(Draget). N. Berg. 2) Lundstikke, Tværnagle paa Enden af en Axel. Gbr. — 3) en streng Advarsel. Sdm. Han sette me slik ein Varnagle fyre. (Sjelden). Sv. varnagel.
Varp, n. 1. 1) et Kast med et Fiskevod, en Udsætning. Gbr. Østerd. Oss sette fem Varp: vi udsatte Voddet fem Gange. G. N. varp, Kast. (Jf. verpa). — 2) en Fiskeplads, Sted hvor man fisker med Vod. Østerd. (= Kast). Ogsaa en Indretning til Laxefangst; see Verpe. — 3) Bedrift, Handel. Han heve gjort eit godt Varp: han har gjort et godt Kast, en god Handel. Tell.
Varp, n. 2. Rendegarn, Rending i en Væv. (Modsat Væft). Isl. og Sv. varp. — En egen Betydning forekommer i Talemaaden „spinne pꜳ Varp“, ɔ: spinde Traaden saaledes at den dreier sig til Høire (= rettsøles). Sdm. (Modsat: spinne pꜳ Væft).
Varpa, f. en Indretning til Laxefiskerie (see Verpe). Helg.
varpa, v. n. og a. (a—a), 1) fiske med Vod, kaste; især længe eller mange Gange. Helg. — 2) varpe, hale et Fartøi frem. — 3) med seg (varpa seg): kaste sig, vrides under Tørringen, blive skjæv; om Planker og Stokke. B. Stift (sjelden).
varpa, adj. oplagt, om en Væv; beskaffen med Hensyn til Rendegarnet.
Varpenot, f. et lidet Fiskevod. Shl. Jf. Kastenot.
Varping, f. Kasten; Varpning.
varsam, adj. varsom, forsigtig. Mest brugl. i Tr. Stift. (Jf. var). — Varsamheit, f. Varsomhed. (Skulde hellere hedde Varsemd).
Varsemyss, s. Vorfrumyss.
Varskie (Varskji), f. en Ramme af smale Fjele, som bindes til paa Siderne af et Læs. Gbr. og fl.
varskua, v. a. varskoe. (Nyt Ord).
Varsl (Vars’el), n. Varsel, Tilsigelse; ogsaa Tegn, Forvarsel.
varsla, v. a. (a—a), varsle, tilsige. — Om et andet varsla see versla.
Varstyvel (aab. y), m. Overstøvler, Reisestøvler. Gbr. og fl.
vart, blev. Imperf. af verta.
vart (langt a), s. var, varm, verja.
Vartak, n. Overtag, øverste Lag i Taget paa et Huus; egentlig en Beklædning oven paa Taget. Ag. Stift. Hedder ogsaa Vara-tak. Ellers kaldet Kvavtak (Vald.) og Kvꜳv (Tell.).
varug, adj. varig, vedvarende. Hedder ogsaa varig’e (B. Stift), varau (Tr. Stift), vorug, aab. o (Vald.), vurug (Hall. Gbr.).
Varveitsla, f. Varetægt, Forvaring; ogsaa Tilsyn. B. Stift; udtalt deels Varveitla, deels Varveltle. G. N. varðveizla (af varðveita, forvare).
varveitslelaus, adj. ubevogtet, forsømt, uden Tilsyn. N. Berg.
Varvott (aab. o), m. egentlig en Vante mere end man for Øieblikket behøver, (en tredie Handske); sædvanlig: en Ting, som egentlig ikke behøves, men som man dog tager med sig for at have den i Baghaand, naar en anden slaaer feil. Hedder ogsaa Varavott. (Søndre Berg.). Eg vil ikje fara so som ein Varavott: jeg vil ikke saaledes følge med som en overflødig Ting. Jf. Vare.
Vas, n. Fjas, Sladder, Vaas. B. Stift, Tell. (Af vasa).
vasa, v. n. (a—a), sladre, vaase. (Egentlig sammenrøre). B. Stift, Tell. og fl. Hedder ogsaa vꜳsꜳ (Gbr.) og væse (Helg.). Heraf Vasing, f. Vaas. Vasekopp, m. og Vasekolla, f. en Vaaser.
Vase, m. 1) en Visk, Tot, sammenviklet Klynge, f. Ex. af Traad eller Haar. N. Berg. og fl. (Meget brugl.). I Gbr. Vꜳsꜳ. (Sv. vase, Knippe). — 2) en Flok, Hob, en Mængde Mennesker eller Dyr, som staae tæt sammen. Helg. Hertil Mannvase, Folkevase, Sau’vase og fl. — I Mandals Amt betegner Vase tildeels et Slags Hovedpynt for Kvindfolk.
vasen, adj. fuld af Vaas eller Sladder.
vaska, v. a. (a—a), vaske. (Nyere Ord). Jf. tvꜳ og lauga. — Heraf Vask, n. Vask; ogsaa Overskylling af Bølger eller Søgang. — Vaskarvatn, n. Vaskevand.
Vasl, n. Fjas, Snak, unyttige Paafund (= Tøv). S. følgende.
vasla, v. n. (a—a), snakke taabeligt, ønske eller begjære unyttige Ting; ogsaa forsøge paa noget unyttigt, uleilige sig med noget som ikke duer eller som ikke behøves. Meget brugeligt i Nordre Berg. Sdm. Ndm. og Ørk. (med den særegne Udtale vatle, valtle eller valsje). Eg veit ikje kva du vatla mæ: jeg veed ikke hvorfor du vil gjøre dig saadan Uleilighed. — Ordets Begreb er vanskeligt at gjengive i Skriftsproget. Jf. tøva, masa, prima.
vaspa, v. n. vade, søle, gaae i Vand eller Væde. N. Berg. Heraf Vasp.
