Sprot (aab. o), n. en Stang; især om de Stænger som bruges ved Udsætning af Fiskegarn. Østerd.
Spyta. — I G. N. hedder det spýta.
stakra, v. n. rave, vakle. (Valders).
Standar. — Hedder ogsaa Uppstandar.
Stꜳk. — Bruges ogsaa i Ag. Stift og er altsaa meget udbredt.
Stjerna. — I den bestemte Form betegner det især den saakaldte Dagstjerne eller Vagnstjerne (Arcturus). F. Ex. Stjernꜳ æ i Midmorgꜳstad. (Nordre Berg.).
Storbok, f. Bibel. So dæ stend i Storebokjenne, ɔ: som det hedder i Bibelen. (N. Berg.).
storfelt. — Ogsaa: voldsom, uforsigtig, som ikke holder Maade.
strika. — Ogsaa stoppe eller holde imod, standse Farten, især paa Skier eller Kjælker; ligesaa om noget som stribler eller hænger i Grunden, f. Ex. i et Læs.
Stykbonn. — Er her kun anført i Fleertal. Eental hedder Stykbadn, Sjukbꜳn, Styban o. s. v.
styr. — Burde opstilles i følgende Form: styr, aab. y (for styrd), adj. stiv o. s. v.
Styre, n. — Hertil Styrelykkja, f. Krog eller Gjænge i Kjølen til at fæste Roret i. Styrespyta, f. en Hage i Roret som falder ind i Løkken eller Gjænget. Styrevol, som anført.
Støde, n. — Jf. desuden: Garstøde, Kokstøde; ligesaa Mꜳnstøde, Hꜳrstøde.
Suml, n. Sølerie, Tummel, Travlhed paa ubeleilige Tider, især om Natten. Ag. Stift.
sumle, v. n. søle, tumle, være længe oppe (= rota, rjona). Ag. Stift.
svensk. — Ved Navnet „Sverik“ skulde tilføies, at det udtales med aabent e.
sviva. — De sidste Betydninger skulde adskilles nøiere. — 3) svæve, flagre, flyve omkring. G. N. svífa. — 4) om Mennesker: løbe, flakke, streife om. — 5) paakomme, falde ind, komme pludseig eller paa en uforklarlig Maade; om Tanker og Fornemmelser, ogsaa om Sygdomme.
Sæt, et Ord som forekommer meget hyppig i Stedsnavne, f. Ex. Ꜳsæt, Ꜳrsæt, Løsæt o. s. v. Skrives i G. N. setr, og ansees af Nogle som eenstydigt med Sætr, men har vistnok en anden Betydning, nemlig Bosted, eller egentlig Bosættelse, Nedsættelse.
søyre (forøde). — Tilføies: Sdm.
Tak, n. 1. — Forskjellige Navne, som høre hertil, ere: Rot, Rost (Raust), Rov, Ræve, Raft, Ꜳs, Sperra, Trod, Bruntrode, Vindskjeid, Møne, Torvol, Ufs, Svil, Utrefte.
Taugdans, m. et Slags langsom Dands. (Tell.). See taug.
tegja. — Imperativets almindeligste Form synes at være ti, og dernæst tig. I Nhl. og fl. hedder det tei (for tegje); i Sdm.: ti (Eental) og teie (Fleertal). G. N. þegi (altsaa forskjelligt fra Imperativet seg, af segja).
Teiste. — Foruden Isl. teista findes ogsaa et „þeisti“ blandt Fuglenavnene i Skalda.
Telg, m. en vis Plante. (Indre-Sogn). Formodentlig den samme, som i Nordlandene kaldes Tilg (ifølge Gunnerus), nemlig et Slags Bregne (Osmunda Struthiopteris).
telgje. — I Nedre Tell. betyder det ogsaa: tilskjære med Kniv. Paa nogle Steder gaaer det over til tægje.
Teltebud. — I Tr. Stift: Teltbur, n.
Temperdag, m. Qvatemberdag.
tendra (at naae). — Den anførte Betydning er neppe den egentlige, men Ordet synes blot at forekomme i den an førte Talemaade.
Tindvid. — I Trondhj. Stift skal det betegne et andet Slags Træ, nemlig Tidse eller Pigtorn (Hippophae rhamnoides).
Ting (m.). — Her mærkes Udtrykket „store Ting“, ɔ: betydelig, særdeles, ret meget. Bruges i B. Stift som et Adverbium, f. Ex. Han kjem’e seg store Ting. Ligesaa: „grove Ting“, ɔ: frygteligt, forskrækkeligt.
titra (tittre, aab. i), v. n. bæve, skjælve. (Sjelden). G. N. titra. T. zittern.
To, f. 2. — Hertil Linto, Hampeto; ogs. Ullto, Litato og fl. — En anden Betydning forudsættes i Havto.
tonera, støie, larme, skjende. Nogle St. tornere (Fremmedt).
Torebygg, m. Himmelkorn, et eget Slags Byg.
traktera. — Ligesaa Traktamente, f. Beværtning. (Fremmede Ord).
Tram (Tram’en), et Navn paa Fanden. Skal forekomme nordenfjelds.
Tre. — Her kunde henvises til Navnene paa de enkelte Dele af et Træ, som: Tꜳg, Rot, Stuv, Stomn, Legg, Topp, Skat, Grein, Kvist, Sveig, Snꜳr; Lauv, Bar, Kumar, Kogla, Kꜳngel.
Tufs, m. — Egentlig En som kun forsøger adskilligt men ikke udretter stort. Af tyfsa.
Tull. — Den Anmærkning, at Betydningen „Krølle“ er sjelden, bør udelades,