eller List, som er anbragt øverst paa den indvendige Side af Bordene i en Baad, for at styrke Kanten. B. Stift. (Af Ꜳs). Æsingespor, m. den bageste Ende af Æsingen.
æskra, s. æa, askrast. — æst, s. æsa.
Æta, f. en Høkurv med Aabninger paa Siderne, indrettet for Faarene saaledes at de kunne udtrække Høet igjennem Hullerne. N. Berg. — Jf. Jøta og Hoto.
æta, s. eta. — æten, s. eten.
Ætt, f. 1. Æt, Stamme; see Ægt.
Ætt, f. 2. 1) Kant, Side, Himmelegn. Søndre Berg. (G. N. átt) — 2) Veir fra en vis Kant; en vis Beskaffenhed i Veiret, som beroer paa Vindens Retning. Saaledes: Norætt, Sørætt, ligesaa Vestrætt. I Nordre Berg. hedder det Ægt (Noraægt, Synnaægt).
ætta, nedstammet; s. ægta.
ætter, og ættest, adj. bagere, bagest. (Ørk. Fosen). See attare.
ættvill, adj. uvis om Retningen eller Himmelegnen, forvildet, som ikke veed hvad der er Nord eller Syd. Søndre Berg. Hedder ogsaa ættgalen.
æva, v. a. (a—a), sammensætte; især om at sammenbinde de enkelte Stykker eller Ruder i et Fiskevod. (æva ei Not). Nhl. Shl.
æva, v. n. (a—a), tvivle, være uvis, betænke sig paa at gjøre noget. Hedder oftere: æve seg. Eg æva meg um da: jeg var i Tvivl om jeg skulde gjøre det. B. Stift. Paa Jæd. ivast, ɔ: ømme sig fra noget. G. N. efa, efast, ifast (tvivle). Jf. Æve.
Æva, f. 1) en lang Tid; Langvarighed, Forhaling. Meget brugl. i B. Stift, Hall. Gbr. Ørk. og fl. dog sædvanlig i Formen Æve (ogsaa i Nhl.). Dæ vert ikje noko Æve: det vil ikke vare længe. — 2) Levetid, Liv (G. N. æfi). Sjelden, saasom i Ordsproget „Dæ veit ingjen si Æve, før ho æ oll’e“, ɔ: Ingen veed sin Levealder, førend den er udløben. N. Berg.
Æve, m. Tvivl, Uvished. Nhl. (G. N. efi). Han sto i Æve. Hedder ogsaa: „Han sto i Ævrꜳ“. Det sidste er Dativ af et ellers ubrugeligt Ord. Jf. G. N. eforð.
ævelege, adv. om en meget lang Tid; mest i Forbindelsen „ævele’ lengje“, ɔ: meget længe, overmaade længe. Berg. Stift, Hall. — I lignende Forbindelse bruges ogsaa: evindele’ (for ævindlege), f. Ex. han hadde dꜳ fare evindele væl: han havde da været evig lykkelig. (G. N. æfinlegr, evig).
æven, adj. tvivlraadig. (Sjelden). Jf. vanøven og forøven.
Æventyr, n. 1) Æventyr. 2) Risico, det at man vover eller indestaaer for noget. N. Berg. (Sv. äfventyr). Egentlig et fremmedt Ord. (Fransk aventure).
æventyra, v. a. vove, tage Ansvaret paa sig, forpligte sig til at indestaae for noget. N. Berg.
Æver (i Ævrꜳ); see Æve, m.
ævetta, v. n. slæbe, have det travlt med noget. Skal bruges i Tell.
ævig, adj. evig. Sjelden i denne Form, da det sædvanlig hedder evig (ee). Jf. ævelege.
Ø.
øfst, s. øvst. — Øft, s. Ykt.
øgd, s. øgja. — Øge, s. Auga.
øgja (øje), v. n. (gje, gde), 1) frygte, forfærdes. (Sjelden). G. N. œgja. Af Ogje. (Skulde egentlig betyde: forfærde, imponere). — 2) skye, afholde sig fra, tage sig Vare for at gjøre noget. N. Berg. Han øgje ’kje kva han gjere: han skyer ikke nogen Ting, han er istand til hvad det skulde være. Jf. vægja. — Et Particip øgd, med Betydningen: forskrækket, skal ogsaa forekomme.
øgjast, v. n. forfærdes, forskrækkes. Hard. (Udtalt øiast).
øgje, v. n. væmmes, faae et Anfald af Væmmelse. Gbr. (øje). Andre Steder: elja, igla, ila. — See ellers øgja.
øgjeleg, adj. frygtelig, forfærdelig. Sogn, Nhl. (øiele). I Lister: agaleg. — Jf. G. N. ógurlegr.
øgjelege (øiele’), adv. fælt, frygteligt; ogsaa uhyre, overmaade. Sogn. Nhl. Ellers agale’, fælele’, kjølelege.
øgjen, adj. (Fl. øgne), 1) frygtelig, forfærdelig (= øgjeleg). Sdm. Sogn, Jæd. — 2) stolt, som bryster sig, gjør sig til af noget. Sdm. (Jf. yven). Ordet udtales i Eentallet: ø’jen (Sdm.), øgen (tildeels i Sogn) og øien eller øyen (Jæd.). F. Ex. Eit øie Ver: et
