veg (aab. e), adv. bort, borte; Formen veg forekommer i N. Berg. f. Ex. ga’ veg: gaa bort! kaste veg: kast det bort! (Sdm.). Dog er denne Form kun sjelden, da det almindeligst gaaer over til vek eller vekk (ee). Ved Bergen adskilles det endog i to Ord, nemlig: vekk, ɔ: bort, og vekke, ɔ: borte. Ellers meget brugeligt, især i B. Stift, hvor Ordet „burt“ ikke bruges i denne Betydning. Er egentlig kun en overgaaet Form af Substantivet Veg, ligedan som „kos“ og „burt“ (= G. N. braut). — Hertil høre mangfoldige Sammensætninger som: veg-boren (vekk-boren): bortbaaren. veg-havd: bortskaffet. veg-laten (vekk-liten, aab. i): afhændet. veg-sett: bortsat. veg-tikjen (aab. i), borttagen. Ligesaa: veg-kastande: til at bortkaste. veg-latande: som man kan overlade. Veg-giving: Bortgivelse. Veg-taking: Borttagelse. — I alle disse Tilfælde er Formen „vekk“ den almindeligste.
vega (aab. e), v. n. (a—a), gjøre Vei, bane, opbryde en Vei, f. Ex. i Sneen. Sv. väga. (Jf. brøyta).
vega (aab. e), v. a. og n. (veg; vog; vegje), at veie. Inf. hedder ogsaa væga, vaga (Namd.), vꜳgꜳ (Ørk.). G. N. vega. Imperf. alm. vog (oo). Supinum deels veie (for vegje), deels vigje (Helg.) og vogje, med aab. o (N. Berg.). G. N. vegit. — Betydning: 1) v. a. veie, tage Vægt paa, prøve en Tings Vægt. Heraf Vaag og Vægt (Vigt). vega upp: veie ud i visse Portioner. vega upp-atte: veie paany, anden Gang. — 2) opveie, opløfte ved Stænger eller Haandspiger. (See Vꜳg). vega upp ein Stein: løfte en Steen fra Grunden med en Stang eller Stok, som hviler paa et fast Underlag, saaledes at Opløftelsen skeer ved at nedtrykke Enden af Stangen med en stor Tyngde. — 3) v. n. veie, have en vis Vægt; f. Ex. Dæ vog tie Merker. Han veg’e meir eld ’an ruva te. — Undertiden betegner det ogsaa at ligge usikkert, paa Grund af at Underlaget er for høit i Midten; f. Ex. om en Stok: Han ligg ꜳ veg’e. (Jf. ride). Ogsaa tildeels om at rave, vralte, have vanskeligt for at holde Ligevægten.
Vegande, n. s. Vegjende.
vegande, adj. som man kan veie.
Vege-bar, m. Veikant, Bredden af en Vei som er noget ophøiet fra Grunden.
Vegefyll, f. Jord eller Gruus til Fyldning paa en Vei.
Vegemeister, m. Veimester.
Vegemot, n. Veimøde. Ogsaa adskilt i to Ord, som i Ordsproget „D’æ vidt Vege Mot“, ɔ: Veiene møde hinanden mangesteds; man kan let træffe sammen med En paa et Sted, hvor man ikke venter det. N. Berg. (Formen Vege er det gamle Fleertals-Genitiv: vega).
Vegeskifte, n. Veiskjel, Korsvei, Sted hvor en Vei deler sig i to eller flere. B. Stift.
Vegeskil (aab. i), n. Veiskjel (= Vegeskifte). I Gbr. Vegeskjel. I Leirdal hedder det Vegnaskil.
vegevandt, adj. om et Sted hvor det er vanskeligt at finde Veien. Hær æ’kje vegevandt: her er det let at finde Veien. N. Berg.
vegfarande, adj. veifarende.
Vegg, m. 1. (Fl. Veggje, r), en Væg. G. N. veggr. I Sammensætning Veggje (Veggja). sleppe Veggj’en: gaae uden at holde sig til Væggen; f. Ex. i Mørke. Dæ glym i Veggjom: det giver Gjenlyd i Væggene. „snakke burt i Veggjenne“: tale ufornuftigt, snakke hen i Taaget. Saaledes ogsaa: D’æ reint burt i Veggjenne: det er altfor galt, det gaaer over alle Grændser. Nordenfjelds og i B. Stift.
Vegg, m. 2. (Fl. Veggje, r), en Kile til at kløve med, en Splint som er tynd i den ene Ende. N. Berg. og fl. (Ellers Bløyg og Blegg). G. N. veggr. Sv. vigg. Ang. vecg.
veggja, adj. kileformig, tynd imod den ene Ende. Sdm.
Veggjebandsstokk, s. Stavlægja.
Veggjehøgd, f. Høiden af en Væg.
veggjemillom (= myllꜳ), adv. fra den ene Væg til den anden.
Veggjemot, n. det Punkt hvor to Vægge støde sammen. I Sogn Veggjamot, om en Fuge imellem Stokkene i en Væg (det samme som Fella).
Veggjemun (aab. u), m. Forskjel paa Varmen inde i Huset og udenfor. Sdm. I Dag æ dæ go’ Veggjemun: idag er det en god Deel varmere inde end ude.
Veggjesmid (aab. u), m. Træluus, Insekt som gnaver i Væggene med en hørlig Lyd.
Veggjesprunga, f. Revne i Væggen.
Veggslag, n. Fugtighed som slaar igjennem Væggene i Kulde og Uveir.
Veggvid (aab. i), m. Bordklædning, Fjelevæg. N. Berg. — veggvida, v. a. bordklæde, forsyne med en Fjelevæg.
