Votn, aab. o (B. Stift og fl.), Vøtn (Hall.). G. N. vötn. Et meget stort Vand hedder ellers ogsaa Fjor (Søndenfjelds); et lidet Vand hedder derimod Tjønn (Kiønn) og de mindste Vandstader kaldes Dam, Hyl og Søyla. — 3) Vand til en enkelt Vaskning eller Udblødning. (Fleertal Votn). Eg ha vaska da i tvau Votn: jeg har vasket det to Gange i reent Vand (nemlig anden Gang i nyt Vand). Sogn, Nhl. og fl. Dæ va bløytt i try Votn. — I Sammensætning faaer det Formen Vass (egentl. Vats), hvorom see foran. Ligesaa i Forbindelsen: „te Vass“, ɔ: til Vandet. Jf. Gaardsnavnene „Vatne“, som egentlig er Dativformen. Vatn’a imillom: fra det ene Vand til det andet. (I N. Berg.: myllꜳ Votnꜳ). taka seg Vatn yve Haud: paatage sig mere end man kan udføre.
vatna, v. a. (a—a), vande; a) føre tilvands, lade drikke; b) væde, lede Vand til f. Ex. en Ager; c) lægge i Vand, udbløde. G. N. vatna.
vatnast, v. n. blive fuld af Vand, blive vaad, rinde; især om Øinene. Søndre Berg. Hedder ogsaa vatlast (Shl. Jæd.). Ellers vassfljuga.
Vatning, f. Vanding; Overgydelse med Vand, f. Ex. paa en Ager.
Vatning, m. Indbygger af et Sted som ligger ved Vandet eller hedder Vatne.
vatt (vandt, heisede), s. vinda.
Vaul, m. 1) Vaden, især i Snee. (Snøvaul). Sdm. 2) et meget grundt Sted, et Sund som man kan vade i. (Sjelden). Vel egentlig Vadel el. Vodul. Isl. vaðall.
vaule, v. n. vade, i Snee. Sdm.
Vaur (for Vedur), s. Ver.
Vav, n. Svøb, Omvikling, tynde Strimler til at omvikle eller tilrøre noget med. Tell. G. N. vaf. Jf. vevja.
vava, v. a. (a—a), 1) svøbe, vikle eller røre omkring noget. Tell. Hard. Hedder ellers vevja og vevla. — 2) opvinde et Traadnøgle. „vava upp eit Noa“ (s. Noda). Hard. — vava er ogsaa en Udtaleform af veva.
vavla, v. n. lalle, tale utydeligt; om Børn og drukne Folk. N. Berg. Nogle Steder: babla.
vavra, v. n. gaae frem og tilbage, spadsere, være i Bevægelse. Østerd. (Isl. vafra).
Vꜳ, f. 1. 1) Skade, Uheld. Tell. (Jf. Vꜳde). 2) Fare, Frygt; ogsaa Tvivl, Uvished. Rbg. Hedder ogsaa Vo. Dæ kann vera ei Vꜳ, um han kjem’e: det kan være uvist o. s. v. G. N. vá, Fare. Jf. vꜳhøv og vꜳst.
Vꜳ, f. 2. Vævbrede; et Stykke Tøi, som har Vævens hele Brede. Saaledes om de enkelte Stykker hvoraf et Seil er sammensyet. Sdm. (Fleertal Væ). Jf. Stav. Ligesaa om de enkelte Breder i store Klædningsstykker, f. Ex. Skjørter. Shl. (Forekommer ogsaa i Formen Vo). Ellers kaldet Breidd og i Tr. Stift: Dyft. I Sdm. siges ogsaa Vꜳ om de sammensatte Stykker i et Fiskevod. Jf. Vꜳbolk. (G. N. váð, Klæde, Garn, Seil). Dersom Ordet egentlig skulde hedde Vꜳd eller Vod, kunde det sættes i Forbindelse med vøde (ɔ: klæde) og det foranførte Vadmꜳl.
vꜳ, v. n. (r—dde), trække et Fiskevod paa Land; eller egentlig optrække Voddets mellemste og dybeste Deel med den deri samlede Fisk. Sdm. Hertil Vꜳplass, el. Vꜳingsplass, m. et bekvemt Sted til at optrække Voddet paa. — Om et andet „vꜳ“ see vada.
Vꜳbolk, m. den dybeste eller mellemste Deel af et Fiskevod (Not). Sdm. Ved Bergen kaldes det Soknabolk.
Vꜳbøn, f. et ondt Ønske, en Forbandelse. Tell. (Ellers Ubøn, Obøn).
Vꜳde, m. 1) Vaade, Fare. (Jf. Vꜳ). G. N. váði. — 2) et uheldigt Menneske, En som forfølges af Ulykker. N. Berg. (Jf. Vꜳe).
Vꜳdeverk, n. Vaadeværk; farlig Gjerning. Tell. og fl.
Vꜳe, m. et uforsigtigt Menneske, En som gjerne foretager sig farlige Ting. Hall. — Ellers det samme som Vꜳde.
Vꜳg, f. 1. 1) Vægt, en stor Vægtskaal til tunge Varer. B. Stift. (G. N. vág; Sv. våg). leggje pꜳ Vꜳggj’a: lægge i Vægten, paa Vægtskaalen. (N. Berg.). Af vega, vog. — 2) Vægtstang, Løftestang, lang Stok hvormed man løfter eller flytter noget tungt, f. Ex. en Steen. B. Stift (s. vega). En mindre Vaag kaldes Brut, Lunn, Handspik. — 3) en Vog, Vægt af 72 Marker eller 36 Skaalpund. Brugeligt overalt vest- og nordenfjelds; derimod sjeldnere søndenfjelds. (G. N. vág). — 4) en vis Jordskyld, som svarer omtrent til to Skylddalere. Nordre Berg. og tildeels i Tr. Stift. Benævnelsen grunder sig egentlig paa den gamle Landskyld af en Vog Fisk. En Vog deles ellers i 3 Pund (Bismerpund), hvert paa 24 Marker.
Vꜳg, f. 2. Bølge, Vove; især om de
