vassa, v. n. (a—a), vade. Meget brugl. i Kri. Stift, ogsaa i Shl. og Hard. (hvor vada, eller va, er sjeldent). Heraf Vassing, f.
Vass-arv, m. Fuglegræs, Vandarve (Alsine media). Meget udbredt. Hedder ogs. Blautarv (Ørk.), og i Sogn: Vasshavre. I Hard. kaldes denne Væxt: Arve, medens derimod Vassarv betegner „Vandstjerne“ (Callitriche). — „Vass“ er den almindelige Sammensætningsform af Vatn (Vand), egentlig en Forkortning af „Vatns“ og skulde saaledes rettest skrives „Vats“ ligesom i Islandsk.
Vassꜳ (for Vats-sꜳ), m. Vandkar.
vassbart, adj. udvandet, udblødnet af Regn; om Korn og Hø. Helg.
vassbera (aab. e), v. a. overøse med Vand, slaae Vand paa. N. Berg.
Vassblom, m. Vandlilie, Aakande (Nymphæa). Jæd. og fl. Ellers kaldet Vassoleie (Nhl.), Vassrosa (Shl.), Vassgꜳs (Sdm.). Om de øvrige Navne see Tjønneblom.
Vassdrag, n. Vanddrag, Flodløb, en Elv med de dertil hørende Søer eller Smaavande fra det første Udspring til Udløbet i havet. Søndenfujelds.
vassdrukkjen, adj. gjennemtrukken af Vand; især om Træ.
Vassele (aab. e), m. et Aag eller kort Træ med Kroge paa Enderne til at bære Vandbøtter med. N. Berg. Gbr. og fl. Ogsaa kaldet Vass-tre (Ørk.).
vassen, adj. vandagtig, som har en vandig Smag; om Frugter. Sdm. og fl. — Jf. veskjen.
Vassende, s. Vassos.
Vassfar, n. Vanddrag, Flodløb (omtrent som Vassdrag). Buskerud og fl.
Vassfisk, m. Færskvandsfisk.
vassfljuga, v. n. (flyg, flaug), løbe i Vand, blive vaad, rinde; om Øinene, f. Ex. af Røg eller Blæst. B. Stift; ogsaa i Tell. (vassfluge). Jf. vatnast.
Vassfløde, n. Vandflom, Oversvømmelse af Elvene. N. Berg. (Isl. vatsflóð).
Vassfoll, f. Vandfælde, Rottefælde som sættes paa et Vandkar.
Vassfugl, m. Vandfugl, Svømmefugl.
vassfull, adj. vandfuld, vandig.
Vassfær, f. en Dragt Vand, to fulde Bøtter. B. Stift. Ved Trondhjem ogsaa Vassfora (Vasfol).
Vassgras, n. Græsarter som voxe i Vand; Siv, Rør og fl.
Vassgraut, m. Vandgrød, til Omslag paa syge Lemmer. Tr. Stift.
Vassgror, m. Planter som voxe paa Bunden i Færskvandene.
Vasshola (aab. o), f. Vandhule.
Vass-is, m. Iis paa Færskvand.
Vasskall, m. et Slags smaa svømmende Dyr i Vandpytterne; egentlig Larver af Myg. N. Berg.
Vasskalv, m. en Hinde som omgiver Fosteret i Dyrene (især Køerne). N. Berg.
vasskjent, adj. vaadt, sumpigt, fuldt af Vand; om et Landskab. Indr.
vasslaus, adj. som mangler Vand.
Vassløysa, f. Vandmangel.
Vassmꜳl, n. Vandflade, Vandets Overflade. Ag. Stift. Nogle Steder Vasskorpa. Jf. Sjølok, Sjøtrøm.
Vassnøyte, n. Vandsted paa en Gaard, det Sted hvor man henter Vand. Sdm.
Vassoleie, see Vassblom.
Vass-os (oo), m. den nederste Ende af en Indsø, eller det Sted hvor en Elv løber ud af samme. Den øverste Ende kaldes tildeels Vassbotn. I begge Tilfælde siges ogsaa Vassende.
Vassott (oo), f. egentlig: Vatersot (Isl. vatssótt): en Sygdom hos Kvæget (især Faarene), kjendelig derved at Kroppen bliver opfyldt af en vandagtig Vædske. Ogsaa kaldet Vassykje.
Vasspretta, f. Vandloppe; smaa Insekter som hoppe paa Vandet. Sogn og fl. Ogsaa kaldet Vassloppa.
vasstett, adj. vandtæt.
Vasstre, n. see Vassele.
Vasstrøm, m. Vandflade, Vandbryn. N. Berg. (S. Vassmꜳl).
Vassvarg, see Vetteljos.
Vassvꜳnd, m. Vandrotte, Vandmuus. Tell. — Jf. Vꜳnd.
Vassveg, m. Vei til Vandstedet paa en Gaard.
Vassæling, m. et Anfald af Væmmelse, hvorved der samler sig en Mængde Vand i Munden. Ørk. Ellers Hugbit.
vata, s. vita. — vatla, s. vasla.
vatlast, flyde i Vand; s. vatnast.
Vatn (Vatt’en), n. 1) Vand. Formen Vatn er endnu almindelig, undtagen ved Byerne søndenfjelds, hvor man tildeels bruger den nye Form Vann (i Lighed med Bonn for Botn). G. N. vatn. Sv. vatten. Betyder især færskt Vand, i Modsætning til „Sjø“ eller Havvand. I et Par Talemaader betegner det ogs. Urinen. (halde Vatn’e; kaste V.). — 2) et Vand, en Indsø, stor Vandsamling inde i Landet. I denne Betydning har det i Fleertal
