adj. solbrændt og fregnet. (Uvis Oprindelse).
Vꜳrgror, m. Græs som spirer tidlig om Vaaren.
Vꜳrhagje, m. s. Vꜳrbeite.
Vꜳrhæsa, f. Fregner og solbrændt Farve i Ansigtet. Sogn (= Vꜳrgjæle). Egentlig Fortørrelse; s. Hæsa.
vꜳrkynna, v. n. (e—te), ynke, beklage, have Medlidenhed med. Hard. I Tell. hedder det vꜳrkunne. Da æ ’kje noke te vꜳrkynna han fyre: det er ikke noget som man skal ynke ham for; det maa han vel finde sig i. G. N. várkunna. (Isl. vorkenna). — Et Subst. Vꜳrkunn skulde ogsaa findes.
Vꜳrlag, n. Luftens og Jordens Beskaffenhed om Vaaren.
vꜳrleg, adj. vaarlig, som passer til Vaaren; især om Veiret. I Nhl. hedder det vꜳrale’.
Vꜳrlit (aab. i), m. vaarlig Farve; Jordens tiltagende Grønhed.
Vꜳrmꜳnar, pl. m. Vaarmaaneder (el. egentlig Maaner; see Maane).
vꜳrnæm, adj. s. vꜳrbrꜳ.
Vꜳr-onn, f. Vaar-Arbeidet paa Agrene; Pløiningen; ogsaa Pløiningstiden. Ogsaa kaldet Plogonn.
Vꜳrsbolk, m. Foraarstid; ogsaa en Deel af Vaaren.
Vꜳrside, s. Vꜳrstid.
Vꜳrsild, f. stor Sild, som fanges om Vaaren eller Vinteren.
Vꜳrskrakje, m. Kreatur som er udmagret ved Fodermangel. Ogsaa kaldet Vꜳrsrak, n. Sdm.
Vꜳrsnau(d), f. Fodermangel, foraarsaget ved en langvarig Vinter. I N. Berg. Vꜳrsnød. Paa Helg. Bunø(d).
Vꜳrstid, f. Vaartid, Foraar. Kaldes ellers: Vꜳrspart’en (Berg. Stift), Vꜳrsi’a (Søndenfjelds), Vꜳrtal’e (Tr. Stift).
Vꜳrtal, s. Vꜳrstid.
vꜳrtidd, adj. om en Ko, som skal kalve om Vaaren. B. Stift.
Vꜳrver (-vær), n. Foraarsveir.
Vꜳrvinna, f. Pløining (= Vꜳronn). N. Berg. og fl.
vꜳrvinna, v. n. (a—a), arbeide med Pløiningen, tage Deel i Vaararbeidet; især om leiede Folk.
Vꜳs, n. Strabads, Besvær; især om en Udreise paa Søen og om et Ophold ude i Væde og Uveir. Meget brugl. i Sdm. (G. N. vás synes at betyde omtrent det samme). I nordre Sdm. siges ogsaa Vꜳsbu, n. om en Gjennemblødning, et Arbeide hvorved man bliver dygtig vaad. (Jf. Isl. vosbuð).
vꜳsa, v. n. (a—a), strabadsere, reise eller arbeide meget i Væde og Uveir; især paa Søen. Sdm. Ogsaa v. a. f. Ex. Dei ha vꜳsa dæ heim: de have slæbt det hjem.
vꜳsa, v. a. (a—a), ynke, beklage, sørge for. Hard. Han æ ’kje te vꜳsa: han er ikke at ynke, det er ikke saa ilde med ham.
Vꜳsar, m. en stræbsom, dygtig Karl, En som ikke skyer Strabadser. Sdm.
vꜳsꜳ, s. vasa. Vꜳsꜳ, s. Vase.
Vꜳsing, f. Strabads (= Vꜳs).
vꜳskjøytt, adj. usikker, flygtig, som let slaaer feil. Sdm. (Isl. voskeyttr, forgjængelig).
Vꜳsklæde, pl. n. Uveirsklæder, Reiseklæder. Sdm. (Isl. vosklæði).
vꜳst, adj. n. uvist, ikke afgjort. Nhl. Da kann vera vꜳst um han fꜳr da. D’æ vꜳst um da vert’e: det er uvist om der bliver noget af. (Maaskee af et Adj. vꜳ). Jf. Vꜳ, f. I Sdm. siges i samme Betydning: „Dæ veist“, og i Tr. Stift: „Dæ velst“.
vꜳt, adj. vaad, fugtig. G. N. vátr. Ogsaa gjennemvædet, som gaaer i vaade Klæder. Ligesaa om Veiret: fugtigt, regnfuldt. (Jf. Væta). Han fekk korkje vꜳtt elder turt, ɔ: hverken Mad eller Drikke.
vꜳtꜳ, s. vita. Vꜳtꜳ, s. Vite.
vꜳtfengt, adj. fugtig. Tr. Stift.
vꜳtklædd, adj. som gaaer i vaade Klæder.
vꜳtleg, adj. fugtig. Jæd.
vꜳtlendt, adj. om en Mark eller Strækning, som har vaad, fugtig Grund. Temmelig alm. I N. Berg.: vꜳtlend’e; f. Ex. om en Ager.
vꜳtna, v. n. (a—a), vædes, blive vaad eller fugtig. Alm.
Vꜳtr, n. en Stakkel, En som lider og slæber meget. Sdm. Gbr. — I Gbr. siges ogsaa: Tꜳvr.
vꜳtra, v. n. slæbe, strabadsere, lide ondt. Sdm. Gbr.
Vꜳtrøyk, m. fugtig Damp, Uddunstning af fugtige Ting, f. Ex. Hø, vaade Klæder o. s. v. B. Stift.
vꜳtsam, adj. fugtig, jævnlig vaad; fuld af Regn, om Luften. B. og Tr. Stift.
Vꜳtsig (aab. i), n. Fugtighed i Jorden i Nærheden af Bække eller Kilder. Tell.
vꜳtskodd, adj. vaadskoet, vaad paa Fødderne.
Vꜳtt, n. Vædske, Taar, Draabe. Eit
