Veging (aab. e), f. Veining; s. vega.
vegjen (aab. e), part. veiet. Hedder ogsaa vogjen, aab. o (N. Berg.), og vigjen el. vien (Helg. Indr.). Mest alm. veien. G. N. veginn.
Vegjende, n. en stor Tværnagle forrest i en Slæde; det Tværtræ hvortil Skaglestængerne fæstes. Forekommer i Formerne Veiende (Sdm.), Veiend (Gbr.), Viend (Ørk.); Vegande, aab. e (Tell.), Vegende (Rbg.). Ved Bergen hedder det Midvol.
Vegn, f. Redskaber, især til Fiskerie. Sdm. hvor det ellers ogsaa hedder Veign og Veidn.
Vegna-skil, s. Vegeskil.
Vegne, ubestemt Form i nogle Talemaader som „pꜳ deira Vegne“: paa deres Vegne.
vegra, v. a. vægre, undslaae sig.
vegsynt, adj. n. lyst nok til at reise, saa beskaffent at man kan see Veien. Sjelden. (Jf. farsynt).
Vegt, f. Vægt. Hedder almindeligst Vægt og nogle Steder Vigt.
veia, v. n. (a—a), jamre sig, klynke eller raabe for Smerte. N. Berg. Ellers eia, øya og jøye seg. Jf. G. N. vei: vee!
veide (veia), v. a. (e—de), fange, faae noget Vildt, skyde Dyr eller Fugle. Forekommer af og til, især søndenfjelds (veie). G. N. veiða. I B. Stift bruges det om at have Lykke til Fangst, være heldig i Fiskerie. „Dæ veide“ siges i Sdm. om noget som bebuder en god Fangst. Han tykst ha’ væl veidt: han tykkes at have gjort det godt, han er stolt af sin Lykke.
Veidebust, f. Katteskjæg, Veirhaar. Sdm. Ellers Verhꜳr og fl.
Veideklo, f. Biklo, Spore paa enkelte Dyrs Fødder, ovenfor de egentlige Kløer. I Inderøen: Veieklo.
Veidelest, m. en heldig Jæger eller Fisker. Sdm. Oftest ironisk om En som bærer sig ubehændigt ad og gaaer Glip af Fangsten.
veiden, adj. 1) heldig, som har Lykke til Fangst. 2) net, bekvem, haandteerlig. Sdm. (Jf. oveiden).
Veideskap, m. 1) Jagt, Fangst. 2) Vildt, fangede Dyr eller Fugle. Ag. Stift, Voss, Helg. og fl. (i Formen Veieskap). G. N. veiðiskapr.
Veideskog, m. Vildbane. „ga’ pꜳ Veieskog“, gaae paa Jagt. (Voss). Søndenfjelds ogsaa: gꜳ pꜳ Veiestig.
Veiding (Veiing), f. Fangst; Jagt.
Veidn, f. 1) Fangst. (Jf. Bjønnveidn). 2) Redskaber til Fangst; Fiskeredskaber. Sdm. Nogle Steder Veign eller Vegn.
Veidne, f. 1) Lykke til Fangst. 2) Nethed, Bekvemhed (af veiden). Sdm.
veie, s. veia, veide og vega.
veien, s. vegjen. Veiend, s. Vegjende.
Veieskap, s. Veideskap.
veifta, svifte, svinge; s. veiva.
Veik, m. (Fl. Veikje, r), Væge, Lysetraad i Lamper. (Jf. Rak). Sv. veke. Eng. wick. (Isl. kveikr). I Sammensætning: Veikje. — Hertil Veikjefilla, f. Linnedklud til Væger. Veikjeløysa, f. Mangel paa Væger. Veikjesæv, n. Lyse-Siv (s. Sævveik).
veik, adj. veg, svag, kraftløs, ikke stærk nok. Meget brugl. saavel om Legemskræfter som i forskjellige andre Tilfælde. G. N. veikr. Jf. vekk og vꜳk. Hertil handeveik, hovudveik, helseveik og fl.
Veika, f. Veghed, Svaghed. Sjelden. Ellers Veikleikje, m. og Veitheit, f.
veikhendt, adj. svag eller veg i Hænderne. Ellers handeveik.
Veikje, s. Vækja og Veik.
veikleg, adj. veg, noget svag eller kraftløs. I Nhl. ogsaa frugtsommelig.
Veikliv(e), n. Underlivet. Nhl.
veikna, v. n. (a—a), svækkes, blive veg eller svag.
veikvoren, adj. noget svag.
veil, adj. revnet, sprukken; eller egentlig: som har en liden Split, ikke er ganske heel. Især om Jern og andre Metaller; f. Ex. om en Kniv, hvori Jernet ikke er rigtig sammensmeltet under Smedningen. Et meget udbredt og maaskee almindeligt Ord. G. N. veill. Figurligt i Ordsproget: „Dæ vil kvar vera heil’e, ꜳ ingjen veil’e“, ɔ: Enhver vil gjerne undgaae at lide Skade.
Veila, f. Brist, Revne, Split; et Sted hvor Metallet ikke er ganske heelt eller rigtig sammensmeltet. Meget udbredt (Tr. B. og Ag. Stift). I Østerd. Vele (ee). Jf. Føyra, som sædvanligst bruges om en lignende Feil i Træ.
veilefri og veilelaus, adj. ganske heel, vel sammensmeltet og fri for Revner.
veilut, adj. revnet, splittet, fuld af smaa Aabninger (Veiler). Ellers veilꜳt (Tr. Stift), veilette (B. Stift), velette (Østerd.).
Veim, n. Fjas (s. Vim). Valders.
Veimꜳl, s. Vadmꜳl.
Veir, s. Ver. veira, s. vera (ee).
veist, v. n. i Talemaaden „dæ veist“, ɔ: det er uvist, det kommer an paa Omstændighederne. Sdm. Ellers velst (veljast) og vꜳst.
