Søvnen, blive rigtig vaagen. Tell. — Jf. menne seg.
vakrug, adj. fri for Søvn, ikke mere søvnig. Tell.
Vaks, n. 1. Væxt, Vegetation. Kun sammensat: Grasvaks, Skogavaks. N. Berg.
Vaks, n. 2. Vox. Søndre Berg. (Ellers Voks), G. N. vax.
vaksa, v. a. bestryge med Vox.
vaksa, v. n. voxe, see veksa. Heraf vaksande, adj. voxende. I vaksande Mꜳne: i tiltagende Maane. B. Stift.
vaksen, adj. (part.), 1) voxen, fuldvoxen. (G. N. vaxinn). 2) beskaffen med Hensyn til Væxt, dannet, skikket; f. Ex. væl vaksen: velvoxen. (Femin. vaksa; Fl. vaksne).
Vakstr (Vakst’er), m. Vaagen; Nattevaagen. Meget brugl.
Vakt, f. Vagt; Bevogtning.
vakt, s. vaka og vekkja.
vakta, v. n. (a—a), 1) vaage efter noget, vente, bie, staae ligesom paa Vagt. B. Stift. — 2) pleie Kvæget, give Køerne Foder (= agta). Gbr.
Val, n. 1. Valg, Udkaarelse. G. N. val. (Af velja, valde). hava Val’e: have Frihed til at vælge. (Jf. Kor). Te Vals: til at vælge iblandt.
Val, n. 2. en Stakkel, et uselt, uanseeligt Menneske. Ørk.
Val, m. en grund Vig eller Bugt; en flad Grund som strækker sig indad fra Søen og tildeels er tør i Ebbetiden. Nordland, Tr. Stift, Sdm.
vala, v. a. (a—a), rulle og stryge en Væv. Nhl.
Valꜳnga, f. en vis Art af Langer (Fisk). Sogn. I Sdm. er Valꜳnge en liden eller ufuldvoxen Lange. (Maaskee Val-lꜳnga).
Valbein, n. s. Vadbeine.
Valbjørk, f. Valbirk; Løn.
Vald, n. 1) Vold, Magt. G. N. vald. (I denne Betydning hedder det oftest Vold, f.). — 2) Vælde, Herredømme, Raadighed. hava Vald yve: have Magt over. — 3) Grund, Eiendom; den Jord eller Mark som hører til et Gaardsbrug. Tr. Stift. (Ndm. Indr.). Pꜳ vꜳrt Vald: paa vor Grund, inden vore Grændseskjel. Jf. valda.
vald, adj. valgt, udvalgt, udsøgt. Particip af velja.
valde, v. n. (a—a), raade over noget, eie, have i Besiddelse. Indr. Dæm valda ꜳt Elv’en: deres Marker strække sig til Elven.
valda, v. a. volde, foraarsage. Nhl. (Ellers sædvanlig: volde). Heraf valdande, adj. som volder, er Aarsag eller Ophav til noget.
valdtaka, v. a. voldtage. — valdtikjen (aab. i), voldtagen. B. Stift.
Valdøger, s. Vardivle.
valen, adj. stiv af Frost; om Lemmerne. Alm. i de sydlige Stifter. (Jf. loppen). Sv. valen.
valhendt, adj. stiv i Fingrene af Frost. Sv. valhänd.
Valk, m. Valk, liden Pude i Klæder. B. Stift.
valka, v. a. (a—a), knuge, kramme, slide eller tilsmudse noget ved at have det idelig i Hænderne. N. Berg. Hedder ogsaa handvalka. Isl. volka, velkja. Jf. vala.
valla, v. a. (a—a), sammenrulle, sammenvikle. Ørk. (Jf. balla).
valla, og valle, adv. knapt, neppe. Nhl. Sdm. (sjelden). G. N. varla, valla.
Valle, m. Visk, Tot, sammenviklet Nøgle af Hø og Halm. Ørk. Indr. (Ellers Vꜳndel).
Vallesletta, f. Slud. Nhl.
vallgro, v. n. (r—dde), bevoxe med Græs, sætte Græsbund; især om Ager, ogsaa om Veie. N. Berg. — vallgrodd, tæt bevoxet med Græs.
Vallhøy, see Vollhøy.
Vallmark, f. Græsmark, Eng; i Modsætning til Krat og Lyngmark. Nhl. Jf. Voll.
Vallsaks, n. Beenbræk (en Græsart). Sdm. Ndm. Ellers Romegras, Storgras.
Valmann, m. Valgmand.
Valmøte, n. Valgforsamling.
valna, v. n. (a—a), stivne af Frost, om Lemmerne (s. valen).
Valnot (aab. o), f. Valnød.
valt, s. velja og velta.
valtje (valtle), s. vasla.
valtra, v. n. (a—a), vælte, tumle, falde overende; ogsaa vralte, gaae uskikkert. Meget brugl. i B. Stift; ogsaa i Tell.
Vam, n. Uheld, Ulykke. Hard. Ogsaa et besynderligt Tilfælde, et Puds af Skjæbnen. Sdm.
van, en ufraskillelig Partikel, som betegner en Mangel eller at noget er for lidet, — bruges især i Forbindelse med Participierne og tildeels paa en egen Maade, f. Ex. Eg hev ’ikje noko vansnakka mæ ’an, ɔ: jeg har ikke noget uafgjort (egentl. for lidet omtalt) med ham. Dæ vart ikje vanspurt ette di:
