Side:Ordbog over det norske Folkesprog1.pdf/651

Denne siden er korrekturlest

da denne Betydning forekommer ofte i B. og Ag. Stift.

Tvikrok, m. en dobbelt Krog eller Hage.

tvisynt, adj. tvivlsom, tvetydig, som seer ud baade til det ene og det andet. (Sjelden).

Tvitak, n. — Ogsaa en dobbelt Takt i Sang eller Musik. (Valders).

tøvra (tøve). Bruges ogsaa i Ag. Stift og kan ansees som almindeligt.

ufager, adj. hæslig. I Sdm. ofair’e. Dei æ ’kje ofaire te sjꜳ: ɔ: de see ganske vakkert ud.

Umenne, n. udueligt Menneske. (Sjelden). Hos Hallager: Omænne.

Utmark, f. Udmarker, Græsgange eller uindhægnet Jord.

vanda. Det er formodentlig dette Ord, som er anvendt af Holberg i P. Paars (2den Bog, 3die Sang). „Den søde Mad hun ei tilforn havde vandet“.

Vare. — Formen Vara synes at være mest brugelig foran en Konsonant (som i Varavott). Dette fortrinlige Ord er udentvivl brugeligt i langt flere Tilfælde, end som her ere anførte. — I det Ny-Islandske bruges vara paa samme Maade, f. Ex. vara-alþíngismaðr (Suppleant til Althinget), vara-uppástùnga (subsidiært Forslag).

Veg. — Heile Vegjen: den hele Vei; ogsaa heelt igjennem, overalt, lige til Enden.

Veke (Vika?), f. en Linie i et Vers (= Vend). Valders. Findes ogsaa i Østerdalen i Formen Vek, n.

Vind. — Blandt Vindenes særegne Navne mærkes: Noravind, Landnøring, Landvind, Landsynning, Synnavind, Utsynning, Uttavind, Utnøring. (B. Stift). Vinde som indtræffe regelmæssigt under et vist Varmeforhold, ere Havgula el. Utrøna (fra Havet), Snoa og Skjelle (fra Landet).

vora (el. vola, med tykt l), adj. forsikkret, assureret; om Gods. Skal forekomme i Tr. Stift. (Den oprindelige Form er formodentlig: vorda).

vælgjærsam, adj. godgjørende, gavmild, gjæstfri. B. Stift.

ættleide (ættleia), v. a. (e—de), adoptere, lyse i Kuld og Kjøn. (Anført af Hallager, og skal forekomme ved Bergen). G. N. ættleiða.