Navn paa en Art Slanger. (Gulfræning, hos H. Strøm). G. N. fræningr.
Fud. — Ved den anden Betydning skulde tilføies: G. N. fuð.
fundera, grunde, pønse paa noget. (Ogsaa brugeligt i Svensk).
fus. — Ogsaa: parrelysten, geil. Østerd. Heraf fyses, v. n. yttre Parredrift, om Dyr.
fylgjast. — Imperf. sædvanlig: fyldest, og Supinum fylst (aab. y).
Fyrebod, n. Rettere f. og n. (Vaklende).
fyrre. — Ved den sidste Betydning kunde man maaskee tænke paa G. N. firri (ɔ: fjernere). Da Lyden „i“ sædvanlig overgaaer til „y“ foran r, er det ikke umuligt at Begreberne af G. N. fyrri og firri kunde blive sammenblandede.
fysest, v. n. see Tillægget til fus.
fæl. — Ogsaa: slem, tilbøielig til noget ondt; f. Ex. han æ so fæl te drikke. Ellers i en ligegyldig Betydning om En som er vidt dreven i en Ting, usædvanlig dygtig eller udholdende o. s. v. F. Ex. fæl te springe, te arbeie, te eta.
Fær. — „Pꜳ Fær“: paa Færde. Dæ va mykje pꜳ Fær: det var noget reent usædvanligt.
Færing. — Har sædvanlig stærk Betoning paa første Stavelse (Fær’ing).
førug. — Oftest „førig“ i Talemaaden: rørig ꜳ førig.
Gald. — Jf. Trꜳ, Trokk, Pall. — I G. N. findes gaddr i samme Betydning. (Fagrskinna, p. 186).
galen. — Betydningerne skulde maaskee rettere ordnes saaledes: 1) vild, rasende, f. Ex. om Storm. 2) gal, afsindig. 3) vred. 4) vrang, urigtig o. s. v. Efter nogles Mening skal den egentlige Betydning være: forhexet.
Galgje, m. (Fl. Galga), en Galge.
gamall. — Tilføies: G. N. gamall.
ganga. — „gꜳ av seg“: faae Ende; ogsaa faae et vist Udfald. Dæ gjeng av seg: det faaer Ende, det bliver forbi med den Ting. Dæ gjekk av seg Gaman’e: der blev Ende paa Lystigheden, det var ikke Spøg længere. (N. Berg.).
Ganskot. — Om et lignende Ord see Garn.
gase (seg), gjøre sig tilgode, gotte sig. (Ved Kristiania).
Gasi, Gage (Lønning). Fremmedt.
Gil, (m. 1). — Rettere: Veirsol, Visol o. s. v. — Veirsol skulde ogsaa sættes ved Gidder, Gikk, Giksl.
Givende, n. Gave. I Forbindelsen „te Givendes“: til Foræring, gratis.
Gjeire, m. Kile, Strimmel, smal Stump af Tøi eller Skind; især om Overlæderet i de saakaldte Hudskoe; ogsaa en langagtig Plet i Træ, f. Ex. hvor det har begyndt at raadne. Tell. (Jf. Bjore). — Isl. geiri har en lignende Betydning.
Gjestans, n. en forvansket Form af Distance (ligesom Gjestrikt for Distrikt).
Gjøskjæl. — „Ovdskjæl“ er indført under Oskjæl.
gløggast, v. n. blive mere forsigtig eller nøieseende.
gnua og Gnue henføres til knua og Knue, der maa ansees som den rigtigste Form.
god. — „giva godt“: være venlig og føielig. (Tell.). gjera seg godt: gjøre sig tilgode, leve høit.
Gods, n. (m. er Trykfeil). Rettere: Gods, Varer. Mest i Sammensætning som Tunggods, Bondegods og fl. Eenligt betegner det især Jordegods. G. N. góz.
Gonn. — I Sammensætning Ganne; hertil Ganneskav o. s. v.
grasera, støie, rumstere.
Grim, m. et Slags Nøk eller Vandvætte. (Rbg.?).
gripa, adj. — Vel egentlig: kostelig; af G. N. gripr (en kostbar Ting). Jf. eigna, muna, vyrna. (Isl. gripa maðr, en dygtig Mand).
Grunnskide (skjia), f. Grundstokken under en Kværn.
gryvla, v. n. rode, røre op. (Tell.). Jf. Grøyvl.
Gumme. — Den egentlige Form er formodentlig Gumbe.
Haka, og Hakeband, see Hoka.
Halvhelg, f. en Dag der ansees næsten som Helligdag; især om de gamle Helligdage, som i den senere Tid ere afskaffede, saasom Sankt Hans’s Dag, St. Michels Dag, Trediedagene i de tre Høitider og flere. Nogle Steder Romhelg.
Halvspenning, f. halvspændt Stilling. Dæ stend i Halspenning, f. Ex. om et Geværlaas.
Hamar. — Hertil Stedsnavnene Hamre, Hamaren, Hamranne.
hargnuen. Bedre harknua.
harle. — Ogsaa: temmelig. Især i Formen hærle (ved Kristianssand). Dæ va hærle langt, ɔ: temmelig langt.
harm, adj. — Udførligere: 1) fortrydelig, vred (om en billig eller vel grundet Harme); opbragt, indigneret. — 2) fuld af Anger, ærgerlig over sin egen