lite Vꜳtt: en liden Taar. Kvart eit Vꜳtt: hver eneste Draabe. Eit Mjelke-Vꜳtt: en Smule Mælk. B. Stift. Jf. Skvett, Dogg, Drope.
vꜳtta, v. a. (a—a), agte, skjøtte om. Han vꜳttar inkje kva da kostar: han bryder sig ikke om hvor meget det koster. Hard.
Vꜳtver (ee), n. fugtigt Veir, Regn, Bløde. Modsat Turrver.
vꜳvꜳ, s. veva.
vꜳverkjen, adj. forvoven, dumdristig, tilbøielig til farlige Foretagender. Ndm.
Ve, f. Grunden af Ildstedet (Gruven), Arnens Bund, hvor Gløderne samles. Ndm. I Sdm. kaldet Bæd.
Ve, m. s. Vid. — ve, adv. s. ved.
ve (aab. e), forkortet af vera.
ved, adv. og præp. ved, nærved, hos, med. I Nfj. og Sdm. hedder det vid (aab. i); andre Steder: ve. (G. N. við). Er ellers lidet brugeligt, da det almindeligst ombyttes med „mæ“ (med). I Gbr. og flere Steder i Ag. Stift bruges det i Betydningen: nær ved (om Stedsforhold) eller: ved Siden af, f. Ex. Ne ve Elv’e: nede ved Elven. (Ligesaa: att-ve, ut-ve og fl.). Andre Steder bruges kun „mæ“. Sydligst i Tr. Stift bruges det i adskillige Talemaader som: vere go ve ein, snakka ve ein, og fl. (Ellers mæ). Ligesaa (i Sdm.): bere vid, see bera. Dæ kann ’kje berast vid: det kan aldrig strække til. Dæ kjem’e væl vid, s. koma. Dæ ligg ikje vid: det behøves ikke. Han treng’e mykje vid se: han behøver meget, er meget graadig. Me vart so vid: vi kom i en saadan Bevægelse. Han æ ve ꜳ ska freiste dæ: han er i Færd med at forsøge det. (Gbr.). Jf. ꜳt. Mere alm. i Forbindelse med Verberne: ganga, gjera, koma, standa. I de sydligste Egne synes Ordet at være ubrugeligt, da man her siger: koma mæ, stꜳ mæ, vera ilt mæ; o. s. v.
Vedd, n. 1) Pant, Sikkerhed. Han ha sett Gar’en i Vedd føre Penganne. Shl. (G. N. veð). — 2) et Væddemaal. Mere alm. „slꜳ Vedd“: gjøre et Væddemaal.
vedda, v. n. (a—a), vædde. (Jf. vꜳga, setja upp). Heraf Vedding, f. og Veddemꜳl, n.
Vedde, m. Væder; s. Ver.
Vedebrest, s. Verbrest. (De øvrige med „Vede“ henføres ogsaa til Ver).
veder (el. vidr, aab. i), en gammel Partikel, som tildeels bruges i Ordene: vederfara, v. n. vederfares. vederleggja, v. a. vederlægge. Vedermot, n. Anstød, Hindring, Modgang. (Sdm. sjelden). G. N. viðr, ved, ogs. imod.
Ve(d)føre, n. Tøi, Reisetøi, det som man fører med sig. Shl.
Vedgjering, f. Vedgjøren, det at man retter paa noget.
Vedkvæ(de), n. Omkvæd, Udtryk eller Ord, som bliver ofte gjentaget. Inderøen, i Formen Vekvæ og Vikve. Isl. viðkvæði.
Vedstev, n. Mundheld, Udtryk, Sætning som ofte gjentages med samme Ord. Sdm. i Formen Vesstæv og Visstæv.
vedvoren (aab. o), adj. tilbageholden, undseelig, bly. Sdm. Vel egentlig: vedvaren, ɔ: varsom.
Veg (aab. e), m. (Fl. Vegjer), en Vei. Nogle Steder Veig (Gbr.). G. N. vegr. I bestemt Form deels Veg’en, deels Veien; rigtigst i Tell. og Rbg.: Vegj’en (Ve-jen). Fleertal deels Vegjir (Tell.), Vege (Sogn), Veie; deels Vega(r), som ogsaa gaaer over til Vꜳgꜳ (Indr.). G. N. vegir. I Sammensætning Vega og Vege. — Betyder i Særdeleshed: 1) Vei fra et Sted til et andet, helst om en banet eller anlagt Vei. Gangeveg, Kjøyreveg; Helleveg; Fjosveg, Kvennaveg. (Jf. Stig, Rekstr, Rꜳs). — 2) Gang, Bane, Retning. Dæ vil ikje gꜳ rette Vegjen, ɔ: sin bestemte eller naturlige Gang. „taka Vegjen“: tage en vis Retning. Mere egentlig om Spor, hvori noget har gaaet; f. Ex. Dæ syne Vegjen ette dei. Han gjekk ꜳ rakte Veganne (s. rekkja). — 3) Sag, Anliggende, Noget som man tager Hensyn til. (Ligt Sv. väg). I Arbeids-Vegjen: i Arbeidssager, med Hensyn til Arbeide. I Pengevegjen: i Pengesager. (Jf. Jorveg, Ꜳrveg). — Talemaader. Av Vegj’e: af Veien. (Mest almindeligt: ’ta Vei’a). Dæ va kje ’ta Vei’a: det var ikke saa ubilligt. Jf. ꜳveie (ꜳ Vegje). I Vegj’e (i Vei’a): 1) paa Veien; 2) i Veien, til Hinder; f. Ex. Dæ ligg i Vei’a. I Vei’a fyre: i Forveien. (N. Berg.). Att-i Vei’a ette: bag efter, naar det er forbi. Te Vegs: tilveie; et Stykke paa Veien. Nogle Steder: „te Vega“, som egentlig er en rettere Form. — Noke pꜳ Vegjen: nogenlunde. Pꜳ go’ Veg: i god Fremgang. D’æ lꜳngt ’ta den Vei’a: det er langt derfra. (Nordre Berg.).
