Øskja (aab. ø), f. en Æske. G. N. eskja. (Af Ask). — Øskjelok, n. Æskelaag. Øskjetrøsk, m. Ringen eller Siderne i en Æske; tynd Fjel som dannes til en Æske ved Sammenbøining. B. Stift.
øsle, v. n. bruse frem (= øsast). Tell.
øst (langt ø), ophidset, opflammet. Particip af øsa. Oftere upp-øst.
øtꜳ, s. eta. — Øtle, s. Øydsla.
øva, v. a. 1. (e—de), øve, vænne, oplære. Heraf øvd (øvet), Øving, f. og Øvelse, n.
øva (øve), v. a. 2. (e—de), opægge, tirre, ophidse. Tell.
øven (for æven), s. vanøven.
øver og øve, præp. see yve.
øvre, adj. øvre, som er længere oppe. G. N. efri. — Øvre deild(a), f. den øverste Deel. N. Berg. og fl.
Øvrigheit, f. Øvrighed. (Nyt Ord).
øvst, adv. øverst. Efter Udtalen øfst; i Sogn: øpst. (Langt ø). G. N. efst.
øvste, adj. øverste, høieste. Øvste Vegjen: den øverste Vei. Øvste Sia: den øverste Side.
Øy, f. (Fl. Øya, r), en Øe, et omflydt Land. G. N. ey (öy), pl. eyjar. Ordet synes ogsaa at betyde en Halvøe eller især en Flade imellem Bugterne af en Elv; saaledes siges i Ørked. „Grasøy“ og „Skogøy“ om fremstikkende Engsletter og Skovplaner, som omgives af en Elvebugt; ligeledes gives der, baade søndenfjelds og nordenfjelds, adskillige Gaarde, som have Navnet „Øy“ og dog ikke ere omgivne af Vand, men kun strække sig ud imod en Bugt eller Bue af Dalførets Vanddrag. — I den bestemte Form hedder det i B. Stift: Øy’nꜳ og Øy’næ. I Sammensætning: Øya og Øye. Den første Form bruges i N. Berg. kun naar der tænkes paa en vis enkelt Øe, f. Ex. Øyatꜳngjen (ɔ: Tangen eller Revet af Øen); den anden Form bruges, naar Talen er om Øer i Almindelighed. Hertil Øyefolk, n. Øeboere, Folk fra Øerne. Ligesaa Øyemann, Øyekꜳna, Øyegut og fl. Øyevis, f. Skik som bruges paa Øerne. Ligesaa Øyebunad, om Dragten, og Øyemꜳl, om Sproget hos Øeboerne.
øya, v. n. klynke, jamre sig. (øya seg). Tildeels i B. Stift. Ellers jøya, eia og veia.
øydd, part. blottet, udtømt; ogsaa forødet, forbrugt; s. øyde.
øyde (øya), v. a. (e—de), 1) gjøre øde (af aud); rømme, forlade (evacuere). N. Berg. „øyde Gar’en“: gaae bort fra Gaarden, saaledes at der er ingen hjemme. Me kann ikje øyde Hus’e: vi kunne ikke alle gaae ud af Huset; der maa være een hjemme. — 2) blotte, gjøre lens. „øyde seg“: skille sig ved alt hvad man har af en vis Ting; f. Ex. øye seg fyre Penga: udgive sin sidste Skilling. (B. Stift). — 3) øde, forøde, forbruge; ogsaa bortødsle, bruge til Overflod. (Alm.). G. N. eyða. Dei ha ’kje øydt meir eld’ ei Tunne: de have kun forbrugt (el. fortæret) en Tønde. Ofte i Forbindelse med upp (øye upp); f. Ex. me ha øydt upp altihop: vi have gjort Ende paa det altsammen.
Øyde (Øya), f. 1) Tomhed, øde Tilstand. G. N. eyða. (Af aud). 2) en øde Strækning, et tomt Rum. (Sjelden). 3) Forødelse, Ødelæggelse. (Sjelden).
Øyde (Øye), n. øde eller forladt Tilstand. Mest i Talemaaden „liggje i Øyde“: ligge øde. G. N. eyði.
Øydegar, m. en øde eller forladt Gaard. (Adskillige Gaardsnavne, som nu skrives „Ødegaard“, udtales ellers Øygar og Øggar, hvilket vel kunde have en anden Oprindelse).
Øydeland, n. 1. 1) et øde, ubeboet Land. 2) en Forøder, Ødeland. (Bedre Landøyda).
ødeleggja, v. a. (legg, lagde), ødelægge; ogs. bortødsle, gjøre Ende paa.
Øydemark, f. Ødemark, Ørken, ubeboelig Egn.
øyden (øyen) adj. 1) forødende (= øydsam). 2) øde, forladt. Mest i Neutrum: øyde (øye). 3) blottet, lens (= aud). Hard. „øyen fø’ Pengar“: blottet for Penge.
øydest (øyast), v. n. (Imp. øyddest), 1) blive øde eller blottet. Dæ øyest ut: det bliver mere og mere øde, der blive alt færre og færre tilbage. — 2) forsvinde, gaae bort, blive forbrugt eller forødet.
Øyding, f. Blottelse; Forødelse.
Øydn, f. Tomhed, Stilhed, øde Tilstand. — Øydnelukt, f. usund Luft i Værelser, som staae længe tomme eller ubeboede. Sdm.
øydsam (øyesam), adj. ødsel, som forøder meget. Ogsaa spildsom, udrøi, som medfører Forødelse.
Øydsla, f. Forødelse; ogsaa Ødselhed. I Søndre Berg. hedder det Øytla eller Øttla.
