Pusten (Nhl. Sdm.). Vꜳmbaspreng, m. en stor Overfyldelse med Mad eller Drikke.
vꜳmba, adj. stormavet, tykmavet. Ogsaa beskaffen med Hensyn til Mave; f. Ex. tjukkvꜳmba.
vꜳmbast, v. n. blive tyk over Maven, faae stor Vom.
vꜳmblaus, adj. meget smal over Maven. I Berg. Stift: vꜳmbalaus’e. Heraf Vꜳmbaløysa, f. Tomhed, Smalhed.
Vꜳnd, m. 1. Jord-Rotte, et Slags Muus som graver Gange og Huler i Jorden. (Lemmus amphibius). Tell. Gbr. og fl. Jf. Vassvꜳnd og Vandskjer. (Egentlig Vond).
Vꜳnd, m. 2. Spile, Splint, tynd Klods som slaaes fast for at dække en Brist eller Revne, især paa en Baad. N. Berg. (sjelden). G. N. vöndr, Kjæp.
Vꜳnd, n. Gjærdsel, Gjærdefang af Grene og Træer. Sdm. Ørk. (Gjærevꜳnd). G. N. vönd, vond. (N. g. Love I, 241). Ellers Fang.
vꜳnda, v. n. hugge Træer og Grene til Gjærdsel; ogsaa sætte et Gjærde i Stand. Sdm.
Vꜳndebauk, m. Jordrotternes Gange og Huler i Jorden; et udgravet Hul (ligt Muldvarpeskud). Gbr. Ørk. I Tell. Vꜳndeboku (aab. o), f. — See Vꜳnd.
Vꜳndel, m. (Fl. Vꜳndla, r), en stor Høvisk, et sammenviklet Nøgle af Hø Halm til Maaltid for en Ko. B. Stift og fl. (Egentl. Vondel). I Ag. Stift tildeels Vandel; nogle St. Vandle. I Ørk. og Indr. siges Valle. (Jf. Holgje). Isl. vöndull. I svenske Dial. våndel.
vꜳndla, v. n. (a—a), 1) sammenvikle Høet i visse Portioner for Køerne; uddele Foderet. I Ag. Stift vandla. (Jf. viska). 2) kludre, klodse, sammenjaske skjødesløst. N. Berg.
Vꜳngse, m. et Plovjern. Yttre-Sogn. Skal paa andre Steder hedde Vangsne; ogsaa Veksne (Hedemarken). I gamle Skiftebreve i Sogn skal det hedde Vangsnede og Aurvangsnede. Altsaa vel egentlig Vangsnide (aab. i) eller maaskee Vagnsnide.
Vꜳngskjegg, s. Vangskjegg.
Vꜳnot (oo), f. Midten af et Fiskevod (= Vꜳbolk). Sdm.
Vꜳpen (Vꜳp’n), n. Vaaben. G. N. vápn. (Sjeldent Ord).
vꜳpna, v. a. bevæbne (Sjelden).
Vꜳr, m. Vaar, Foraar. Paa nogle Steder Neutrum. (Tell.). G. N. vár, n. — I Vꜳr: ivaares, i sidstledne Vaar (dog tildeels ogsaa om den tilkommende). Ligesaa: „i Fjor Vꜳr“ om den forrige, og „i fyrre Vꜳr“ om den næstforrige eller tredie Vaar tilbage. Te Vꜳrs: til Vaaren, til næste Foraar. Dæ lid ꜳt Vꜳra: det stunder til Vaaren.
Vꜳr, m. Hob, Dynge; see Vꜳl. Om et lignende Ord see Vor.
vꜳr, adj. (pron.), vor. G. N. várr. I Kr. Stift ombyttes det ofte med okka (okkon, kons). I N. Berg. har det i Dativ vꜳrꜳ, i begge Tal, f. Ex. mæ Bꜳt’a vꜳrꜳ (med vor Baad); i Bokꜳ vꜳrꜳ (i vore Bøger). I eet Tilfælde udtales det altid (idetmindste i B. Stift) som vor, med aab. o, nemlig i Udtrykket „vor Herre“ (ɔ: Gud). Det samme synes at være Tilfældet i det ord Vorfrumyss, som ellers sædvanlig gaaer over til Voffermyss og fl. — Istedetfor „vꜳr“ findes ogsaa Formen: vonn (tildeels i Nhl. og Ørk.). Egentlig en Levning af det gamle Akkusativ: várn.
vꜳrast, v. n. (Imp. -ast), blive Vaar, see ud til Vaar (nemlig naar Veiret formildes og Jorden grønnes).
vꜳrꜳ, s. vara og vera.
Vꜳrbeite, n. Græsning om Vaaren; den Mark hvorpaa Kvæget først græsser.
vꜳrbrꜳ, adj. (vꜳrsnar), som faaer tidlig Vaar. (Om en Gaard el. Bygd, som ligger beleiligt for Solen, saa at Jorden snart bliver iisfri og begynder at grønnes). Helg. og fl. Mest i Neutrum (vꜳrbrꜳtt). I Sogn hedder det vꜳrfimt (af fim). Paa nogle Steder skal det hedde vꜳrnæm, hvilket ellers er det bekvemmeste af disse Ord.
vꜳrbær, adj. om en Ko, som skal kalve (eller har kalvet) om Vaaren. Temmelig alm. (Af bera). — Ligesaa Vꜳrbæra, f. en Ko som kalver om Vaaren. Nhl. og fl.
vꜳrfim (aab. i), adj. see vꜳrbrꜳ.
Vꜳrfiskje, n. Fiskerie, som drives om Vaaren. Nordenfjelds især om Torskefiskeriet, som ellers sædvanlig begynder i Februar Maaned.
Vꜳrfjos, n. Sommerstald, Fæhuus ved Veien til Udmarken. I N. Berg. Vꜳrfjøs, m. Ellers Sumarfjos.
Vꜳrgidn (gjidd’n), f. Luftspil (det samme som Sꜳgidn). Hard.
Vꜳrgjæle, f. Fregner, Solpletter eller solbrændt Farve i Ansigtet. Sdm. Ndm. (S. Vꜳrhæsa). — vꜳrgjælet (-ette),
