vada, v. n. (væd; vod; vade), at vade. Inf. hedder mest alm. va; ellers: vade (Sdm.), vadda (Namd.), vꜳdꜳ og vꜳ (Gbr.). G. N. vaða. Supinum hedder i N. Berg.: vide (aab. i), forkortet vie og vee. — Betydning: 1) vade, gaae i Vand, Dynd eller Snee. I Kr. Stift siges sædvanlig: vassa (sjelden va’). — 2) svømme i Vandfladen, om Fisk. N. Berg. (Andre Steder: vaka). Sild’a æ uppe ꜳ væ’ (el. væd’e). Heraf Vode. — 3) søle, rode, sluske; ogsaa sladre, vaase. Sdm. og fl. „vad’ ihop“: røre sammen. vade ned: søle ned, spilde noget. vade ne’ yve se: spilde paa Klæderne. (Sdm.).
vadande, adj. som man kan vade, ikke dyb; om en Elv.
Vadbeine, m. en liden Rulle eller Valse som man sætter fast paa Kanten af en Baad, og som tjener til at trække Fiskesnøret paa. Sdm. og Tr. Stift (Vabbein). I Tr. Stift hedder det ogsaa Valbein.
Vadhonn (Vahonn), n. Redskab til at trække Fiskesnøret paa, dannet af et krumt Horn. Ved Kristiania. (Jf. Vadbeine).
Vading, f. Vaden, det at man vader.
Vadmꜳl, n. Vadmel, Uldtøi af toskaftes Vævning (Tviskjefta). Findes i meget forskjellige Former, hvoraf mærkes: Vadmꜳl (Nhl. Mandal), Vammꜳl, Vabbmꜳl (Sogn), Veimꜳl (Sdm.), Vøymꜳl (Ørk.), Varmꜳl (?), Vanmꜳl (Gbr.), Vonnmꜳl (Helg.), Vennmꜳl, Vinnmꜳl (Tr. Stift), Vellmꜳl (Nfj.), Vollmꜳr (ved Kristjania). G. N. váðmál. Sv. vadmal. (Jf. vøde og Vꜳ. G. N. váð, og Ang. væd, ɔ: Klæde). Formen Vennmꜳl forklares ellers af Almuen som „Vendmꜳl“ (af Vend).
Vadmund (Vamund), n. den Stund da Fisken holder sig oppe i Vandfladen; Badetid (s. vada). Sdm.
Vadstad, m. Vadested (= Vad). Sjelden.
Vaff, m. Navnet paa Bogstaven „V“. Helg. (Ellers Ve). Isl. vaff.
Vage, pl. f. en kort Tømmerslæde. Sdm. Ellers kaldet Drog og Stytting.
vagga, v. n. (a—a), vugge, rokke, gaae med en vuggende Bevægelse. Sv. vagga.
Vagl, n. en liden Bjælke eller Stok, hvorpaa Huusfuglene hvile om Natten; ogsaa i Almindelighed om Fuglenes Hvilesteder. B. Stift, Hall. og fl. (Sv. vagel).
vagla (seg), v. a. (a—a), sætte sig til Hvile, søge sig et Sted til at sove paa; om Fuglene.
Vagn, n. og m. Karlsvognen, de syv store Stjerner nederst i Stjernebilledet „den store Bjørn“. B. og Tr. Stift. Hedder ogsaa Vang’en, (m.). Sogn, Ørk. (Isl. vagn, m.).
Vagnhogg, m. Spækhugger, et Slags smaa Hvaler. Helg. I Fosen kaldes den Vagnhund. G. N. vögnhvalr. (Kongespeilet p. 29).
Vagnstjerna, f. Stjernen Arcturus, nederst i Stjernebilledet Oxedriveren (Bootes). B. og Tr. Stift (tildeels i Formen Vangskjærna). I Sdm. kaldes den oftere „Dagstjernꜳ“, fordi den benyttes som Mærke paa Tiden eller Klokkeslættet om Vintermorgenerne. Ogsaa blot „Stjernꜳ"; hertil Talemaaden: Stjernꜳ æ unda (ɔ: er opkommen); ligesaa: Stj. æ i Midmorgꜳstad (ɔ: paa det Sted hvor Solen staaer ved Midmorgens Tid).
Vahonn, s. Vadhonn.
Vak, n. en Fiskestiim, som svømmer oppe i Vandfladen (s. vaka). Shl. I Inderøen hedder det Vꜳkꜳ. (Jf. Vode).
vak, adj. vaagen, eller egentlig: fri for Søvn, ikke søvnig. Tell. Gbr. — Ellers vakjen, vakrug.
vaka, v. n. (kje, kte), 1) vaage, være vaagen. Inf. hedder ogsaa: vakje (N. Berg.), vꜳkꜳ (Gbr.). G. N. vaka. Heraf Vakstr, vekkja, Voka. — 2) holde sig over Vandet, ikke synke. D’æ knapt so mykje at Bꜳten vakje. B. Stift. (Jf. dansk vage). — 3) vise sig i Vandfladen, svømme ovenpaa; om Fisk. Shl. og fl. (I N. Berg. vade). Jf. Vak. — vaka yve: vaage over, vogte. (Sjelden). vaka uppyve ein: holde Vagt; vaage over En som er syg.
vakande, adj. vaagen, vaagende. Bruges ogsaa substantivisk: „I eit vakande“, ɔ: i een Vaagen, uden at sove; f. Ex. Me heldt pꜳ i tvau Jamdøger i eit vakande. B. Stift.
Vakant, see Vankant.
Vakar, m. Vaager, En som holder Vagt.
vakjen, adj. vaagen; ogsaa aarvaagen, som vaager længe.
vakjæfta, v. a. opskjære Kjæven paa en Fisk for at faae Angelen løs. Sdm. (Vel eg. vadkjefta).
vakker, s. fager, fin, ven.
vakna, v. n. (a—a), vaagne. G. N. vakna. Uegentlig: komme i Bevægelse, bruse op. Jf. livna.
vakra (seg), v. a. (a—a), fordrive
