Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/630

Denne siden er korrekturlest

ysta (aab. y), v. a. (e—e), oste, lave Ost; opvarme Mælken, for at Osten kan adskille sig fra Vallen. Meget brugeligt i de sydlige Distrikter. Hedder ellers blengje (Sdm.) og kjæsa (Helg.). Sv. ysta.

yste (yy), adj. yderste. G. N. ýtstr, ýzti. yste Leid’a: den ydre Led (Søvei). yste Dyr’a: den yderste Dør.

Ystel (aab. y), m. færsk Ost, Osten i dens første utilberedede Tilstand, saaledes som den adskiller sig fra Vallen. Tell. Hall. Gbr. (Ellers kaldet Ost, Kost, Kjuke). — Ogsaa en liden Kage eller sammenpresset Klump af færsk Ost. Valders. (Ellers Mjelkost og Kjøsel).

Ysting (aab. y), f. det Arbeide at lave Ost eller skille Mælken.

Yta, f. Udved i Træer, den ydre og ringere Deel af Veden i Naaletræerne, nærmest ved Barken. Ørk. (i Formen Yt’), Østerd. (Yte). Andre Steder Gjeita. — Skulde egentlig betyde Yderdeel eller Overflade i Almindelighed, ligesom Svensk yta. Af ut.

yta, v. a. (e—te), 1) flytte, støde lidt tilside, sætte længere ud. Sogn og fl. (Af ut). G. N. ýta. (Ellers skjota, føra, flytja). Ogsaa støde bort, drive, støde En omkuld o. s. v. Gbr. og fl. (Ellers skuva). — 2) afhænde, overlade, skille sig ved. Tell. I Kortspil om at lægge enkelte Kort fra sig. (Andre Steder: saka). — Particip: ytt (yy).

Yting, f. Støden, Skubben.

ytleg, adj. noget vestlig, om Vinden. Helg. og tildeels i Tr. Stift. Ellers utleg.

ytra (yy), v. a. (a—a), sætte længere ud, fjerne, bortflytte. Tell. og fl. — Andre Steder „ytra seg“: a) komme længere ud; ogsaa gaae til Vest, om Vinden. b) yttre sig, udlade sig med noget. (Sjeldnere).

ytre, adj. ydre, udenfor værende; ogsaa som ligger nærmere ved Kysten eller Havet. (See ut). G. N. ýtri. Superl. yste.

yttaste (yy), adj. yderst, længst, sidst. „drygje ti dæ yttaste“: opsætte noget til det sidste Øieblik, forhale til det yderste. N. Berg.

yva, el. yve (yy), v. n. (e—de), staae ud, sprede sig ud, staae vidt og bredt udspærret, f. Ex. om Haar. Helg. (Jf. yven). G. N. ýfa, oprive. Sv. yfva sig.

yve (aab. y), præp. (med Akk. og Dativ), over. Hedder ogsaa ive (aab. i) eller ivi (Rbg. Tell.) og øver (Østerd.); egentlig yver. G. N. yfir, ifir. Sv. öfver. — Brugeligt i følgende Betydninger. 1) om en Bevægelse til eller fra en høiere Stilling, og ligeledes om en Forbliven i en høiere Stilling. I første Tilfælde forbindes det med Akkusativ, i andet Tilfæde med Dativ. F. Ex. Heng dæ upp-yve Omn’en. Derimod: dæ heng upp-yve Omn’a. — 2) om en Udstrækning, Udspredelse eller Bedækkelse. fram yver Bor’e. utyve seg. (Ogsaa med begge Kasus). — 3) om en Overfart; tvert over, f. Ex. yve Fjor’en. (Kun med Akkusativ). — 4) om en Overskridelse, Overstigen i Omfang, Tid eller Antal, ligesaa i Magt eller Rang. yve eit Ꜳr. yve alle hine. Hertil Udtrykkene: yve Lagj’e, ɔ: usædvanligt, i meget høi Grad. (Jf. Overlag). yve Mꜳten: overmaade. (Søndre Berg.). — 5) om Raadighed eller Herredømme. rꜳ’ yve. ha ’Vald yve. — Det er imidlertid kun i den sydvestlige Deel af Landet, at man siger „yve“ i alle disse Betydninger. I Nordre Berg. bruges „yve“ kun i de to første Betydninger, men derimod „ꜳver“ (over) i de tre sidste. I Tr. Stift og Nordlandene synes Formen yve (el. øve) at være endnu sjeldnere.

Yvebreidsla, f. Dække, Overtæppe i en Seng. B. Stift. (Yvebreitla). — Modsat Underbreidsla.

Yvedeild, f. Overdeel, øverste Deel. Sjelden (s. Øvredeild).

yvefallen, adj. overfalden.

Yvefær, f. 1) Overfarelse, Besigtigelse, Gjennemløben. (G. N. yfirferð). 2) en omgaaende eller fængende Sygdom. B. Stift. Jf. Farang.

Yveføtte, n. den øverste Deel af Sko og Støvler. N. Berg.

Yvegꜳng, m. 1) Overgang. (Sjelden). — 2) en Buk som er over to Aar gammel. Sogn.

yvegoven (aab. y og o), adj. ganske udmattet, hjælpeløs; ogsaa modløs, som giver sig tabt. Meget brugl. i Søndre Berg. I Shl. siges ogsaa: yvunnen (for yvevunnen).

Yveklæde, pl. n. Overklæder.

Yveled (aab. y og e), n. Overlæder i Sko. N. Berg. Ellers Yveler (ee). Isl. yfirleðr.

yveljost, adj. n. ganske lyst (om Morgenen). Søndre Berg. (= ꜳlljos).

Yvelæta, f. 1) megen Omtale, Ræsonnering, Bedømmelse. Tildeels i Berg. Stift. (Af Talemaaden: lꜳta yve). — 2) Ros, Lovtaler; ogsaa Smiger. Helg.