vanflidd, adj. skjødesløst behandlet, forsømt, ikke rigtig istandsat.
vanfreista, adj. uforsøgt, lidet prøvet. Dæ nytta ’kje vanfreista: det duer ikke at opgive Sagen, man maa gjøre et Forsøg. Oftere: vanprøvt.
vanfærug, adj. ufærdig, beskadiget, ikke i sin rette Stand. Sogn.
vanfør, adj. vanfør, som har Skade paa Lemmerne.
Vang, m. Engslette, Græsplan. Skal forekomme i Buskerud og Hedemarken, men bruges ellers kun som Stedsnavn.
vangꜳen, adj. uagtsom. (Sjelden).
Vangen, s. Vagn.
Vangje, m. Kind, Kindbeen. Gbr. (forældet). G. N. vangi. Jf. Tunnvangje og Vangskjegg.
Vangjelja, og Vangjilje, f. forkortet Form af „Evangelium“. B. Stift.
vangjengjen, adj. som har gaaet for lidet. Siges især om Øl, som er forlidet gjæret. B. Stift. Oftere vangꜳtt.
vangjor(d), adj. ikke rigtig moden. Derimod: „D’æ endꜳ noko vangjort“, ɔ: der er endnu noget at gjøre.
Vangjær, f. 1) Mangel, Ufuldkommenhed; især ved et Arbeide. 2) Umodenhed. See Gjær.
Vangskjegg, n. Kindskjæg, Bakkenbarter. Sdm. (i Formen Vꜳngskjegg). Af det foranførte Vangje.
Vangskjer, s. Vandskjer.
Vangsne, s. Vꜳngse.
Vangstjerne, s. Vagnstjerna.
vanhalden, adj. brøstholden, som faaer forlidet. B. Stift.
Vanheir, m. Skam; Forringelse. N. Berg. G. N. vanheiðr.
Vanhelsa, f. Sygelighed, Skrantenhed. (Meget brugl). G. N. vanheilsa.
vanhjelpa, adj. som har for faa Folk eller for liden Arbeidshjælp. B. Stift.
vanhjelpen, adj. lidet hjulpen, ilde tjent med noget. Oftere vanhjelt.
vanhuga (aab. u), adj. mismodig; ogs. utilbøielig, som ikke har rigtig Lyst.
vanhyggjast, v. n. (est, dest), vantrives, befinde sig ilde; kjede sig eller være utilfreds med sit Opholdssted. B. Stift. Hedder ogsaa: vanhyggje seg. (Nogle Steder: forhyggje seg).
Vanhævd, f. Vanrøgt, Forsømmelse.
Vank, n. Feil, Skade, Lyde; især paa Legemet. Gbr. Helg. (Sv. vank). Jf. Skavank. — Formodentlig findes der ogsaa et Verbum vanka, ɔ: formindske eller fordærve (af van).
vanka, v. n. (a—a), vanke. (Nyere Ord). I B. Stift; vꜳnka.
Vankant, m. Vankant paa Planker og Stokke; et Sted hvor Kanten mangler eller er afbrudt, enten ved Forhugning eller ved en naturlig Indbøining i Træet. Søndre Berg. I Sdm. hedder det Vakant.
vanklok, adj. vanklog, taabelig.
vankokt, adj. forlidet kogt. Saaledes ogsaa vansteikt, vansalta, vansmurd og flere.
vankunnug, adj. vankundig, ikke kyndig nok. (Jf. fꜳkunnug). Ogsaa vankunnande. (Søndre Berg.).
vankvild, adj. ikke udhvilet, som ikke har hvilet længe nok.
vankvædast, v. n. ængstes, være bekymret og modløs. Sdm. (Jf. Isl. vankvæði, Vanskelighed).
vanlaga, adj. s. vanstelt.
vanlaupen, adj. ikke rigtig sammenløben. Om Mælk (laupa).
vanleg, adj. sædvanlig. (Sjelden).
vanlege, adv. især, fornemmelig. Shl. Ryfylke (vanle). Ogsaa: just, netop. Nhl. (Maaskee vandlege).
Vanlukka, f. Vanheld, Vanskjæbne; Mangel paa Lykke.
vanlukkast, v. n. mislykkes. (Sjelden).
vanlærd, adj. udannet, som har lært lidet.
Vanmagt, f. Vanmagt, Svaghed.
Vanmenne, n. en Stakkel, et Menneske som duer til lidet eller har meget svage Kræfter. Nhl. og fl. (G. N. vanmenni).
vanment, adj. lidet bemandet, som har altfor faa Folk med sig. Helg. — Ellers fꜳment.
vanmoda, adj. noget modløs.
vann, s. vinna. Vann, s. Vatn.
vanprøvd, s. vanfreista.
Vanrꜳd, f. 1) Ubetænksomhed, Mangel paa Overlæg. Gbr. og fl. — 2) Forlegenhed, Knibe. Tr. Stift. — 3) Armod, Mangel, lidet Forraad. Sdm. D’æ tikje ta Vanrꜳd’enne: det er taget af et fattigt Forraad.
vanrꜳdd, adj. forlegen, kommen i Knibe; ogsaa: daarligt forsynet, som har forlidet. Tr. Stift.
vanrꜳden, adj. ubetænksom; ogs. forsømmelig. Gbr. (vanrꜳen). I Berg. Stift: vanrꜳdig.
Vanrøkt, f. Vanrøgt, Forsømmelse.
Vanse, m. Mangel, det at noget er forlidet. Hard. (G. N. vansi). D’æ antan Ofsen elder Vansen: det er enten formeget eller forlidet.
