Uver, ee (for Uvedr), n. Uveir. Gaaer over til Uvær (Ag. Stift), Over og Ovær (Nordenfjelds). G. N. úveðr, óveðr. — Uversbolk, m. en Tid med Uveir. Ligesaa Uversdag, Uversnatt og fl. Uversfugl, m. Fugl som bebuder Uveir.
Uverk, n. Ugjerning. (Sjelden).
uvilja (ovilja), adj. ufrivillig. „uvilja Verk“: noget som man gjør af Vanvare, uden at ville det. B. Stift. (G. N. úvilja verk).
uviljug, adj. uvillig.
Uvin (aab. i), m. (Fl. Uvine, r), Uven, Fiende. (Ogs. Ovin, Oven). G. N. úvinr. Uvinskap, m. Uvenskab.
uvinneleg, adj. ugjørlig, som gaaer over Ens Kræfter; ogs. uhyre stor eller tung.
Uvis (ii), f. Uskik. (Ovis).
uvisleg (ii), adj. uviis, uforstandig.
uviss (oviss), adj. uvis, usikker.
Uvissa, f. Uvished, Tvivl. Ogsaa det samme som Underfil (i Spil). Tell.
Uvit (aab. i), n. Bevidstløshed, Afmagt, Besvimelse. Tildeels udtalt Uvet, og nord i Landet: Ovit, Ovæt. (G. N. úvit, óvit). Paa Helg. Omegd. — felle i Uvit: falde i Afmagt.
uvita (aab. i), v. n. (a—a), besvime, falde i Afmagt; egentlig: tabe Bevidstheden. Temmelig alm. dog i forskjellig Form: uvita (Søndre B. Kr. Stift), uveta, uvæta (Ag.), ovita, ovete (i de nordlige Egne), ovꜳtꜳ (Ørk.); desuden umvita (Hard.). Jf. Isl. öngvit.
uvitande (aab. i), adj. uafvidende.
uviteleg (ovetele), adj. uvitterlig. — uvitelege, adv. uafvidende, uden Ens Vidende.
Uviting, f. hyppig Besvimelse (Uvit).
Uviting (aab. i), m. Taabe, Daare, uforstandigt Menneske; ogsaa En som er uskjønsom og ubillig mod Andre. Meget brugl. og temmelig alm. Tildeels Oviting, Oveting.
Uvitingskap, m. Taabelighed, Daarskab. I N. Berg. siges ogsaa Ovitingsheit, f.
uvitug (aab. i), adj. uforstandig, taabelig; ogsaa uskjønsom, ubillig, tilbøielig til at fornærme Folk. Meget brugl. tildeels i Formen ovitig, ovetug, ovætau.
Uvli(d), m. Haandled, Ledet imellem Haanden og Underaarmen. Rbg. Tell. Hall. i Formen Uvli (aab. i) og Uvle’. Hedder ellers Ovle’, aab. o (Vald. Ørk.), Avle’ (Buskerud), Omle (aab. o), el. Umle’ (Nhl. Namd.). Forøvrigt: Handlid, Handskumingsle’ (Helg.), Vesallelid (Sdm). G. N. ulfliðr (som synes at være et andet Ord.
uvonleg (ovonle), adj. usandsynlig.
Uvyra (aab. y), f. Skjødesløshed, Uagtsomhed. 2) et skjødesløst Menneske, Slusk, uordentlig Person. I Tr. Stift Ovøre. (Egentlig Uvyrda).
uvyren (aab. y), adj. 1) uagtsom, skjødesløs. I Tr. Stift ovøren (for uvyrden). — 2) yderst dristig, forvoven, som ikke ændser nogen Fare. (Kr. Stift). — 3) uordentlig, ureenlig, skiddenfærdig. Temmelig alm. og meget brugl. — I Tr. Stift forekommer ogsaa: ovøre, adv. uhyre, uden Maade.
Uvyrna, f. 1) Skjødesløshed, Sluskerie. 2) Ureenlighed; ogsaa Smuds, Skiddenhed. B. Stift. I Sdm. hedder det Ovyrne.
Uvyrskap, m. Skjødesløshyed. (Det samme som Uvyrna og Vyrløysa).
uvægjen, adj. meget tung, stor, ubekvem til at haandtere. Nhl. (Isl. óvægi, uhyre Tyngde). I Sdm. bruges oveiden i samme Betydning.
uværug (for uverdug), adj. uværdig. I de nordlige Egne: iværig’e, oværau. Herfra adskilles et andet Ord: oværig, ɔ: utaalmodig. (Sdm. og fl.). Jf. værug.
uvøre, s. uvyren.
V.
va, forkortet 1) for vada, s. vada. 2) for var (vera). 3) for vara ɔ: være.
vabba, v. n. søle, sluske. N. Berg.
Vabein, s. Vadbeine.
Vad (Va), n. 1. Vadested, Overgangssted i en Elv. G. N. vað.
Vad, n. 2. Fiskesnøre, Angelsnor; en fiin Snor, hvorpaa Fiskekrogen er fæstet, og som knyttes til paa Enden af Linen eller Trækkesnøret. Kaldes ogsaa Forsynd.
Va(d), n. 3. et Vod, lidet Net til Fiskefangst. Buskerud. Jf. Not. (Sv. vad).
