tale’: det ligger saa langt ude. Berg. Stift. G. N. utarlega, utarla.
uttan-at, see uttatil.
uttapꜳ, 1) præp. udenfor; ovenpaa. 2) adv. udenpaa, udentil, udvortes. Hedder ogsaa fuldkomnere: uttanpꜳ, utanuppꜳ (Hard. Tell.). — Bruges ellers ofte sammensat med et Substantiv, som: Uttapꜳ-skrift, f. Udskrift, Adresse. Uttapꜳ-sko, pl. m. Oversko, Galoscher. (Gbr.). Uttapꜳ-trøye, f. Overtrøie, Frak.
uttar (aab. u), adv. længere ud, længer ned paa Gulvet, nærmere mod Døren. Søndre Berg. Sogn og fl. Hedder ellers utta (Sdm. Tr. Stift), ꜳtar (tildeels i Nhl.), ꜳtꜳr (Rbg. Tell.). G. N. utar. (Modsat innar). uttar ꜳt Dyr’ne: hen imod Døren. utta mæ Dyr’a: nede ved Døren. utta i Gruꜳ: hen til Ildstedet. Han sto utta i Kirkjenne: han stod langt nede i Kirken. (Sdm.). — I Nhl. bruges ogsaa et Superlativ: ꜳtraste (for utraste); f. Ex. han sto ꜳtraste ɔ: han stod nederst, næst Døren.
uttaskjers, adv. udenskjærs, i Havet.
uttasoknes (oo), adv. udenfor Sognet. (B. Stift). Ogsaa adj. f. Ex. Uttasoknes-Folk, ɔ: Folk fra andre Sogne.
uttastokks, adv. udenfor Huset. (Modsat innastokks). Uttastokks-Arbeid: Arbeide udenfor Huset, Markarbeide. N. Berg.
uttatil, adv. 1) udentil, udvendig, i det Ydre. — 2) udenfra, indad; fra Havkanten. Hedder mest alm. utta-te; ogs. uttan-te (Søndre B. og fl.), utꜳn-te (Nhl. Helg.). G. N. utantil. I sidste Betydning hedder det ellerss: utan-at (Rbg. Tell.), og utta-ette (N. Berg.).
uttaveggjes, adv. udenfor Væggene. Ein kunna høyr ’an uttaveggjes: man kunde høre ham udenfor. N. Berg.
Uttavind, m. Vind fra Havkanten, Vestenvind. Tr. Stift, Sdm.
ut-tikjen (aab. i), adj. udtagen; udpeget, paaviist.
ut-trøytt, adj. 1) tilendebragt. 2) yderst udmattet. Tr. Stift.
ut-tydd, adj. forklaret, udviklet. — uttyde, v. a. forklare, udtyde. (Rettere: tyde ut).
ut-tynt, adj. fordærvet, beskadiget, udskjæmt. N. Berg. — Jf. det foranførte Utjon og utjonsleg.
ut-um, præp. ud over, ud forbi et vist Punkt: f. Ex. utum Holmen.
ut-ur (utu), ud af; see utor.
ut-vakt, adj. udvaaget, udmattet af langvarig Vaagen.
ut-vald, adj. udvalgt, udsøgt.
Utveg, m. Udvei; ogs. Udreise.
utvega (seg), v. a. finde en Udvei, hjælpe sig ud af en Forlegenhed. Hedder oftere: utveie seg. B. Stift.
utvegjen, adj. uvasket. Jf. otvegjen.
utvendes, adv. udvendig, udentil.
utvertes, adv. udvortes.
Utvidd, f. Udmark, Strækninger udenfor Gaarden. Ag. Stift.
Uty (Oty), n. Utøi; slet Tøi; ogsaa Pak, slette Folk.
uty(d), adj. uvenlig, barsk, vanskelig at omgaaes med. I Nfj. og Sdm. hedder det otyd’e (s. tyd). I Ndm. bruges: otyen, ɔ: ufredelig, uartig.
utykkja (seg), v. a. (e—te), paadrage sig Ugunst, forspilde Ens Gunst eller Velvillie. N. Berg. I Sdm. otykkje se. Han hadde otykt se mæ Prest’a: han havde paadraget sig Præstens Ugunst.
Utykkje (Otykkje), n. Ugunst. (Sjelden).
utyst (otyst), adj. læsket, ikke mere tørstig. drikke seg utyst: læske sig tilstrækkelig.
ut-yve (aab. y), præp. ud over; ude over. (Forkortet: tyve). sjꜳ utyve: see sig omkring.
utægleg, adj. utækkelig, uhyggelig. Tell.
Ut-øy, f. en Øe som ligger langt ude ved Havet. Utøyfolk, n. Folk fra Udøerne.
uvan, adj. uvant; uøvet. (Søndre B.). Ellers uvand’e og ovand.
uvand, adj. 1) nøisom, ikke kræsen. Mandal (see vand). 2) simpel, ligefrem, ikke vanskelig; f. Ex. om et Arbeide. Meget brugl. i Tell. ogsaa i Hall. og fl. (Isl. óvandr). Ellers med flere Forandringer i Begrebet, hvilket svare til Betydningen af det fremmede Ord „simpel“, som bruges paa andre Steder.
uvandt, adv. simpelt hen, ligefrem, uden Vanskelighed. Sogn, Tell. og fl. I Gbr. ovandt.
Uvane, m. Uvane, ond Vane. I Ørk. hedder det Ovande; ellers nordenfjelds Ovane. (Isl. óvandi).
uvar (ovar), adj. uvarsom, uforsigtig.
uvarlege, adv. uforsigtigt.
Uveg (aab. e), m. en slet eller besværlig Vei. (Oveg).
uveltes, adj. om Kort, som ikke er Trumf (Velt).
uven, adj. udspredt, udspilet, stridt udstaaende (f. Ex. om Haar). Namd. (see yven). Ogsaa stor, vid (= ruven).
uventande, adj. uventet, uformodet, som man ikke kunde vente.
