ledag). I Sdm. ogsaa om to Helligdage som falde paa samme Ugedag (saaledes 6te og 13de Januar).
dagstødd, adj. bestemt til en vis Tid (især om en Betaling). Tell.
dagstødt, adv. Dag efter Dag uden Afbrydelse; daglig. Ag. Stift.
Dakje, m. en doven, seenfærdig Karl. Sdm.
Dal, m. en Dal. (Jf. Bꜳredal). Te Dals: oppe i en Dal, langt fra Søen. I Dolꜳ (aab. o): i Dalene. Sdm. (I Voss: i Dolo). Hertil: Dalefolk, Dalemann o. s. v. Dalsbotn, m. Dalbund, det inderste af en Dal.
Dalami(d), el. -me, n. en Dalstrækning (vel egentlig Midten af en Dal). Voss, Nhl.
Dalar, m. en Daler (Mynt). Sogn, Hall. Ellers: Dale (mest alm.) og Daler. — Dalarvære, n. Værdie for en Daler. (Hedder i Sdm. Dalevyre). Dalarsteig, m. Engstykke, som en Karl kan slaae for en Løn af een Daler (skal være omtrent 20 Maal Jord). Hallingdal.
Dale, m. see forrige.
Daling, m. Indbygger af en Dal. I B. Stift: Døling; i Ag. Stift: Døl.
dalka, v. n. dingle, slænge; ogsaa: løbe efter, følge med. dalka ette (ogs. dalta ette).
Dall, m. et Slags Spand med Laag og med Hank paa Laaget. Sfj. Sdm. Tr. Stift og Nordlandene. I Vald. Dyll. Ellers: Ambar. (Isl. dallr, Maalekar).
Dal-leie, n. en Dalstrækning, Dalføre. Helg. Vel egentl. Dal-lægje.
dalta, s. dalka.
dalut (dalette), adj. fulldt af Fordybninger eller smaa Dale.
Dam, m. 1) Dam, Dæmning; Sted hvor Vand samles eller standses ved en Dæmning. 2) en Vandpyt, liden Vandsamling (paa Marker og Veie). I Tell. Dæmme. Jf. Dape, Søyla, Floe, Hyl.
damla, v. n. (a—a), pladske, røre i Vand. Søndre Berg. (Isl. damla). Jf. dæmla.
Damp, m. s. Gova og Eim.
damut (damette), adj. fuldt af Vandpytter.
dan (kort a), el. dann, pron. den. Formen dan hersker i den største Deel af B. Stift (see da); ellers hedder det: den (denn). G. N. þann (accus. af sá). Betydning: 1) substantivisk, mest om en ubestemt Person, f. Ex. dan som heve gjort dæ. Derimod ikke i Stedet for en Tings Navn (see han og ho); saaledes om en Hest: han æ svart (ikke: den æ svart). 2) adjektivisk, f. Ex. den beste. Altid med den bestemte Form af Subst. Den Dagjen; den Natt’a; den svarte Hesten. Gram. § 315. 313. 302.
dan (langt a), adj. beskaffen, skikket. Ørk. Han va int so dan, at ein kunna bruk’en. Ogsaa: slet, daarlig.. Dæ va so usselt ꜳ so dant. Meget brugl. i Ørk. især i Meldalen. I Sdm. bruges: soden el. sodæn (ɔ: saadan) og kordens el. kurdæns (hvordan). Ordet dan bruges ogsaa i Danmark (Molbechs Dial. S. 70). Jf. dana.
dana, v. a. (a—a), danne, lave, give en vis Form eller Skikkelse.
Dank, m. 1) en liden Slump, f. Ex. af Korn. Hall. 2) i Talemaaden: driva Dank: gaae ledig og intet bestille. Søndre Berg. og fl. (I Sdm. drive Dant).
danka, v. n. 1) gaae ledig. (Sjelden). 2) i Formen: dꜳnke: synke, falde, aftage. Sdm.
Dankar, m. 1) et Kar at bære Mælk i (= Hylkje). Helg. 2) en Ølkande med en Tud paa Siden. Tr. Stift. I Sdm. Dꜳnkar; i de sydlige Egne: Tꜳnkar.
danna, pron. denne. See denne.
Dans, m. Dands. — dansa, v. n. (a—a), dandse. Dansar, m. Dandser. Dansarlag, n. Dandseselskab. Dansarnatt, f. en Nat da man dandser. Dansarstova, f. Dandsestue.
danska, v. n. (a—a), tale dansk; efterligne den danske Udtale. Jf. hosta, knota.
Dap, n. og Dape, m. Slud, Vaadsnee. Sdm. Ellers: Sletta, Slatr og fl.
dape, v. n. (a—a), regne med en Blanding af Snee. Sdm.
Dape, m. 1) s. Dap. 2) en liden Slump af Vand eller anden Vædske (som ikke er i et Kar); Spildevand; en liden Vandpyt paa Marken. Tell. I Mandal: Dabbe. Ellers: Dam, Søyla og fl. See Depel.
dar, adv. der. Hedder dar i B. Stift (fra Nfj. til Shl.) og i Helg.; men ellers: dær (mest alm.) og dør (Lister). Ogsaa: dæra, dæra-ne, dæran (Kr. Stift) og dæn (Inderøen). G. N. þar. Hertil: darette ɔ: efter den Tid. darfyre, s. difyre. darifraa: derfra. dærimillom, s. dessimillom. dærmæ (ogs. dæmmæ), i Betydn. derfor, el. derpaa, under disse Omstændigheder (Søndenfjelds). Brugen af dar, el. dær, i en
