paa een Gang. (Sjelden).
ut-sett, adj. udsat, udstillet.
ut-sjꜳande, adj. udseende. D’æ ikje so utsjꜳande: det seer ikke ud dertil.
utsjuk, adj. syg i Maven, eller af Diarrhe (om Dyr). Namd.
utskila (aab. i), v. n. sige sin Mening. Nhl. I Sdm. siges utskire. Bruges kun om at sige noget ondt. Eg vil ikje utskjila: jeg vil ikke sige saa slet som jeg tænker.
Utskjekjel (aab. e), m. Udkant, Snip, Hjørne. Tell.
ut-skjemd, adj. udskjæmt, fordærvet, vanheldet; ogsaa forvænnet eller moralsk fordærvet.
Utskjemma, f. en Skam, Lyde, Plet, Forringelse. Ørk.
Utskot (aab. o), n. 1) Udskud, Vraggods; f. Ex. af Fisk. (Utskotfisk). — 2) Udslæt. Gbr. (Jf. Utbrot). — 3) et Skuur, en Udbygning paa et Huus. Ørk. — Jf. Skot.
Utskrift, f. Paategning udenpaa; især Adresse paa et Brev.
ut-sliten (aab. i), adj. udslidt, ganske forslidt; ogsaa udslæbt.
ut-slokkjen, adj. udslukket.
ut-sloppen, adj. udkommen, sluppen løs.
ut-sogjen (aab. o), udsuget, udtæret.
ut-soven (aab. o), adj. fuldsovet, som har sovet længe nok. Tell.
ut-sprotten, adj. udsprungen.
Utstand, n. Udgifter, Udredsler, Afgang. Hedemarken. (Jf. Innstyde).
ut-svelt, adj. udsultet.
Utsyd (Utsør), m. Sydvest. (Meget sjelden). G. N. útsuðr.
Utsykje, f. Diarrhee (s. utsjuk).
Utsynning, m. sydvestlig Vind. (N. Berg. Tr. Stift). G. N. útsynningr.
utsynt, adj. iøinefaldende, let at see. Tell. og fl.
Utta (uu), Morgen; s. Otta.
utta, aab. u (for utan), adv. 1) udenfra, ind ad. (G. N. utan). I N. Berg. bruges det som Præposition med Dativ; f. Ex. utta Gar’a, ɔ: ind fra Gaarden eller fra det Frie, ind i Huset. — 2) fra Havkanten, mod det Indre af Landet. Kan ogsaa forbindes med Dativ, f. Ex. utta Øyꜳ: udenfraa Øerne. (N. Berg.). — 3) udentil, i den ydre Deel. Kun sammensat, f. Ex. uttapꜳ og fl. I dette Tilfælde faaer Ordet ogsaa den fuldkomnere Form: uttan (Hard. Voss, Tell. og fl.) og gaaer over til: uttꜳn (Helg. Nhl.). Af enkelte Forbindelser mærkes: „utta av“ 1) udenfra, af Overfladen; 2) fra Havkanten; f. Ex. Vinden stend utta av (blæser fra Havkanten). Hedder ogsaa „utta or“ (i Sdm. utta-o). „utta ette“, ɔ: udenfra, ind ad. „utta mæ Strand’enne“: indad langs Stranden. — En anden Betydning (uden, foruden) er anført ved utan. Ordet maa ellers adskilles fra „uttar“ som ogsaa gaaer over til utta.
uttabeins, adv. paa den udadvendte Side af Fødderne eller Armene. (Modsat innabeins). B. og Kr. Stift med flere. I Gbr. og Ørk. siges derimod uttaføttes og uttahendes.
uttaboks, adv. udenad, uden at bruge Bogen. B. Stift.
uttafyre (aab. y), præp. udenfor; længere ude. Hedder ogsaa uttanfy’ (Hard. Voss), uttanfe’ (Tell.).
uttaføttes, adv. paa den ydre Side af Foden eller Laaret. Gbr. Ørk.
uttagjæres (for utangjerdes), adv. udengjærdes, udenfor Gaarden eller Hægnet, i Udmarken.
uttahendes, adv. paa den ydre Side af Haanden eller Armen. Ørk. Andre Steder uttabeins.
uttakring (for: utan i kring), adv. udenom, rundt omkring, i Udkanten eller Omkredsen. B. Stift.
uttalands, adv. udenlands.
uttalege (for utarlega), adv. langt ude; nær ved Udkanten. Dæ ligg’e so ut-
