vanskapa, v. a. vanskabe, fordreie, give et hæsligt Udseende. Vanskapnad, m. hæslig Skikkelse. Vanskapning, m. en Vanskabning. vanskapt, adj. vanskabt.
vanskeleg, adj. 1) vanskelig, besværlig. 2) særsindet, vanskelig at gjøre tilpas. 3) farlig, slem. (Sogn). — Jf. Vanskje.
vanskipa (aab. i), adj. feilagtigt indrettet, ikke bragt i den rigtige Orden. Tell. og fl.
Vanskipna(d), m. Urede, Uorden; uheldig Gang eller Tilstand. Rbg. Tell.
Vanskje, m. 1) Vanskelighed, Hindring. (Sjelden). — 2) Feil, Lyde, f. Ex. paa Legemet. D’æ ’kje mꜳnge Vanskanne pꜳ di: man skal ikke finde mange Lyder paa det. N. Berg.
vansoten (aab. o), adj. trængende til at sidde, el. som ikke har siddet nok. Eg æ ’kje vansoten: jeg har siddet temmelig længe. Nhl. Sdm. og fl.
vanst, see vinnast og vænjast.
vanstaden, adj. som ikke har staaet længe nok; for tidlig tagen.
vanstelt, adj. feilagtig behandlet, forsømt, ikke sat i den rigtige Stand. (Af stella).
vansøvd, adj. som har sovet for lidet, el. trænger til at sove mere. B. Stift. Hedder ogsaa vansøft’e, og maaskee vansvævd. Jf. vandsvævd.
Vant, n. Vant, Baand paa en Mast. Fleertal: Vꜳnt (Søndre Berg.).
vant, s. vænja, van, vand.
vanta, v. n. (a—a), mangle, fattes, være borte. B. Stift, Tell. Hall. Gbr. og fl. (G. N. vanta). Dæ vanta ein: der mangler een, der er een borte. Han æ væst faren, som Vit’e vanta: den er ulykkeligst, som mangler Fornuftens Brug. — Ofte med Dativ, f. Ex. Kva so’ vanta Gut’a: hvad er det som fattes Drengen? (N. Berg.). Jf. skorta, bresta.
vantakka, v. a. (a—a), vise Mangel paa Erkjendtlighed, være utaknemmelig mod En.
Vantorv, f. Unødvendighed. Da va ingjæ Vantorv: det kunde nok behøves. Søndre Berg.
vantrivast, (-treivst), v. n. vantrives.
Vantru, f. Vantro, Tvivl.
vantruen, adj. vantroende, utilbøielig til at troe.
vantrøyste (seg), v. a. blive mistrøstig, føle Modløshed.
vanturka, adj. forlidet tørret.
Vanvare, (m.), Vanvare.
vanvida (aab. i), adj. for knap i Veden; om Trækar, hvori Staverne ere lidt for smale, saa at de ikke falde tæt sammen. N. Berg. (tildeels vanvea). Den modsatte Feil hedder forvida.
vanvitug (aab. i), adj. uforsttandig; ogsaa vanvittig. I begge Tilfælde sjelden. Jf. fꜳvitug, fꜳvis.
vanvyra (aab. y), v. a. (e—de), 1) ringeagte, foragte, forsømme, behandle skjødesløst. 2) haane, beskjæmme. Vestenfjelds. I B. Stift: vanvyrja (s. vyra); andre St. vanvøre. G. N. vanvirða.
vanvyrd, adj. foragtet, forsømt.
vanvyrleg, adj. foragtelig, haanlig, skammelig. B. Stift.
Vanæra, f. Vanære, Skam.
vanærleg, adj. skammelig, haanlig.
van-øva (seg), v. a. (e—de), vakle, staae i Tvivl; ogsaa grue, ængstes for noget. Voss. (Jf. æva).
vanøven, adj. tvivlraadig, vaklende; ogs. ængstlig. Voss. (Jf. forøven).
Var, n. Vaar, til Puder; s. Vær.
Var, n. Værd; Betaling; see Vær.
Var, m. Voer, Materie, Sliim, især i Øinene (Augnavar). Shl. Hard. Tell. — G. N. var, n. Sv. var.
var, adj. 1) varsom, forsigtig. G. N. varr. vera var um seg: see nøie omkring sig, have Øinene paa alle Sider. — 2) vaer, opmærksom paa. I Forbindelsen „verte var“, ɔ: blive vaer, see, opdage. Eg vart dæ ’kje var’e. — 3) sky, bange, som let flyer; ogsaa skræmt, forskrækket. Han æ ilt var’e: han er bleven skræmt, har mærket noget ondt. (N. Berg.). Ein var’e Fugl: en sky Fugl.
var, ɔ: bliver, skal være; see vera.
Vara, f. Vare, Produkt, Handels-Artikel. (G. N. vara). Mest i Fleertal. — Om et andet Vara see Vare.
vara, v. n. (e—te), vare, vedvare, vedblive. Nogle St. vꜳrꜳ. (G. N. vara). Imperf. tildeels varde og vare. — Et andet vara er en Form af vera.
vara, v. a. (a—a), 1) advare, paaminde, varsle. Eg vil vara deg fyre da (el. um da). Søndre Berg. og fl. G. N. vara. (Ellers siges nu oftere: atvara). — 2) vogte, tage i Agt. vara seg: vogte sig. var’ deg: vogt dig. Mere alm. og meget brugl. — 3) mærke, vide af, blive opmærksom paa. Hard. Da kann verta før du varar: det kan skee førend du veed af det.
vara (for varda), v. a. og n. (a—a), 1) vedkomme, staae i noget Forhold til, være beslægtet med. D’æ væst fyre
