store Bølger efter en Storm. Tell. (med Fleertal Vꜳgjir), og tildeels i Ag. Stift. Sv. våg.
Vꜳg, m. 1. en Bugt i Strandbredden, en liden eller smal Vig, især med grundt Vand. Meget brugl. G. N. vágr. (Isl. vogr). Hertil Gaardsnavnene Vꜳgje, Vꜳgjen, Vꜳganne. — Vꜳgsbotn’en: det Inderste af en Bugt. Vꜳgsmynne, n. det Yderste af samme. (Sjelden).
Vꜳg, m. 2. Voer, Svulst, Materie i Bylder og Saar. B. Stift, Tell. og fl. G. N. vágr. (Jf. Verk). — Hertil Vꜳgmor, f. Kjernen i en Byld, den tykkeste Voer i Midten af Bylden.
Vꜳg, n. Vovespil, det at man vover noget. (Af vꜳga). B. Stift.
vꜳga, v. a. og n. (a—a), 1) vove, sætte paa Spil; ogsaa fordriste sig til. G. N. vága. vaage seg til: vove sig til at gjøre noget. — 2) forsikkre, indestaae for. Dæ skal eg vꜳge: det skal jeg forsikkre. — 3) vædde, gjøre Væddemaal. Dei ha vꜳga um dæ. Kor mykje sku me vꜳge um?
vꜳgall, adj. vovelig, farlig. Mest i Neutrum (vꜳgalt). B. Stift.
Vꜳga-mat, m. Hvilepunkt under en Løftestang; en Steen eller Klods som lægges under Løftestangen for at holde imod, naar Stangen trykkes ned. N. Berg.
Vꜳgan, f. see Vꜳgnad.
vꜳgande, adj. som man kan vove. Dæ va ’kje vꜳgande: det var noget for dristigt, man kunde ikke vove det.
vꜳgasam, s. vꜳgsam.
Vꜳgatungje, m. en Vogs Tyngde; noget som veier omtrent en Vog.
vꜳgꜳ, s. vega. Vꜳgꜳ, s. Veg.
Vꜳgespel, n. Vovespil.
Vꜳgevægt, f. Vægt som er indrettet til Voger og Bismerpund. — Derimod: Vꜳga-bismar, m. Bismer hvorpaa man kan veie en fuld Vog. Ligesaa Vꜳgaskora (aab. o), f. den Skure i Bismeren som betegner en fuld Vog.
Vꜳging, f. Voven; Væddemaal.
vꜳglaust, adv. trygt, sikkert, uden at vove noget. Oftere vꜳgalaust. (B. Stift).
Vꜳgmor, s. Vꜳg, m.
Vꜳgnad, m. 1) Vovespil, Fare, det at noget staaer i Vove. 2) Ansvar, Risiko, Forpligtelse til at indestaae for en Ting. D’æ han som skal ha’ Vꜳgna’n: det er han som skal være ansvarlig. „taka Vꜳgna’en pꜳ seg“: paatage sig at være ansvarlig for en Ting eller erstatte den hvis den gaaer tabt. Meget brugl. i Berg. Stift. I Tell. bruges ogsaa Formen Vꜳgan, f.
vꜳgsam, adj. 1) dristig, forvoven. — 2) vovelig, forbunden med Fare. Hedder oftere vꜳgasam.
Vꜳgskꜳl, f. Vægtskaal. (Sjelden).
Vꜳgvær, m. Indbygger af et Sted som hedder Vaage eller Vaagen. Ogsaa Vꜳgeværing.
vꜳhøv, adj. usikker, som lettelig slaaer feil; f. Ex. om et Fiskerie. „D’æ so vꜳhøvt“. Sdm. — Jf. vꜳskjøytt.
Vꜳk, m. Barn; Drengebarn, Smaadreng. Meget brugl. i Ørk. og Ndm. — Jf. Vækja.
vꜳk, adj. svag, afmægtig, skrøbelig; ogsaa: slet, daarlig. Rbg.
Vꜳk, n. s. Vok. — Vꜳka, s. Voka.
Vꜳkꜳ, s. Vak. — vꜳkꜳ, s. vaka.
Vꜳkenhus, n. Vaabenhuus, Indgangen i en Kirke. N. Berg. — Sv. våkenhus.
Vꜳl, m. Træer eller Stokke, hvis Grene ere afbrændte; Stub paa en afbrændt Mark (Brote). Buskerud. — I Inderøen: Vꜳr, el. Vꜳl (med tykt l), om en Dynge, Hob, Masse; især af Ved. Ogsaa kaldet Ratvꜳr. I Namdalen: Rakavar (val), og Varhaug, om en Dynge af Drivved. — I svenske Dial. vål, en Forhugning. (Ordets egentlige Form er saaledes ubestemt).
vꜳla, v. n. (a—a), tude, hyle, skrige. N. Berg. (G. N. vála). Heraf Vꜳling, f.
vꜳleg (vꜳle), adj. farlig, slem. Ørk. Indr. — I Ørk. bruges ogsaa: vꜳleien, adj. 1) farlig; 2) ubesindig, forvoven. (Enten for vꜳlegjen eller vꜳleiden).
vꜳlynt, adj. n. ustadigt, usikkert. Tell. — Jf. vꜳhøv, vꜳskjøytt.
vꜳma, v. n. (a—a), tumle omkring, vandre blindt hen. Hard. Sogn.
Vꜳmb, f. (Fl. Vemb’er), Vom, Bug, Mave; paa Dyr og Mennesker. Meget brugl. Skulde egentlig skrives Vomb og gaaer over til Vømb (Valders). G. N. vömb, vomb. I de drøvtyggende Dyr betegner det ogsaa den egentlige Vom eller den største Afdeling af Maven. (Ellers kaldet Gorvꜳmb). Fleertal hedder Vemb’e (Sogn) og Vembr’e (Sdm.); hertil Udtrykket „Storevembr’e“ om stormavede og storædende Folk. — I Sammensætning Vꜳmba; f. Ex. Vꜳmbafylla, f. Bugfylde; Mad som snart fylder Maven. Vꜳmbakaggje, m. spotviis om en tykmavet Karl. (N. Berg.). Vꜳmbakast, n. heftigt Aandedræt; Stønnen,
