der blev spurgt nok efter den Ting. — I det gamle Sprog er van(r) et Adjektiv, som betyder: manglende, eller som savner noget. Maaskee kunde man hertil henføre vort „vant“ i Talemaaden: „D’æ so vant um dæ, ɔ: der er saadan Mangel paa den Ting. Imidlertid synes denne Form snarere at henhøre til Adjektivet „vand“.
van, adj. vant, kommen i Vane med noget. Voss, Hard. og fl. (G. N. vanr). Hedder ellers vand (som er Particip af vænja). Me æ ’kje vane mæ da: vi ere ikke vante dertil. (Om Talemaaden „pla van ꜳ“ se plaga). Ordet skulde ogsaa betyde: vanlig, sædvanlig. Hertil hører Talemaaden: „som vant ær“, ɔ: som sædvanligt er, som pleier at være. I Sdm. gaaer denne Form over til et Substantiv, og det hedder saaledes „so Vant’en æ“: f. Ex. Dæ vart for seint, so Vanten æ no dæ, ɔ: det blev for seent, som det pleier at blive.
Vana (for Vanad?), m. Skade, Ulykke, Vanskjæbne. Nhl. „gjera Vana“: gjøre Skade.
Vana-beig, m. ulægelig Skade, en Sygdom som efterlader sig et vedvarende Meen paa Legemet. Nhl.
Van-agje, m. Ustyrlighed, Mangel paa Tugt og Orden.
Vanart, f. Vanart, Fordærvelse.
vanbrugt, adj. forlidet brugt.
vand, adj. 1) vanskelig, ikke let eller simpel. G. N. vandr. — 2) kræsen, vanskelig at tilfredsstille. Temmelig alm. og meget brugeligt. (Hedder ogsaa vandsam). Han æ ’kje vand um dæ: han er ikke kræsen pꜳ det. (Jf. matvand, orvand, legevand). Ei vand’e Bok: en Bog som er vanskelig at læse eller forstaae. (Jf. vandig). Eit vandt Stykkje: et Stykke som er vanskeligt at lære. Hertil „Vande-Stykkja“: de Stykker i Pontoppidans Forklaring, hvori Bibelens Bøger opregnes. (N. Berg.). D’æ vant ꜳ vita: det er vanskeligt at vide. D’æ inkje vandar ell te leva: intet er mere vanskeligt end at leve (ɔ: at skikke sig rigtigt). Shl. D’æ vandt um dæ: det er vanskeligt at faae det, der er Mangel paa den Ting. Dæ vart ikje vandt um: der blev ikke nogen Mangel. (N. Berg. og fl.). I dette Tilfælde kunde det ogsaa betragtes som „vant“ af det før omtalte „van“.
vand, part. vant, tilvant (s. vænja). vand’e til (te): vant til. Hedder ogsaa „vand’e pꜳ“, naar der tales om en idelig Brug eller Nydelse. — vand’e mæ (el. vand ve’): vant ved, øvet i, bekjendt eller fortrolig med. Bruges næsten alm. istedetfor det føromtalte „van“, hvilket alligevel burde foretrækkes, især for at forebygge Forvexling med det forrige „vand“ (ɔ: vanskelig).
vanda, v. n. og a. (a—a), 1) vælge iblandt noget. Hertil Ordsproget: D’æ godt te vande ti allehande, ɔ: det er let at vælge naar man har Overflod. — 2) vrage, forskyde, ikke ville have. Meget brugl. (G. N. vanda). vande Mat’en: vrage Maden, være kræsen. Han vert ikje vanda: han bliver vist ikke vraget, han bliver nok antagen.
Vande, m. 1. Vanskelighed. (G. N. vandi). D’æ ingjen Vande ti di: der er ingen Vanskelighed ved det, det er meget simpelt.
Vande, m. 2. see Vane.
Vandel, Høvisk; s. Vꜳndel.
vandelaus, adj. let, simpel, ligefrem, ikke vanskelig. B. Stift og fl. (Jf. uvand). — vandelaust, adv. simpelt, mageligt, uden Vanskelighed.
Vandeløysa, f. Lethed, Simpelhed.
vandig, adj. vanskelig, som udkræver Kunst eller Klogskab. B. Stift. (Af Subst. Vande).
Vanding, f. Vragning; Kræsenhed.
vandkvæden (vankvæen), adj. vanskelig at tale til (= orsꜳr). Tell.
vandle, s. vanlege og vꜳndla.
vandra, v. n. vandre. (Nyt Ord). vandre seg vek: forvilde sig, komme paa Afveie. N. Berg.
vandsam, adj. kræsen, vanskelig at tilfredsstille; ogsaa meget nøiagtig eller punktlig. Temmelig Alm. og meget brugl. (Femin. i Hard. vꜳndsom).
Vandsemd, f. Kræsenhed. (Sjelden).
Vandskjer, n. Spidsmuus (Sorex). Tell. Paa Jæd. hedder det Vangskjer. (See Vꜳnd). I B. Stift: Musskjer.
vandsvævd, adj. vanskelig at søvndysse; som ikke lettelig falder i Søvn. Tell.
vandt, adv. vanskeligt, neppe, ikke lettelig.
Vane, m. Vane. I Ørk. hedder det Vande. G. N. vani og vandi.
Van-emne, n. lidet eller daarligt Emne. B. Stift. (I Sdm. Vanømne). D’æ ikje Vanemne ti di: der er ikke lidet Stof i det; der har ikke været sparet paa Materiale.
vanfaren, adj. brøstholden, ilde faren. Stav. Amt.
